De riges oprør: Som en ulv blandt ulve?

Hvis det ikke er for at være sammen med andre mennesker, hvorfor er vi her så? Hvad kan erstatte fællesskabet, samværet med andre? Aristoteles var inde på det for over 2000 år siden, hvor han definerede mennesket som et væsen, der kun kan realisere sig selv ved at leve i polis, det vil sige i en form for menneskeligt fællesskab. Sådan er menneskets natur, mente Aristoteles. De mennesker, der af en eller anden grund ikke lever i den slags fællesskaber, sammenlignede han med dyr, fordi de er styret af begær og vold.

Men hvad nu hvis Aristoteles tog fejl? Hvis mennesket slet ikke er et fælleskabsvæsen, men i stedet kan sammenlignes med en ulv, der er sig selv og sine egne behov nærmest, styret af begær, egoisme og vold? Dét havde den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679) noget at sige om. Hobbes beskrev netop menneskets naturtilstand, som en ulv blandt ulve. Hos Hobbes er mennesket konstant engageret i en brutal overlevelseskamp mod andre, i alles krig mod alle, kun optaget af egne behov og eget liv. Derfor drejer det sig heller ikke om et fællesskab mellem mennesker, som hos Aristoteles, men om at etablere en statsform, der kan kontrollere, at alles kamp mod alle ikke udvikler sig til konstant krig.

Hobbes er ofte blevet kritiseret for at fortælle en negativ historie om både mennesket og det politiske stats-fællesskab. Som en ulv blandt ulve, egoistisk, selvoptaget, begærlig, i sine drifters vold for at efterstræbe gevinst i den konstante konkurrence med andre mennesker; det er ikke nogen lovende profil på en dating-side. Men i hvert fald er det godt og betryggende, som Hobbes foreslår, at staten skal gribe regulerende ind, så det ikke ender i krig og ødelæggende konkurrence om økonomiske gevinster og begrænsede ressourcer.

Selv om Hobbes skrev for over 300 år siden er udfordringen der stadig, og kan sammenfattes i den tidligere engelske premierminister Margaret Thatchers (1925-2013) ord fra 1987: »Der findes ikke et samfund. Der er individuelle mænd og kvinder, og der er familier«. Samfundet var et problem for Margaret Thatcher og hendes økonomiske bagland, som ønskede fri konkurrence, på stort set alle områder. Statens reguleringer måtte derfor minimeres. Faktisk trives den nyliberalistiske økonomi bedst, hvis mennesket agerer netop som ulve mod hinanden.

En af de mest udbredte økonomiske forestillinger har været, at når det enkelte individ gør det bedste for sig selv, resulterer det automatisk (som styret af en usynlig hånd) også i det fælles bedste. En forveksling af fælles egoisme med fællesskab. Egennyttens velsignede virkning, hvor fællesskabets bedste antages at ske, hvis den enkelte, uhindret af statslig regulering og andre begrænsninger, får lov til at forfølge sine helt personlige egeninteresser.

I den seneste tid har vi set hvad der sker, når de rige gør oprør mod ethvert forsøg på at regulere eller begrænse grådigheden, det individuelle behov for endnu flere penge, begæret efter mere. Vi har oplevet både den internationale og nationale pengemagts gennemtænkte offensiv for at udnytte en samfundsmodel, som lægger færre og færre hindringer i vejen for den helt banale menneskelige grådighed.

Hvidvask og svindel med udbytteskat er bare aktuelle eksempler på, at mennesket måske er som Hobbes sagde, en ulv blandt ulve. De rige bliver rigere, de fattigere bliver både flere og fattigere. De fælles naturressourcer udnyttes af de rigeste til at blive endnu rigere, helt uden blik for fællesskabets behov for de selv samme livsnødvendige ressourcer. Dette handler ikke kun om, at de rige forsøger at tilfredsstille deres grådige egeninteresse, hvorefter det hele alligevel ender med at komme hele fællesskabet til gode – sådan som teorien eller forudsætter. Det er en kamp om den objektive fordeling af økonomisk kapital, af menneskelige muligheder for social overlevelse, for liv eller død; det er en kamp om retten til livsvigtige ressourcer, om udnyttelsen af jord, himmel og hav. Det handler om, hvem der skal være plads til i denne verden – og hvem der skal bestemme det. Dette ikke en kamp, som på et tidspunkt kommer alle til gode; det er en kamp, som foregår på snylternes betingelser, fordi de politiske systemer ikke er i nærheden af at ville påtage sig opgaven, som ansvarlig for fællesskabets bedste.

Det er ikke nok blot at kalde de økonomiske storsvindlere for patologiske undtagelser. De er en konsekvens af den verden, som vi lever i, hvor netop de egenskaber, der skal til for at berige sig både lovligt, og ikke mindst ulovligt, er i høj kurs. Egoisme, grådighed, manglende empati, selvtilstrækkelighed og aggression er de egenskaber der gør det muligt for svindlerne, at lænse adskillige nationers statskasser uden at blive opdaget. Men det er også egenskaber, som tegner et billede af nyliberalismens helte, som uden tøven og etiske overvejelser bekæmper ethvert politisk initiativ, der kunne begrænse mulighederne for at gøre hvad som helst mod hvem som helst, bare det handler om økonomi.

