Samtidighed


Midt i Radioavisen opdagede jeg årsagen til min pludselige svimmelhed: Jeg var ikke alene ét sted, jeg var mange steder på én gang. Oplæseren nævnte et sted på kloden, og jeg var der omgående. Et andet sted blev omtalt, og med det samme, ud af det blå, var jeg også dér. Jeg var på bjerget Mantap, hvor Nordkorea tester atomvåben, jeg var i Nangarhar-provinsen, hvor USA lige har smidt verdens største bombe, jeg var i Syrien, Tyrkiet, i Paris, London, Berlin og Stokholm, hvor den blinde islamiske vold har dræbt helt tilfældige mennesker. Jeg var i Somalia, Sudan og Yemen, hvor 1,4 millioner børn er ved at dø af sult. Jeg blev kastet rundt i verden mellem de 62 rigeste mennesker og de 3,5 milliarder fattigste, der samlet har langt mindre end de få rigeste.

Jeg var alle steder på én gang. Kvantemekanikken viser, at en partikel kan befinde sig mange forskellige steder på samme tid. Det er naturligvis kun i partiklernes mikroskopiske verden, at den slags ting sker. Men nyhedsudsendelsen skabte en eksistentiel kvantemekanisk accelerator, hvor jeg i løbet af få minutter var på helt forskellige steder i verden. Steder, hvor mennesker var kastet ud i livsomstændigheder, som umuligt kunne eksistere på samme tid, som jeg sad hjemme i stuen.

Nu løfter jeg min kaffekop, nu er mange af de 3,5 milliarder fattigste ved at omkomme eller ser deres børn dø af sult, eller nu er der børn, som bliver gjort til selvmordsbombere af islamiske galninge. Denne notoriske samtidighed af uforenelige hændelser kræver faktisk, at man det meste af tiden forsøger ikke at tænke på det.

Det betyder imidlertid også, at vi kommer til at leve i en form for realisme, som minder om det depressive menneskes syn på livet: Enhver positiv forventning, ethvert håb om forandring er en farlig illusion, som vi må holde os fra. Det bliver imidlertid også let til en kynisk distance, som i virkeligheden blot er en måde at blinde os selv på.

Det er samtidigheden mellem vores eget liv og de andres komplet fremmede livsomstændigheder, der kan virke lammende. Men det er også netop denne samtidighed, som er forudsætningen for overhovedet at kunne gøre noget. Vi lever på samme tid og i den samme verden. Faktisk er det en svimlende tanke, hvor meget og hvor mange ting der sker mens man selv er i gang med sit eget liv. Denne morgens nyhedsoversigt trak mig i nogle minutter ind i en iagttagelse af fremmede menneskers samtidige liv, og kvantemekanikken siger, at blot det at iagttage en partikel, at rette opmærksomheden mod den, kan forandre denne partikel…

 

Udgivet i Ukategoriseret, Kultur, Filosofi, Samfund | Skriv en kommentar

Eksistensgenerator

Der er en café på det provinssygehus, hvor jeg i nogle måneder har været fast kunde. Jeg kan godt lide hende, der sælger kaffe og aviser. Vi får en snak når jeg kikker ind. Om dankortautomater, håndhygiejne, vejret, ikke mindst morgentågen – og så ønsker vi hinanden en god dag. Hun kikker på mig og det er vigtigt, at der er øjne som ser én, når man er på sygehuset. Hun kan se bekymringen hos de fleste af dem, som hun sælger kaffe og blade til. Henover disken hjælper hendes blik og ord mange patienter. Ligesom når sygeplejerskerne og fysio-pigerne kikker på én med øjne, der føles som om de i nogle øjeblikke deler ens frygt, og derfor gør den lettere at bære.

Fra caféen kan jeg se svingdøren, der adskiller sygehuset fra verden uden for. De fleste lyde når aldrig herind. Bilerne, vinden i træerne og kranerne fra byggepladsen nede på hjørnet. Inde på sygehuset er alle lyde anderledes. Selv når der bliver grædt sker det med et minimum af lyd. Men eksistensen larmer alligevel i caféen og oppe på afdelingerne

Svingdøren er en slags eksistensgenerator. Der er en verden til forskel på det vigtigste uden for sygehuset og inden for. Alle de egenskaber, der sættes højest i det liberalistiske markedssamfund, mister værdi i samme øjeblik de har været en tur gennem sygehusets svingdør: Økonomisk effektivitet, forbrug, luksusgoder, lønarbejde, konkurrencefordele og lignende økonomiske værdier. Inde på sygehuset handler det om helt antiøkonomiske værdier som medfølelse, venlighed, hengivelse, omsorg. Her bæres der vidnesbyrd om, at det sande begær ikke er markedets morbide forbrugsbegær, men – man tør næsten ikke sige det – begæret efter kærlighed.

