Amager i mit hjerte

Ved et af mine utallige besøg i Danmarks bedste og venligste bogantikvariat (som ligger i Næstved) købte jeg en gammel udgave af Klaus Rifbjergs digtsamling ”Amagerdigte” fra 1965. Det er frydefuldt som en sommerdag i Kongelunden, at læse Rifbjerg beskrive Amagerbrogade som min pragtfulde hjerteflod. Jeg har selv et forgrenet ophav på Amager. Min far voksede op på Holmbladsgade, hvor jeg umiddelbart efter min fødsel også selv kom til at bo.

Senere flyttede mine forældre på landet, hvilket var en frygtelig fejl, for på landet er der ikke noget Amager, mens der på Amager er masser af åbent land samtidig med at det også flyder med by. Senere flyttede jeg selv tilbage til Amager, hvor jeg i min studietid boede på Grønjordskollegiet, lige i kanten af Fælleden. Her boede jeg sammen med Hanne på værelse 4513 og senere sammen med Ditte på Hørhusvej ved siden af politistationen. Her havde jeg sammen med min kollegieven Torben en stampub i Amager Centret. Min ældste ven Poul boede i Serbiensgade og jeg lærte norsk af Heidi mens vi blandt andet gik tur på Voldene og smugkikkede ind i Ravelinen.

Jeg har boet på Amager og synes, at en julepyntet Amagerbrogade sætter mig i bedre julestemning end noget andet. Jeg fór vild i Urban Planen med en ukendt pige, som har brændt sig ind i mine hænder, købte ristede pølser i Grønjordsgrillen, soppede midt om natten i Øresund ved Italiensvej med udsigt til lysene på Barsebäck. Jeg løb efter bussen på Peder Lykkes Vej, læste filosofi ved Københavns Universitet på AMAGER og forsømte aldrig en mulighed for at krydse rundt i de mange kolonihaveforeninger.

Jo jo, jeg er ama’rkaner i hjertet og synes at A’mager er smukkere end de fleste andre bydele i København. Heldigvis er Amager også det første, som turisterne ser når de er landet i lufthavnen, der ellers hedder Københavns Lufthavn, men den fejl blødes der lidt op på når det er Amagerlandet, som først møder de tilrejsendes blik. Jeg har det lidt som Klaus Rifbjerg skriver: Broerne til Amager er hjerteklapper i mit liv.

Udgivet i Digte, Filosofi, Kultur, Litteratur | Skriv en kommentar

Aftentur på kirkegården

De hviler sig ikke på kirkegården
selv den tungeste sten løfter de fri af jorden
for at kunne skræve hen over tiden
og gøre livet til deres territorium.

Ingen kommer én hurtigere i møde
end dem der ligger solidt under jorden
deres sidste tilstand tegnes i luften
og ordene er deres når mørket tysser på dagen.

Udgivet i Døden, Digte, Gud, Kultur, Psykologi, Religion | Skriv en kommentar

Morgentur i min have

Har lige set en snegl
drikke morgendug fra et blad.

Døde jeg i dag ville den
uanfægtet være der igen i morgen.

Altså hvis ingen havde trådt på den
eller en fugl ikke havde taget den

og fløjet den op i et træ hvor ungerne
sad i en rede og ventede på mad.

Sneglen i min have er en nådegave
som jeg ikke vil undvære.

Udgivet i Døden, Digte, Filosofi | Skriv en kommentar

Samtidighed


Midt i Radioavisen opdagede jeg årsagen til min pludselige svimmelhed: Jeg var ikke alene ét sted, jeg var mange steder på én gang. Oplæseren nævnte et sted på kloden, og jeg var der omgående. Et andet sted blev omtalt, og med det samme, ud af det blå, var jeg også dér. Jeg var på bjerget Mantap, hvor Nordkorea tester atomvåben, jeg var i Nangarhar-provinsen, hvor USA lige har smidt verdens største bombe, jeg var i Syrien, Tyrkiet, i Paris, London, Berlin og Stokholm, hvor den blinde islamiske vold har dræbt helt tilfældige mennesker. Jeg var i Somalia, Sudan og Yemen, hvor 1,4 millioner børn er ved at dø af sult. Jeg blev kastet rundt i verden mellem de 62 rigeste mennesker og de 3,5 milliarder fattigste, der samlet har langt mindre end de få rigeste.

Jeg var alle steder på én gang. Kvantemekanikken viser, at en partikel kan befinde sig mange forskellige steder på samme tid. Det er naturligvis kun i partiklernes mikroskopiske verden, at den slags ting sker. Men nyhedsudsendelsen skabte en eksistentiel kvantemekanisk accelerator, hvor jeg i løbet af få minutter var på helt forskellige steder i verden. Steder, hvor mennesker var kastet ud i livsomstændigheder, som umuligt kunne eksistere på samme tid, som jeg sad hjemme i stuen.

Nu løfter jeg min kaffekop, nu er mange af de 3,5 milliarder fattigste ved at omkomme eller ser deres børn dø af sult, eller nu er der børn, som bliver gjort til selvmordsbombere af islamiske galninge. Denne notoriske samtidighed af uforenelige hændelser kræver faktisk, at man det meste af tiden forsøger ikke at tænke på det.

Det betyder imidlertid også, at vi kommer til at leve i en form for realisme, som minder om det depressive menneskes syn på livet: Enhver positiv forventning, ethvert håb om forandring er en farlig illusion, som vi må holde os fra. Det bliver imidlertid også let til en kynisk distance, som i virkeligheden blot er en måde at blinde os selv på.