Der er ikke politisk mod eller vilje til at gøre noget ved den store økonomisk svindel. Når det gælder mennesker af typen dovne Robert, kontanthjælpsmodtagere, langtidssyge, arbejdsløse o.l. er man imidlertid parat til at lovgive helt helt ind i dagligstuen, så dette udskud ikke »snyder samfundet for penge«, som det hedder. Vi er vidner til nyliberalismens offensive kynisme, der plyndre den samfundsmæssige fælleskasse og det politiske systems resignerende kynisme, der ikke for alvor ønsker at gøre noget ved det.

Der er ikke noget alternativ til det samfund, vi har i dag, siger politikerne. Ikke noget alternativ til den økonomiske nyliberalisme, der belønner mennesker for at være som en ulv mod ulve. »There is nalternative«, TINA-princippet, som Margaret Thatcher også nåede at formulere. Der er ikke noget alternativ til at betragte det menneskelige fælleskab, som et økonomisk marked, hvor kun de stærkeste overlever.

Men jo, det er der faktisk. I dag taler man nærmest ikke længere om Danmark som en velfærdsstat, nu er det en konkurrencestat. Og i den økonomiske konkurrence er tryghed og sikkerhed af det onde, fordi det sætter grænser for viljen til at ville være som en ulv mod ulve. Men hvad skal være de yderste mål for vores samfund? Utryghed, usikkerhed, angst? Hvorfor er det naivt at foreslå velfærd, medfølelse, fællesskab, solidaritet, ordentlighed? Kan politikerne i dag overhovedet formulere ideen bag det danske samfund, bag den danske konkurrencestat? Er det kun mere rigdom, mere usikkerhed, mere konkurrence? Så længe vi ikke diskuterer dette ved vi jo ikke om der findes alternativer, og det ville være et alternativ i sig selv, at begynde sådan en samtale – her og nu, hvor vi står. Hvad vil vi være som samfund og hvem vil vi være som mennesker – som en ulv blandt ulve eller som et menneske blandt medmennesker?

Reklamer
Udgivet i Ukategoriseret | Skriv en kommentar

Løgn og ledelse

På det seneste har jeg skrevet en del om ledelse. Jeg har intet imod ledelse. Men jeg er anfægtet af den løgn, som spinder treenigheden af ledelse, ledelsesteorier og ledelsesuddannelser ind i et tæt net af uigennemskuelighed og bortforklaringer.

Min kritik af ledelse og nærmeste opland har imidlertid fået nogen til at tro, at jeg er imod ledelse. Inden jeg stopper med at gøre mig klog på ledelse, for at tage fat på andre emner, vil jeg derfor gerne sammenfatte mine synspunkter i 13 teser:

Teser om løgn og ledelse:

  1. Ledelse har som mål at få en gruppe af medarbejdere til at producere så meget som muligt, så effektivt som muligt og så kvalificeret som muligt. Ledelse kan ikke handle om andet.
  2. Det løgnagtige knytter sig til, at moderne ledelse, ledelsesteorier og ledelsesuddannelser i stor udstrækning skjuler og bortforklarer, hvad ledelse i virkeligheden handler om.
  3. Ledelse er blevet et modefænomen og er styret af samme innovationsdrift, som driver moden frem. Den ene ledelsesteori afløser den anden, helt efter modens logik: Der behøves ikke nogen henvisning til kvalitet, for det nye er i sig selv kvalitet. Derfor er de fleste nye ledelsesteorier selvbegrundet og behøver ikke at bygge på andet end netop nyheden. Altså en slags “Kejserens nye klæder”. Mange ledelsesteorier fremstår som komplet irrationelle og uden kobling til den virkelighed, hvori der skal ledes, fordi de efterstræber forandring for forandringens egen skyld. Heri ligger ledelsens “funktionelle stupiditet”.
  4. I stigende grad “italesættes” ledelse som noget der har med medarbejdernes psykiske og eksistentielle – måske endda åndelige – livssituation at gøre. Der tales således f.eks. om eksistentiel ledelse, om ledelse baseret på Søren Kierkegaard, om filosofisk ledelse, om inddragelse af eksistentialistisk filosofi i ledelsesgerningen.
  5. Alt dette ændrer dog ikke noget ved, at ledelse er og bliver en funktion, som skal få medarbejderne til at yde mere, bedre, mere effektivt, på kortere tid – uden at det koster virksomhederne mere.
  6. I det omfang psykologi, filosofi, meningen med livet, eksistensspørgsmål, livskvalitet, spiritualitet, åndelighed o.l. bliver trukket ind i ledelsesanliggender – er det udelukkende som redskaber til at nå ledelsesmålet, nemlig øget effektivitet, øget kvalitet, øget produktivitet. Ledelse kan som sagt ikke handle om andet.
  7. Ledelse kan godt bygge på indsigter fra psykologien, filosofien, teorier om meningen med livet, menneskets eksistensvilkår, livskvalitet eller noget andet i den stil. Men – filosofi, eksistenstænkning, spiritualitet, åndelighed, bevidst nærvær, anerkendelse o.l. bliver trukket ind for at ledelsesmålene kan opfyldes endnu bedre, endnu mere effektivt.
  8. Jo mere komplekse, sofistikerede og omfattende arbejdsmarkedets forskellige jobfunktioner bliver, jo mere er der brug for den grænseløse medarbejder. Den medarbejder, som ikke har nogen grænse mellem arbejde og fritid, fysisk og psykisk involvering, indre og ydre engagement i arbejdet.
  9. Når de enkelte jobfunktioner kræver involvering af medarbejdernes psykiske, mentale, sociale og spirituelle ressourcer, må ledelsen satse alt på at øge medarbejdernes motivation og behov for at investere netop dén slags ressourcer i jobbet og virksomheden.
  10. Dette kan man bl.a. søge at opnå gennem ledelsesmæssig intervention i medarbejdernes sjæleliv, så at sige. Blød ledelse, anerkendende ledelse, filosofisk, eksistentiel, åndelig og inddragende ledelse er bl.a. en måde, at få medarbejdernes psykiske, eksistentielle og spirituelle grundstoffer involveret i arbejdslivet.
  11. Naturligvis er det ikke kun medarbejdernes hele fysiske og psykiske habitus, ledelsen har for øje. Det handler først og fremmest om ledelsens målsætning om at skabe mere effektivitet og kvalitet på et komplekst arbejdsmarked med nye krav om øget menneskeligt engagement fra medarbejdernes side.
  12. Når f.eks. filosofiens indsigter benyttes for at opnå ledelsens målsætninger, så har dette intet med filosofi at gøre. Filosofien er et vidensområde, som i sig selv intet positivt har med ledelse at gøre. Det er en tydelig erfaring op igennem historien, at når filosofien (gennem filosoffer) har involveret sig med ledelse og politisk styring, så korrumperes filosofiens indsigter til simple redskaber for mere eller mindre skjult eller kamufleret magtudøvelse.
  13. Men der skal ledes og styres, i erhvervslivet og i den politiske verden. Så snart der er ledelse i spil er der imidlertid tale om en asymmetrisk magtsituation. Der er ledelsen og nogen som skal ledes. Her kan filosofien sige noget om ansvar, ordentlighed, medfølelse, etik og moral. Altså noget om, hvordan man skal opføre sig i en asymmetrisk magtrelation, hvor man er den, der har magten, styringen, ledelsen over andre. Men bemærk – i modsætning til den måde hvorpå ledelsesteorierne ofte inddrager filosofien, så handler det her om ledelsens adfærd og ikke om, hvordan man gennem filosofien kan få medarbejderne til at give sig helt hen til arbejdspladsens behov og værdier. Det handler om, at filosofien, etikken og moralen kan stemme lederne til ordentlighed og selvkritik i forhold til konsekvenserne af den asymmetriske magt- og ledelsesrelation.
Udgivet i Filosofi, Kultur, Ledelse, Psykologi, Samfund | Skriv en kommentar