Det er som om turen gennem sygehusets svingdør på et øjeblik kan få mennesker til at opleve, at de er trådt ind i den nøgne eksistens, stillet over for frygt, angst, lidelse, smerte, sygdom og livets endelighed. Men – det er på samme tid også her, at vi møder hende der sælger kaffe, sygeplejersken der trøster, fysioterapeuten der støtter og opmuntre, lægen der helbreder. Og selvfølgelig patienter, som på deres egen stille måde fortæller om det vigtigste i livet:

Ved det runde bord skråt bag mig, sidder der en ældre mand. På et tidspunkt vender jeg mig om for at se hvad klokken er, og møder hans blik. Jeg kan se, at han vil sige noget og læner mig frem for at kunne høre: »Min datter er på vej. Hun har ringet; kommer og besøger mig om lidt.«

Jeg nikker og tænker, hvor mange hjerter der banker her og allerede har banket her på sygehuset, fordi de tænkte på den kærlighed, som kunne lindre dem.

Udgivet i Døden, Filosofi, Kultur, Psykologi, Samfund, Ukategoriseret | Skriv en kommentar

Timeslag

I en drøm forleden nat hørte jeg en klokke slå timeslaget. Jeg blev bange, for timeslag har noget skæbnetungt over sig. Jeg vågnede da klokken bimlede det sidste slag – som altså alligevel også viste sig at være det slag, der førte over til det nye sekund, hvor jeg slog øjnene op.

Tres sekunder i minuttet
tres minutter i timen
tres er en effektiv måleenhed.

Her er timeslaget
som ringer for både det sidste minut
og for det nye sekund.

Ved tres skal der holdes godt fast
for at følge med på endnu en runde
så mange år har jeg ikke prøvet at ringe ud før.

Tres år af helt ens længde er dryppet af
i den forbløffende forskellighed
som er alderens mysterium.

Udgivet i Ukategoriseret | Skriv en kommentar

Forårsdigt

Jeg fik lyst til at skrive et forårsdigt i dag. Jeg opdagede, at nogen kikkede ud gennem mine øjne – og at det faktisk var mig, der kikkede ud på verden og så en masse ting:

Solskinsmærkerne
på jeres ansigter
trækker mine øjne
ud af mørket
i dagens tidlige time.

På engen
kan blomsterne slet ikke
holde op med at gro
som om intet var hændt
her i vinter.

I en farvepalet
drejer de sig efter lyset
og springer ud
ikke fordi de har besluttet det
men fordi de gør det.

Ligesom jeg stadig er her
for at se alt dette
ikke fordi jeg selv har besluttet det
men fordi
jeg er her.

Udgivet i Døden, Digte, Filosofi, Ukategoriseret | Skriv en kommentar

Da mit hjerte proppede til

Da mit hjerte proppede til
var det værste ikke smerten
men den genvakte erindring om at hjerter
banker som de vil
helt uden for vores kontrol

Da mit hjerte proppede til
huskede jeg hvor meget jeg ikke vidste
af alt det vigtigste i mit liv:
om hvordan resten af min tilværelse skulle blive
når nu hjertet kikkede den anden vej

Da mit hjerte proppede til
så jeg de sorte huller af fremmedhed
der truede og lokkede
med en helt ny fortælling om mit liv
efter at hjertet proppede til

Da mit hjerte proppede til
blev fremtiden bundet til en virkelighed
hvor hjerter uden videre kan stoppe midt i et dansetrin
men også til håbet om at livsglæden
kan gro ud af et tilproppet hjertes mere tøvende rytme

Udgivet i Ukategoriseret, Filosofi, Psykologi, Psykoterapi, Døden, Digte | 2 kommentarer

Hvordan er det at være noget andet?

Mennesket lever på Jorden men kan også se stjernerne. Her har vi måske forklaringen på vores nysgerrighed. Det daglige liv udelukker ikke visioner om det store og ukendte. Foruden al den viden, vi så ubesværet har adgang til på Jorden, er et blik på himlen nok til at vække forundring over alt det, vi ikke har adgang til at vide noget om. Hvilken grænse mellem det tilgængelige og det utilgængelige. Ikke mærkeligt, at mennesket gang på gang forsøger at overskride den.

Symbolsk begyndte fortællingen om menneskets nysgerrighed cirka 500 f.Kr. i byen Efesos i Lilleasien. Ifølge traditionen var det her filosoffen Heraklit levede og formulerede det berømte udsagn: »Tings egentlige natur holder af at skjule sig.« Disse få ord har siden været stærkt medvirkende til menneskets refleksion over tilværelsen og verdens beskaffenhed. For datidens filosoffer betød natur nemlig tingenes inderste væsen; alt det, som ikke var umiddelbart tilgængeligt ved første blik.