Det er samtidigheden mellem vores eget liv og de andres komplet fremmede livsomstændigheder, der kan virke lammende. Men det er også netop denne samtidighed, som er forudsætningen for overhovedet at kunne gøre noget. Vi lever på samme tid og i den samme verden. Faktisk er det en svimlende tanke, hvor meget og hvor mange ting der sker mens man selv er i gang med sit eget liv. Denne morgens nyhedsoversigt trak mig i nogle minutter ind i en iagttagelse af fremmede menneskers samtidige liv, og kvantemekanikken siger, at blot det at iagttage en partikel, at rette opmærksomheden mod den, kan forandre denne partikel…

 

Udgivet i Ukategoriseret, Filosofi, Kultur, Samfund | Skriv en kommentar

Eksistensgenerator

Der er en café på det provinssygehus, hvor jeg i nogle måneder har været fast kunde. Jeg kan godt lide hende, der sælger kaffe og aviser. Vi får en snak når jeg kikker ind. Om dankortautomater, håndhygiejne, vejret, ikke mindst morgentågen – og så ønsker vi hinanden en god dag. Hun kikker på mig og det er vigtigt, at der er øjne som ser én, når man er på sygehuset. Hun kan se bekymringen hos de fleste af dem, som hun sælger kaffe og blade til. Henover disken hjælper hendes blik og ord mange patienter. Ligesom når sygeplejerskerne og fysio-pigerne kikker på én med øjne, der føles som om de i nogle øjeblikke deler ens frygt, og derfor gør den lettere at bære.

Fra caféen kan jeg se svingdøren, der adskiller sygehuset fra verden uden for. De fleste lyde når aldrig herind. Bilerne, vinden i træerne og kranerne fra byggepladsen nede på hjørnet. Inde på sygehuset er alle lyde anderledes. Selv når der bliver grædt sker det med et minimum af lyd. Men eksistensen larmer alligevel i caféen og oppe på afdelingerne

Svingdøren er en slags eksistensgenerator. Der er en verden til forskel på det vigtigste uden for sygehuset og inden for. Alle de egenskaber, der sættes højest i det liberalistiske markedssamfund, mister værdi i samme øjeblik de har været en tur gennem sygehusets svingdør: Økonomisk effektivitet, forbrug, luksusgoder, lønarbejde, konkurrencefordele og lignende økonomiske værdier. Inde på sygehuset handler det om helt antiøkonomiske værdier som medfølelse, venlighed, hengivelse, omsorg. Her bæres der vidnesbyrd om, at det sande begær ikke er markedets morbide forbrugsbegær, men – man tør næsten ikke sige det – begæret efter kærlighed.

Det er som om turen gennem sygehusets svingdør på et øjeblik kan få mennesker til at opleve, at de er trådt ind i den nøgne eksistens, stillet over for frygt, angst, lidelse, smerte, sygdom og livets endelighed. Men – det er på samme tid også her, at vi møder hende der sælger kaffe, sygeplejersken der trøster, fysioterapeuten der støtter og opmuntre, lægen der helbreder. Og selvfølgelig patienter, som på deres egen stille måde fortæller om det vigtigste i livet:

Ved det runde bord skråt bag mig, sidder der en ældre mand. På et tidspunkt vender jeg mig om for at se hvad klokken er, og møder hans blik. Jeg kan se, at han vil sige noget og læner mig frem for at kunne høre: »Min datter er på vej. Hun har ringet; kommer og besøger mig om lidt.«

Jeg nikker og tænker, hvor mange hjerter der banker her og allerede har banket her på sygehuset, fordi de tænkte på den kærlighed, som kunne lindre dem.

Udgivet i Døden, Filosofi, Kultur, Psykologi, Samfund, Ukategoriseret | Skriv en kommentar

Timeslag

I en drøm forleden nat hørte jeg en klokke slå timeslaget. Jeg blev bange, for timeslag har noget skæbnetungt over sig. Jeg vågnede da klokken bimlede det sidste slag – som altså alligevel også viste sig at være det slag, der førte over til det nye sekund, hvor jeg slog øjnene op.

Tres sekunder i minuttet
tres minutter i timen
tres er en effektiv måleenhed.

Her er timeslaget
som ringer for både det sidste minut
og for det nye sekund.

Ved tres skal der holdes godt fast
for at følge med på endnu en runde
så mange år har jeg ikke prøvet at ringe ud før.

Tres år af helt ens længde er dryppet af
i den forbløffende forskellighed
som er alderens mysterium.

Udgivet i Ukategoriseret | Skriv en kommentar

Forårsdigt

Jeg fik lyst til at skrive et forårsdigt i dag. Jeg opdagede, at nogen kikkede ud gennem mine øjne – og at det faktisk var mig, der kikkede ud på verden og så en masse ting:

Solskinsmærkerne
på jeres ansigter
trækker mine øjne
ud af mørket
i dagens tidlige time.

På engen
kan blomsterne slet ikke
holde op med at gro
som om intet var hændt
her i vinter.

I en farvepalet
drejer de sig efter lyset
og springer ud
ikke fordi de har besluttet det
men fordi de gør det.

Ligesom jeg stadig er her
for at se alt dette
ikke fordi jeg selv har besluttet det
men fordi
jeg er her.

Udgivet i Døden, Digte, Filosofi, Ukategoriseret | Skriv en kommentar