Ikke alt skal siges

Det er tåkrummende pinligt at opleve, hvordan mange ledere misrøgter betydningsfulde ord og begreber, ved at lade dem danse rundt, som tæmmede dyr, i en cirkusmanege for såkaldt moderne ledelse. Det betyder bl.a., at flere vigtige ord er ved at blive talt ihjel.

Under dødskampen mister ordene deres betydning, og ender som oppustet bubblegum i munden på brugerne og som ubehageligt klister i hovedet på dem, der skal lægge ører til dette misbrug af sprogets vigtigste ord og begreber.

Og ikke nok med det; når ordene mister deres betydning, går det også ud over det, som ordene ellers skulle sige noget om. Ordene er selvfølgelig ikke ensbetydende med det, de udtrykker. Men i relationen mellem det, som ordet udtrykker og det fænomen, som det siger noget om, ligger betydningen, troværdigheden og meningsfuldheden. Der er således ord, som man skal passe på ikke at vold-bruge og tæmme, for så mister de deres indhold og det bliver uklart, hvad det egentlig er de henviser til. Og på den måde bliver der også noget, som vi ikke længere kan tale helt meningsfuldt om.

I dag hører vi ofte, at ”alt skal italesættes”. Som om det, at noget bliver sagt, også gør det sagte tydeligt og forståeligt – endda betydningsfuldt og meningsfuldt. I en del sammenhænge sker der imidlertid det stik modsatte. Nogle ord bliver brugt alt for meget til at italesætte noget, som kun bør italesættes ved særlige lejligheder. Og så er det, at ordene mister livskraft og bare bliver en tynd overflade. Sådan er det f.eks. i mange tilfælde når moderne ledere skal “italesætte” deres ledelsesvisioner.

Et par eksempler, som de fleste vel efterhånden har været ude for i mødet med en leder: Ved de såkaldte MedarbejderUdviklingsSamtaler risikerer man at møde en italesættelse af noget af det vigtigste, noget af det mest betydningsfulde, i menneskers liv, nemlig anerkendelse: “Jeg anerkender dig”. Anerkendelse hænger tæt sammen med udviklingen af menneskets identitet og selvfølelse. Selve anerkendelsesprocessen er meget kompleks, men bygger på et gensidighedsperspektiv, hvor det enkelte menneskes positive selvbillede, dets identitet og selvrealisering, er noget som sker i mødet med andre mennesker.

Her, i dette møde mellem mennesker, skal alt midlertid ikke siges, heller ikke til en MUS-samtale. At stå overfor en leder, som “talesætter” anerkendelse, denne tillidsbærende menneskelige relation, vil ofte virke direkte modproduktivt på medarbejderen. Selvfølgelig har lederen lært det på et kursus: “Du skal tydeliggøre, at du anerkender din medarbejder”. Man kunne stille et eksempel op: Hvordan skal man tydeliggøre, at man elsker sin kone? Ved at italesætte det, eller ved at vise det? Hvis man kun italesætter det, giver det bagslag. Hvis man viser det (og så må man naturligvis også meget gerne sige det), så virker det langt mere troværdigt.