Homo Sapiens er en art der ønsker at vide. Men drivkraften til at afdække og få noget nyt at vide, har altid været fascinationen af det skjulte. Ikke kun det skjulte, der blinker til os ude fra verdensrummet, når vi kikker op på stjernerne. Selv her på Jorden ved vi, at der stadig findes noget skjult. Det fascinerende er netop, at vores planet, vores nærmeste omgivelser her på Jorden, også består af noget, der er utilgængeligt for os.

Videnskaben er optimistisk med hensyn til at kunne skabe endnu mere viden og gennemsigtighed. Den fortæller da også historien om en fantastisk udvikling, hvor mennesket i dag ved mere end nogensinde, både om sig selv og om den omgivende verden. Heldigvis – for uden videnskabens afdækning af skjulte og ellers ukendte fænomener ville vores verden i dag have set helt anderledes ud end den gør; langt farligere, langt mere truende og præget af tilfældigheder.

Det er umuligt at sige, hvor grænsen for den videnskabelige afdækning af ny viden går, for mennesket vil altid være en grænsegænger på grænsen mellem det kendte og det ukendte.

Den dybeste mangel på viden begynder imidlertid i vores eget hus, og udtrykkes måske bedre i poesiens sprog end i videnskabelige begreber. Hvordan er det f.eks. at være noget andet end det jeg er? Den amerikanske filosof Ian Bogost spørger således, hvordan det er at være en ting? Normalt spørger vi ikke på den måde. Ting relaterer jo til hensigter, formål eller omstændigheder, men vi kan ikke vide hvordan tingene er i sig selv, og slet ikke hvordan det er, at være en ting,

Her er vi allerede på vej ind i en klassisk filosofisk problemstilling, nemlig Kants adskillelse af tingene i sig selv og tingene, som de fremtræder for os. Ifølge Kant kan jeg ikke kan vide, hvordan en sten eller en hammer er i sig selv; kun hvordan stenen eller hammeren fremtræder for mig. Det er ordet jeg, som skaber vanskelighederne. Jeg’et afgrænser sig selv; jeg betyder dybest set en undtagelse fra alt andet. Jeg’et kan vi følge langs dets grænse i forhold til alt andet.

Det er ikke kun i forhold til ting vi må spørge, hvordan det er at være noget helt andet end én selv, eller som den portugisiske digter Fernando Pessoa spurgte: »Hvad er det at være en flod og at flyde?«pessoa

Hele Pessoas forfatterskab er bygget op omkring en undersøgelse af, hvad jeg kan stille op med den begrænsning det er, at være mig? Han udtrykker en dyb sorg over, at verden altid kun kan beskrives med det enkelte menneskes eget udgangspunkt. Han mærkede den uomgængelige begrænsning, der knytter sig til, at vi kun kan beskrive vores oplevelse af omgivelserne, f.eks. af floden, mens vi aldrig vil kunne erhverve os viden om, hvordan det er at være selve floden.

Bare ved at kikke sig lidt omkring kan man her og nu møde mysterier, som aldrig vil lade sig afdække. Pessoa udtrykte således stor ærgrelse over, at han ikke kunne vide, hvordan det var at være en haremskvinde. Det andet menneskes erfaring er jo ikke tilgængelig i direkte linje. Hvis det er Pessoas haremskvinden, det drejer sig om, kan hun formidle hvad hun oplever, og vi kan fortolke hendes liv, men den direkte oplevelse af haremskvindens liv er og bliver hendes alene.

Hvad der sker på den anden side af grænsen, hvor jeg ikke er, og hvor jeg ikke kan komme, fremtræder for Pessoa attraktivt, mystisk, fremmed, skræmmende, og ikke mindst stimulerende. Det er den mest magiske af alle grænser at stå ved, fordi den kan få et andet menneske til at virke som et mirakel. Det tiltrækkende, det fascinerende og det mystiske ligger jo aldrig i det, som vi helt udtømmende kan forstå.

Hverken den fjerneste galakse eller det nærmeste menneske kommer vi til at forstå helt restløst. Fernando Pessoa undrede sig over, hvordan det var at være en flod eller en haremskvinde. Han talte om tingenes forbløffende virkelighed, som han dagligt kunne opdage: floder, sten, mennesker – dog uden at kunne overskride grænsen, for det egentlige holder jo af at skjule sig, som Heraklit skrev for flere tusind år siden.

Andre gange mærkede Pessoa vinden, der blæste i Lisabons gader. Måske ville han gerne have vidst, hvordan det var at være vinden. Men alligevel, skrev han, var alene det at høre og mærke vinden alle livets besværligheder værd.