Lederen vil imidlertid ofte italesætte anerkendelsen, fordi vedkommende ikke ved, hvordan man professionelt viser anerkendelse, og fordi han/hun bruger italesættelsen, som forklædt ledelsesredskab: Ledelsesmagt, nu forklædt som terapi, psykologisering og menneskelig indsigt. Men når den slags dybt betydningsfulde forudsætninger for menneskeligt samvær sættes på ord, “italesættes”, så kryber der en terapeutisk dimension ind i relationen mellem leder og medarbejder, som kan virke dybt krænkende, mistillidsskabende og slet ikke anerkendende på den enkelte medarbejder.

Selvfølgelig skal der ledes og vi ved alle sammen, at ledelse betyder magtrelationer, at der er nogen som bestemmer mere end andre. Det kræver menneskelig indsigt og pli i omgangsformerne, respekt og selvfølgelig anerkendelse. Intet af dette opstår ved ”italesættelse”, som tværtimod lægger ansvaret for oplevelsen af anerkendelsen over på medarbejderen: ”Her i firmaet er det vigtigt, at medarbejderne føler sig anerkendte, og du har selv ansvaret for at opleve det, for nu har jeg sagt det!”

For at være troværdigt (eller sandt) skal et udsagn være i overensstemmelse med det, der rent faktisk sker. Jeg har tit oplevet en leder sige: “Jeg hører, hvad du siger.” Øh, nå – gør du det? Ja, det regner jeg egentlig også med. Det er en italesættelse af den fundamentale, underlæggende, forudsætning for al samtale og kommunikation. Troværdigheden og tilliden er derfor omgående tabt. Opmærksomhed, som det drejer sig om, er ikke noget der skal eller kan italesættes – det er hele forudsætningen for, at en meningsfuld samtale overhovedet kan føres. Når opmærksomhed således italesættes, opløses denne grundlæggende forudsætning for samtalen, for opmærksomhed fortælles ikke, den vises, udøves og praktiseres, som forudsætning for meningsfuld samtale. Udsagnet ”Jeg hører, hvad du siger” er i virkeligheden udtryk for alt andet end lyttende, nysgerrig opmærksomhed: ”Jeg gider ikke høre på dig, men det kan jeg jo ikke sige, for det lyder ikke anerkendende, imidlertid skal du ikke regne med min opmærksomhed”.

Vi kunne lave en hel ordbog over ord og begreber, som er ved at blive talt eller italesat ihjel. Ord, hvis tab af mening også fjerner meningen fra det, som ordet henviser til. Som f.eks. når anerkendelse helt ukritisk og ureflekteret italesættes, så er det ikke kun ordet, der tømmes for indhold, selve anerkendelsesrelationens betydning forsvinder også i italesættelsens tåger og forplumring.

Det samme kunne siges om andre af de ord og begrebsdannelser, som ukritisk har vundet indpas i ledelsesteorier. F.eks. begreber som “medarbejderudvikling”, “synlig ledelse”, “eksistentiel ledelse”, “personligt lederskab”, “autentisk ledelse”. Disse og mange andre moderne ledelsesbegreber består af dybt betydningsfulde ord, som henviser til grundvilkår i menneskelivet. Til anvendelsen af dens slags tunge og betydningsfulde ord knytter sig derfor også etiske overvejelser. Hvad betyder det at anerkende et andet menneske, hvordan oplever denne anden, at man rent faktisk gør det, og ikke mindst – hvad kræver det af én selv?

Lidt selvkritik ville klæde den måde, som ledelsesteorierne anvender de vigtige ord og begreber på. Alt for ofte støder man på ledere, som tilsyneladende synes det er fedt at bruge ordene, men som simpelthen ikke har kapaciteten til at forstå dybden i det, som ordene både udtrykker og forudsætter.

Udgivet i Filosofi, Kultur, Psykologi, Samfund | Skriv en kommentar

Hvornår tæller en løgn?

I den forløbne uge har den offentlige debat været præget af et moralsk spørgsmål: Må man lyve? Alternativets Niko Grünfeld, måtte trække sig som kulturborgmester i København, efter flere ugers kritik. Radio24syv havde afsløret, at Grünfeld i forbindelse med kommunalvalget havde oplyst, at han havde en master i positiv psykologi – men det havde han bare ikke. Og – man må ikke lyve.

Nu er jeg jo kun filosof, og i filosofien har det været et klassisk tema, at sandheden er et gode i sig selv. Men sådan er det tilsyneladende ikke i politik. Børsens politiske kommentator Helle Ib analyserede sagen således: »Vi har med et parti at gøre, som i høj grad blev valgt ind på at ville stå for en ny politisk kultur og en større grad af ordentlighed i forhold til andre partier«.

Men hallo! Betyder det, at hvis man er så idiotisk at slå sig op som et anstændigt og ordentligt parti, så giver det et problem, hvis man fanges i en løgn? Det er måske dog til at forstå. Men hvad så med partier, der ikke slår sig op som anstændige og ordentlige – for dem tæller det ikke så meget med en løgn, eller hvad?

Hans Engell, en anden politisk kommentator, sagde da også: »Det efterlader et imageproblem for partiet. Altså kan de overhovedet noget? Glem ikke, at Uffe Elbæk (Alternativets leder) optræder med et nummer om at ville være statsminister efter næste valg«. Løgnen tæller altså som en løgn, og må få konsekvenser.

Men hvorfor fik det så ikke nogen konsekvenser for Inger Støjberg fra Venstre, da hun i 2009 skrev i sit CV på ministeriets hjemmeside, at hun var uddannet som journalist. For det var hun altså bare ikke. Det var en løgn i Niko Grünfeld-klassen. Her var der imidlertid ikke nogen som gjorde gældende, at det ville skade Inger Støjberg og partiet Venstre og tilmed svække Lars Løkkes fremtid som statsminister. Der var ikke nogen som argumenterede med, at i et anstændigt og ordentligt parti som Venstre var det et imageproblem, hvis f.eks. en minister blev taget i at lyve om sin uddannelse, som Inger Støjbjerg jo blev.

Er det fordi Venstre ikke slår sig op (og endnu mindre betragtes) som et anstændigt og ordentligt parti, at en løgn ikke tæller som en løgn, som den gør for Alternativet, der jo reklamerer med sig selv, som et parti præget af ordentlighed?

Tja, bom, bom. I hvert fald ved vi, at Venstre har meget svært ved at acceptere en løgn – andres løgne altså, ikke mindst har Inger Støjberg svært ved det. I august 2017 lød en overskrift i Politiken nemlig således: »Støjberg: Du bliver aldrig dansker, hvis du lyver for os.« Hun ville gøre det umuligt at få permanent ophold, hvis nogen lyver i en ansøgning om asyl. »Vi hjælper mennesker i nød, og derfor mener jeg, det er helt på sin plads, at vi stiller nogle firkantede regler om, at man skal tale sandt«, sagde Inger Støjberg. Så – det handler altså ikke om, at man ikke må lyve. Spørgsmålet er hvornår en løgn tæller som en løgn. Måske endda om partiet, som skal afgøre dette, er anstændigt eller …. uanstændigt.

Udgivet i Filosofi, Kultur, Samfund | Skriv en kommentar

Almindelige ting: Gengangere

Gengangere er ret almindelige selv om de ofte bliver forvekslet med spøgelser. Det sker for selv en autoritet, som Den Danske Ordbog, hvor definitionerne ligger meget tæt på hinanden. Selv er jeg vokset op med både spøgelser og gengangere i familien og ved derfor, at spøgelser er ret uskyldige. Man kan ikke rigtig se dem, måske skubber de undertiden til en gammel vase på gulvet, eller smækker med en dør ved midnat, men det kan også være vinden. Og det er sjældent, at der sker nogen egentlig skade.

Anderledes alvorligt forholder det sig med gengangere. De er af kød og blod, er mobile og bevæger sig med største smidighed rundt i verden. Måske kan man endda sige, at de faktisk besætter os levende, kryber ind og sætter sig på tværs. Gengangere kan vende op og ned på et menneskes hele liv, og endda på en hel samfundsorden. Det ved vi fra den norske digter og dramatiker Henrik Ibsens skuespil Gengangere. Her lever gengangerne nemlig videre i de levende, og derfor kan stykkets kvindelige hovedperson, fru Alving sige:

»Men jeg tror næsten, vi er gengangere alle sammen pastor Manders. Det er ikke kun det, vi har arvet fra far og mor som går igen i os. Det er alle slags meninger og al slags gammel afdød tro. Det er ikke levende i os, men det sidder alligevel i os, og vi kan ikke blive det kvit. Der må leve gengangere over hele landet.«

Fru Alving mener, at et liv og et samfund med gengangere dræber livsglæden. Og ærlig talt, hvor mange grave står ikke åbne og har sluppet den slags gengangere løs på os efterlevende.

Den svenske litteraturhistoriker Gunnar Brandell skriver i bogen Freud og hans tid, at meget kunne tyde på, at Sigmund Freud, psykoanalysens hovedmand, var ganske godt bekendt med Henrik Ibsen. Det er måske ikke en urimelig tanke, at det bl.a. er Ibsens teaterstykke, der har bestyrket Freud i, at det netop er gengangerne fra vores fortid, som skaber de alvorligste konflikter i vores liv.

Hvor mange af vores problemer, traumer, angst og livslange personlige konflikter er ikke konsekvenser af noget, der har fundet sted tidligere i vores liv? Det er sådan det er i mange af Henrik Ibsens skuespil, ikke mindst i Gengangere. Når man sidder i teatersalen og følger med i stykket, så har alt det vigtige, alt det udslagsgivende, faktisk allerede fundet sted, langt inden tæppet går op for de nutidige hændelser.

Det egentlige drama udspilles i personernes fortid. Det er her spændingerne ligger inden de efterhånden langsomt afdækkes og kommer til live i nutiden – som gengangere fra fortiden med et enormt konfliktpotentiale i nutiden.

Hos Henrik Ibsen er langt de fleste af os gengangere, fordi vi følelsesmæssigt på afgørende områder holdes i et jerngreb af vores fortid. Fru Alving siger jo også: »Men jeg tror næsten vi er gengangere alle sammen pastor Manders.« Ja, det tror jeg egentlig også. I hvert fald er der langt flere gengangere end der er spøgelser. Der findes næppe nogen, som ikke selv er en genganger, kender op til flere gengangere og kæmper med problemer og konflikter på grund af alt dette gengangeri.

I Henrik Ibsens store dramaer handler det ikke om det traumatiske i freudiansk forstand, men dog stadig om stærke følelsesmæssige rester, der lever videre i os, og som “går igen” i og omkring os; som så at sige lever deres eget og suveræne liv og derfor nedkalder store problemer og konflikter over vores liv.

Og dét var noget, som Freud uden vanskeligheder kunne bruge i udviklingen af psykoanalysen. Den beskæftiger sig nemlig med, hvordan vores psyke kan blive jaget ud i den dybeste angst og de tungeste konflikter på grund af gengangerne – hændelser og begivenheder i vores individuelle og kollektive fortid.