Det meste af Fernando Pessoas liv gik med at forholde sig til det skjulte, fordi det viste hvilken overflod vi bevæger os rundt i. Sådan var det for Pessoa uanset om han skrev om floder, træer, vinden gennem gaderne eller andre mennesker.

Litteratur:

Hans Blumenberg: The Genesis of the Copernican World, The MIT Press, Cambridge 1987.
Pierre Hadot: The Veil of Isis: an essay on the history og the idea of nature, The Belknap Press of Harvard University Press, Cambridge 2008.
Jane Hirshfield: Hiddenness, Uncertainty, Surprise: Three Generative Energies og Poetry, Bloodaxe Books Ltd 2008.
Jørgen Mejer: Førsokratiske filosoffer. Fra Thales til Heraklit, Hans Reitzels Forlag 1994.
Fernando Pessoa: Den såkaldte sjæl, Brøndums Forlag 2002.
Fernando Pessoa:  The Book of Disquiet, Penguin Modern Classics 2002.
Fernando Pessoa: Udvalgte digte. Oversat fra portugisisk af Peter Poulsen. Forord af Martin Bastkjær. Rosinante 2016.
Udgivet i Digte, Filosofi, Kultur, Litteratur, Psykologi, Samfund | Skriv en kommentar

Hammeren, barnet og ambolten

I dag kørte jeg forbi en ejendom, som lå helt ud til landevejen. Ved indkørslen var der et metalskilt, hvor der stod »Den gamle smedje«. Stedet så forladt og meget faldefærdigt ud. Ingen satte derfor farten ned for at tage det nærmere i øjesyn og ingen kunne vide, at stedet var fyldt med spøgelser. Dét opdagede jeg imidlertid hurtigt da jeg havde passeret, for de fleste spøgelser kommer indefra – fra én selv. Når anledningen viser sig begynder de at spøge, rumstere og tale til én. Derfor er det sjældent de samme spøgelser, som folk ser. Vi ser eller mærker vores egne, men ikke de andres spøgelser, som vi derfor kalder for overtro.

Da jeg fik øje på den tomme ejendom ved vejkanten og skiltet, som fortalte at det var »Den gamle smedje«, begyndte mine spøgelser at larme.

Smeden lod hammeren falde. Jeg kunne ikke se det, men vidste hvordan det så ud, når han stod inde bagerst i værkstedet, hvor ilden i essen gjorde hans ansigt rødligt, selv om det i virkeligheden var gråt og gulligt, ligesom hans skæg.fil_000-1

Jeg hørte det oppe på mit værelse, hvor mor havde lukket vinduet op ud til vejen og pladsen foran smedjen lige overfor vores hus. Hammeren ramte ambolten i den rytme, som jeg kunne nikke i takt til. Kun når smeden vendte sig om for at gøre hesteskoen rødglødende inde i essens flyvende lys var der en kort pause. Men jeg vidste hvor længe stilheden ville vare, nemlig ligeså længe som jeg kunne holde vejret. Så begyndte han igen at banke formen ind i den jernsko, som senere skulle sømmes på en af bøndernes heste, mens smeden sad på en trebenet taburet med alle fire hestesko lagt ud på jorden foran sig, og de mærkelige firkantede søm i munden.

Mor var gået ned i køkkenet igen efter at have lagt dynen godt omkring mig, fordi jeg hostede og havde feber. Men så snart jeg kunne høre hende rasle med en gryde på komfuret listede jeg hen over gulvet, til det åbne vindue, og kravlede op på stolen, så jeg kunne kikke over imod porten til smedens værksted. Så kom det næste slag inde bagerst fra smedjen, uden efterklang, fordi hammerens lyd forsvandt ned i den massive ambolts jern og den træstub, som den var boltet fast på. Èt tungt slag på hesteskoen, og så det tynde hvileslag på ambolten, inden smeden løftede hammeren og slog igen.

Det næste slag ville fange mig, hvis jeg ikke kunne holde vejret længe nok og nikke nøjagtigt på det tidspunkt, hvor hammeren ramte ambolten. Jeg ville blive fanget mellem hammeren og ambolten. Men så stoppede slagene og jeg kunne høre smedens træsko på værkstedets betongulv. Han kom til syne i porten og fortsatte hen over pladsen imod døren til stuehuset. Om lidt ville han sidde og spise frokost inde i stuen, så man lige kunne se hans hoved over vinduets halvgardin, men stadig med kasketten på. Jeg listede tilbage i seng og faldt i søvn. Da jeg vågnede var vinduet blevet lukket og mor sagde, at jeg vist var ved at blive rask, for jeg trak vejret meget lettere.

Jeg kikkede i bakspejlet. Den gamle smedje lå bag mig, cirka 100 meter og 50 år.

Udgivet i Kultur, Litteratur, Psykologi | Skriv en kommentar