»Du er ikke alene« – du er sammen med dine gengangere, men ved du hvem de er, og hvad de bestemmer i dit liv? I Henrik Ibsens stykke Samfundets støtter er der en person, som har bygget hele sit liv på fortidens uafklarede hemmeligheder og konflikter – altså på gengangere. I løbet af stykket sker der en gradvis afsløring af disse hemmelige gengangere, og i og med disse afsløringer, som også er afklaringer, kan personen til sidst sige:

»Hvor har jeg været henne! I vil forfærdes, når I får det at vide. Nu er det som om jeg var kommen til sans og samling efter en forgiftelse. Men jeg føler det, – jeg kan blive ung og sund igen«.

Udgivet i Ukategoriseret | 2 kommentarer

Høsttale 2018

Lørdag d. 15. september 2018  havde Beldringe Borgerforening inviteret mig til at holde årets høsttale ved deres årlige Høstfest. En invitation, som glædede mig meget. Det blev da også en dejlig aften for mig, hvor jeg mødte en forsamling feststemte, imødekommende og gode mennesker. Dette blev ordene:

Da jeg gik i skole, havde vi en geografibog, hvor forskellige farver viste, hvad der var det særlige ved de enkelte lande. Danmarks farve viste, at vi var et landbrugsland. Det var der nu ikke mange af os børn, som var i tvivl om, for vi gik i en landsbyskole; en lille skole med tre klasser, som imidlertid var ret stor, når man selv ikke var større end vi var.

Hvad skulle Danmark være andet end et landbrugssamfund? Vi boede i en landsby, hvor der lå tre bondegårde inde i selve landsbyen. En proprietærgård var der også blevet plads til, med en proprietær, der havde en ikke ubetydelig indflydelse på landsbyens sager. Der, hvor jeg boede med min far og mor, stødte vores have op til en mark. Det kunne næsten ikke være anderledes, for byen var omkranset af marker. Og lige overfor os boede smeden, som reparerede alle de forskellige redskaber, der blev brugt på markerne, og som undertiden også skoede heste.

I smedjen og ved markhegnet havde jeg et ret godt overblik over årets gang i landbruget. I løbet af et år fulgte jeg med i forberedelserne til såning, i selve såningen, i bekymringen for vejret, i høsten og i alt det, der skete efter høsten. Dét var min erfaringsverden, og børnene i byen legede bønder, når de ikke lige spillede fodbold på kirkepladsen eller legede i Ellehaven i udkanten af byen, hvor der også om sommeren kunne stjæles æbler og bær fra præstens have. Men det fik os ikke til at overveje at blive præst. Noget andet var det med muligheden for at blive bondemand.

Jeg gik i klasse med børnene fra gårdene, så i modsætning til i dag vidste jeg faktisk noget om landbrug, da jeg var barn. Ingen undrede sig derfor over, at jeg med sikkerhed i stemmen kunne svare på det sædvanlige spørgsmål om, “hvad skal sådan en lille fyr være, når han bliver voksen?”: “Bondemand” naturligvis.

Jeg blev ikke til noget ved landbruget. Men jeg fik børn, som også havde geografi i skolen. Her lærte de, at Danmark tidligere havde været et stort landbrugsland, men nu mere måtte betegnes som et service- og informationssamfund. Men det er ikke helt korrekt. Danmark er stadig et landbrugsland.

Næsten to-tredjedele af Danmarks areal er landbrug. I vores nabolande er landbrugets andel af det samlede areal betydeligt lavere. Og korn udgør 54 pct. af landbrugsarealet. Der er stadig noget at fejre ved en høstfest.

Når det bliver diskuteret om Danmark er et landbrugsland eller ej, så drejer det sig om økonomi.  Hvor meget fylder landbrugsproduktionen i BNP og lignende. Men det er ikke kun i økonomisk forstand, at Danmark har været og stadig er et landbrugsland. Selv om der naturligvis er økonomi i sagen, så er der meget mere i spil. Det viser sig bl.a. ved en høstfest.

Jeg tror ikke, at der er nogen andre erhverv, der holder noget, som kunne minde om en høstfest, for at fejre deres produktion. IT-industrien og bankerne; jeg tror ikke de holder en særlig årlig fest for at fejre deres specifikke produkt, f.eks. computerprogrammernes dag eller pengenes dag. Eller hvad med Ældreområdet, eller Sygehusområdet?

Når der holdes høstfest, er det fordi, landbruget ikke kun er et erhverv med en produktion, der kan gøres op i penge, men også en tilstand for mange danskere, selv om det måske er ubevidst for de fleste. Landbruget er lige her; ikke i fabriksbygninger, ikke i højhuse, ikke lukket inde på særlige institutioner eller i produktionshaller – nej, landbruget er lige her, lige foran vores øjne. Uanset, hvor meget eller hvor lidt man måtte kende til landbrugets økonomiske mekanismer, så kender man til landskabet, og det danske landskab og geografi er i dén grad præget af landbruget, af markerne, af kornet om sommeren. Uanset, hvor man kører rundt i det danske landskab er der tydelige spor af landbruget.

Kaj Ejstrup (1902-1956)
“Høstlandskab”
Odsherreds Kunstmuseum

Man kan sige, at det danske landskab er lig med landbruget. Det er markerne, der er kernen i det danske landskab. Man kan ikke beskrive, tage billeder o.l., af det danske landskab uden at få markerne med. De er der, og de dominerer billedet, og derfor også vores bevidsthed om, hvordan Danmark ser ud. Danmark, udenfor de større byer, ser ud som landbrugets marker – er ensbetydende med landbrugets marker tilsat et par mindre skove og måske lidt havudsigt.

I det meste af Danmark lever man ikke længere særlig tæt på det som foregår før, under og efter høsten, og slet ikke så tæt på, som jeg gjorde i min barndom. Men man kan ikke af den grund komme uden om kornmarkerne. De trænger sig på, selv om det efterhånden er de færreste, der kan kornsorterne.

Markerne med landbrugets afgrøder og produktion trænger sig så meget på, at man ofte slet ikke kan se dem for bare marker. Og sådan er det når man kender noget så godt, at det næsten er blevet til en del af ens forståelse af verden, blevet en tilstand; så er det der bare, og vi lægger først mærke til det, hvis det en dag ikke længere skulle være der.

Når jeg siger, at landbruget er det eneste erhverv, som traditionelt holder en årlig fest for at fejre sin produktion, så er det fordi, at landbrugets produktion, i form af kornet og høstens afgrøder, er et ganske specielt produkt.

Det særlige ved høsten, det der adskiller produktionen af korn fra stort set alle andre produkter, er, at der er noget andet end menneskets hænder og vores tekniske og faglige dygtighed, som spiller ind. Det er i de færreste andre produktionsprocesser at det er så tydeligt, at mennesket er afhængig af noget andet end sig selv og det menneskeskabte. Det handler om afhængigheden af naturen i bred forstand: jord, mikroorganismer, himmel, luft, hav, fauna, dyr – både det synlige og det usynlige i vores omgivelse, man kunne sige i vores ophav.

Når der i kirkelig sammenhæng siges tak for høstens afgrøder, betyder det, at der siges tak til Gud, for det der gives os til livets opretholdelse, det daglige brød. I dag kan det lyde umoderne, som et levn fra en helt anden tid. Måske – men hvis vi giver tingene nogle andre navne, beskriver det på en lidt anden måde, så viser der sig alligevel noget.

Tidligere blev Gud takket, fordi han var navnet på den kraft, som mennesket ikke selv havde kontrol over, men som det var afhængig af, hvis høsten skulle lykkes. Uanset menneskelig dygtighed, teknisk kunnen, effektive maskiner og meget andet af det, som vi selv råder over – så er vi imidlertid stadig afhængig af noget, der ikke er under vores kontrol. Det gælder ikke kun landbruget, det gælder os alle. Men denne afhængighed er tydelig når man kører igennem det danske landbrugs-landskab: Afhængigheden af jorden, af det der er i jorden, af vinden, af varmen, af temperaturen, af regn eller tørken.

I det gamle Grækenland mente man, at vinden, solen, jorden og dens frugtbarhed, regnen, havet og naturen i det hele taget repræsenterede forskellige guder, eller rent ud sagt var gudernes beskeder til mennesket. Og guder, det vidste man godt, dem har mennesket ikke under kontrol. Derfor hyldede grækerne også de ukendte kræfter, når det var gået godt, og endnu mere for at sikre, at det fortsat skulle gå godt.

Man behøver ikke at tro på græske guder, eller guder i det hele taget, for at have respekt for de kræfter, vi som mennesker ikke selv har kontrol over. Disse kræfter kan så meget med os mennesker og vores livsvilkår, og råder næsten over alt det vigtigste i tilværelsen, fra kærlighed til høstens afgrøde. Det opleves ikke kun i Danmark, men lige for tiden i de områder, der rammes af orkaner. Det opleves af os når vi rammes af tørke, eller af alt for regnfulde perioder, eller af kærlighed eller af tab. Der er tale om en afhængighed af noget, som vi kun i meget begrænset omfang har kontrol over.

Vi har så mange politiske og personlige projekter, der skal frigøre os fra afhængighed. Måske har vi også undertiden brug for at dyrke afhængigheden lidt mere – som vi f.eks. gør i aften ved en høstfest, hvor det fejres, at høsten nu er inde; at den er i hus på grund af menneskets store evner og arbejdsindsats, men også fordi naturens ukontrollerbare kræfter, måske endda de græske guder, spillede sammen med os, endnu en gang.

Udgivet i Filosofi, Kultur, Kunst, Litteratur, Samfund, Ukategoriseret | Skriv en kommentar

Mærkelige ting: Postkasse

Dette er et device, som næsten alle mennesker brugte for nogle år siden. De unge kan spørge deres forældre. Det kaldes for en postkasse og kan overfladisk set sammenlignes med computerens mailboks eller inbox. Det, der kunne puttes ind gennem revnen, var såkaldte breve. Det var en slags mails, som nogle dage tidligere var blevet lagt i en anden postkasse. Og så kom postbuddet et par dage senere med brevet og lagde det i ens egen postkasse.

img_1638-e1536605350577.jpg

Postkasse

Der fandtes forskellige former for breve. Det kunne være breve fra venner, som var i udlandet, med længere rejsebeskrivelser og måske tegninger af det de havde set. Der var invitationer til forskellige festlige lejligheder. Så var der kærestebreve, hvor der måske var vedlagt en lille ting, som mindede om den elskede. Der var de såkaldte rudekuverter med regninger, der skulle betales på posthuset. Og der var de små julekort og nytårshilsner, med årets julemærke på. Men der var også de lange samtalebreve, hvor man gennem en længere periode, måske i årevis, udvekslede breve om særlige emner med venner som delte ens interesse for f.eks. litteratur, kunst, filosofi, fodbold, livets problemer i almindelighed eller fremstilling af hjemmebryg.

De forskellige slags breve havde forskelig effekt på modtageren. De fleste breve blev dog modtaget med spænding, for de rummede en slags hemmelighed lige til man havde læst, hvem der var afsender (nogle var dog helt uden afsender), undersøgt skriften på brevet, fået det åbnet, foldet ud, og endelig sat sig ned med en kop kaffe eller the for at læse brevet den første gang af mange. Var det et fortroligt brev, et meget personligt eller et kærestebrev skulle det efterfølgende gemmes, måske nede blandt sokkerne eller undertøjet bagerst i skuffen.

I de fleste familier var der et specielt ritual forbundet med at tømme postkassen. Hos os foregik det ofte på denne måde: Hvis der allerede var kommet nogen hjem, råbte man: “er postkassen blevet tømt?” Blev der svaret bekræftende gik man videre ud i køkkenet, hvor posten lå til venstre på køkkenbordet. Blev der svaret ”nej” hentede man nøglen til postkassen i det lille nøgleskab, som vi havde arvet fra bedstefar, og gik derefter ud for at tømme postkassen.

Jeg har stadig hundredvis af breve gemt i arkivkasser. De er meget forskellige. Kuverterne har forskellige særpræg, som siger en del om de mennesker, der sendte brevene til mig. Den skrift, som mit navn var skrevet med og som jeg for det meste kunne genkende så snart jeg fik brevet i hånden – den håndskrift var en forlængelse af det menneske, som havde den, en forlængelse af hans eller hendes sjæl. Noget, som man kunne kikke på og læse særlige kendetegn ud af om sindsstemningen hos afsenderen, da brevet blev skrevet og postet. Derfor gemte man både brevet og kuverten; det var to ting, der hang sammen. Brevets værdi var også knyttet til skriften, kuverten, papiret, skriftfarven og eventuelle dekorationer eller klistermærker. Sammenlagt blev det til et brev men også til en mindeting, fordi brevet var så tæt forbundet med brevskriveren og afsenderen, og det var ikke sjældent, at man direkte kunne dufte afsenderens særlige aura af hud, parfume, sved, røg – bare ved at åbne brevet eller dufte til kuverten. At åbne et personligt brev var nærmest som at få afsenderen gjort kropslig foran én.

Nu var det jo ikke hver dag, at man fik post af betydning. Der kunne gå dage og undertiden uger uden breve i postkassen. Derfor var spændingsniveauet mærkbart når “posten havde været der”. Det var således en stor dag, da vores børn for første gang fik post i form af et brev med deres eget navn på. Det var en slags selvstændighedserklæring. Den dag begyndte børnene på en seriøs produktion af tegninger og små fortællinger, der kunne sendes tilbage til afsenderen, ikke mindst som tegn på, at man selv gerne modtog flere breve. Det var også fra den dag, at de ville have deres navne på postkassen, som tegn på deres personlige tilstedeværelse i verden. Nu er de voksne og har fået deres egne postkasser i København, hvor der sikkert kun kommer reklamer og lokalaviser, ligesom i vores postkasse.

Jeg tvivler på, at deres børn kommer til at opleve en postkasse lavet af hardware, som den vi stadig har stående ved indgangen med vores navne på. Alt tyder dog på, at de alligevel kommer til at tømme postkasse cirka to millioner gange oftere end os. Den bippende besked om, at “You’ve Got Mail”, lyder ikke blot én gang om dagen men – ja, hvor mange gange har du tjekket mail i den seneste halve time?

Den elektroniske inbox er en postkasse, der så at sige vender indersiden udad. Den præsenterer os for et stort indre, hvor det hele ligger: Mails, vi lige har modtaget, alle dem vi i det hele taget har modtaget, alle dem vi har slettet, alle dem vi ikke har besvaret, alle dem vi bør besvare og derfor har markeret med et rødt flag, de vigtige desuden med et udråbstegn. Og så er der spam, der er alt det betydningsløse, som vi alligevel ikke kan slippe for i den elektroniske postkasse. Der er mails med nyheder, med opdateringer fra vores kontoer på Instagram, Facebook og Twitter. Det er den rene og uformidlede inderside af en evigheds-postkasse, som ved hjælp af hastighed, farver, lyde og ubegrænset leveringskapacitet på det dybeste påvirker den menneskelige sensibilitet.

Postkassen ved indgangen til vores hjem og postkassen på min iPhone skaber forskellige mentale og fysiske tilstande. Når man tidligere sad og skrev eller læste, var involveret i en middagsaftale, spiste, snakkede eller nussede med hinanden på sofaen, så ville det have været udtryk for en ganske hårdt ramt habitus, hvis man flere gange gik ud til vejen for at tjekke sin postkasse. Man vidste desuden også, at der i hvert fald ikke ville ligge noget i postkassen før posten havde været forbi. Nu ved vi, at posten er forbi mens vi går på toilettet, skriver, læser, arbejder, er under transport, elsker, kysser, samtaler – hele tiden, med andre ord. Der er tale om et mail-delirium, en chokbølge, der konstant skyller ind over os.

Tidligere var det en stående morsomhed at fortælle om det, der kunne ske, hvis konen var alene hjemme, når posten kom: “Den dreng ligner overhovedet ikke sin far, så han må være kommet med postbuddet.” Den slags morsomheder fungerer ikke længere. I dag er det et forøget stressniveau, der kommer med posten, som kommer igen og igen og igen og igen og …

Udgivet i Filosofi, Kultur, Kunst, Litteratur, Psykologi, Samfund, Ukategoriseret | Skriv en kommentar