Café Sommersko

Café Sommersko i København lukker. Det er et sted, hvor jeg tilbragte meget tid da jeg var studerende og senere har det ofte været her, jeg gik ind for at mødes med venner, eller bare sidde alene. Men nu lukker den altså – og derfor vil jeg gerne hylde Sommersko med et lille digt om et tilfældigt men vigtigt møde, der i sin tid fandt sted ved et bord i caféen:

Sommersko lå i Kronprinsensgade
men var som et gadehjørne
man endnu ikke havde rundet
og derfor ikke vidste hvad skjulte.

Caféen var tilfældets lysning
hvor jeg oplevede øjeblikkets metafysik
da et tilfældigt menneske kom ind
og blev forvandlet til en bestemt kvinde.

Vi var hvem som helst og mødet
var ikke tynget af årsager.
Der var ikke trukket streger på bykortet
og ingen koordinater sat som kunne have kvalt
tilfældets møde i dunkle betydninger.

På Café Sommersko åbnede verden sig
fordi det tilfældige møde
ikke lod sig skelne fra det nødvendige.
Ved cafébordet blev nysgerrigheden
vigtigere end forklaringerne
– at det skete vigtigere end hvorfor.

Udgivet i Kultur, Samfund, Litteratur, Digte | Skriv en kommentar

Hammer og søm

For et menneske med en hammer ligner alle problemer et søm. Vi lever under et nyt stjernetegn, der karakteriserer vores tilgang til verden; Hammerens tegn. Find nogen at slå på, fysisk eller psykisk, vis dit raseri, din fortørnelse, forargelse, misundelse, uforståenhed, intolerance – brug hammeren, måske kan du tilmed forvandle dig til en menneskelig hammer, for der nok af søm, som skal bankes til tavshed. Slå på alt det du ikke forstår, alt anderledes, alt det der virker fremmede – slå mens du nynner slagsangen om alt det du ikke kan lide: Melodien om generøsiteten der blev væk. Hammeren er nemlig smålighedens symbol. Den smålighed, som kommer af ærgrelse men også selv skaber ærgrelse, og som for hvert slag med hammeren rammer hammermandens egen finger og derfor skaber endnu mere ærgrelse, irritation og vrede.

En tur i rundt i dagens overskrifter og på Facebook, er som en tur i hammerens sømkasse. Et af de mest brugte ord i medierne og på Facebook er ”raseri”. Der er hele tiden nogen som ”raser” over et eller andet, fra ”eliten” til bare bryster på en café. Hammeren svinges. Men der er ikke særlig meget energi i hammerens rasen. Den kan kun bevæge sig i én monoton bevægelse, som bare gentages. Den arm, der svinger hammeren, kan ikke slå ud med hånden i en venlig, inddragende gestus, den kan ikke pege ud på det åbne landskab og op mod himlen, den kan ikke vinke andre nærmere, eller lade en finger glide undersøgende hen over en overflade, inden den slår.

Hammeren vokser sammen med den arm, der svinger den og bliver en sindstilstand, en del af mødet med verden, så alt, der ikke er som én selv, bliver set som søm. I hammerens monotone larm glemmes det, at mennesker ikke er et enten-eller, enten er du som mig, eller også er du forkert, og skal have med hammeren, dit elendige søm.

Da Gud skabte mennesket gjorde han det ud af intet. Men Gud glemte noget af denne intethed inden i os. Her har vi det unikke menneske, fordi hver enkelt fylder sin intethed ud på sin helt egen måde, og dermed er anderledes end andre. Denne anderledeshed kan ikke bankes ud med nok så mange hammerslag, som var det en bulet skærm der skulle rettes ud. I hvert fald ikke uden at gøre stor skade.

Som Martin Andersen Nexø skrev i romanen Ditte Menneskebarn: »Intet menneske er en gentagelse af andre eller skal nogensinde selv gentages.« I Hammerens tid mangler vi en del nysgerrighed og interesse for denne forskellighed. Vi prøver at banke det skæve ret med et par velanbragte hammerslag i stedet for at undersøge, invitere og samtale – i stedet for at slippe hammeren og række ud mod det, vi ikke forstår.

Udgivet i Filosofi, Kultur, Psykologi, Samfund | Skriv en kommentar

Ode til sommerregnen

Byen stjerner i regn
lave planeter trækker hvide baner af lys
to og to fra Vesterbrogade til Rådhuspladsen.

Det tordner fra graven ved Hovedbanen
og lyner fra S-togenes himmelkontakt
alkymistisk bliver gaden til guld
og baldakinerne sølver med dråber
så fortorvet prikker lys på de gående.

Vi står i en glødende pyt
vores fødder er mørke af regnlys
rører ikke længere jorden
men flyder i de hvide dampe
der dækker for den nye dag
under regnen på bunden af byen.

Udgivet i Digte | Skriv en kommentar

Ode til Falkoner Allé

Baseret på virkelige hændelser
og morgenmad i Kaffebiksen
på Falkoner Allé med min elskede.

Støvregnen vifter os vågne
lyden er ulden og lørdagsagtig
fortovet triller under barnevognshjul.

Falkoner Allé vågner langsomt
butiksdørene gaber sløvt når der ryges en smøg
inden den første kunde.

Dry Clean Laundry to trin op
Cut & Go ser stadig lukket ud 
men har herre til 140 og damer fra 160.

Bebserne luftes af unge
som ikke ligner forældre
før de smiler ned i barnevognens dyner.

Falkoner Allé krydser Sindshvilevej
det siger noget om Alléens format
den har det hele som min mormor sagde.

Udgivet i Kultur, Litteratur, Psykologi, Digte | Skriv en kommentar

Heart Drugs and Happiness

Så kom jeg altså på drugs. Så meget, at jeg ville blive taget for doping, hvis jeg skulle finde på at stille op til Tour de France. Jeg kan høre Jørgen Leth sige det fra kommentatorboksen: »Det havde vi ikke lige forventet af ham.« Men nu forholder jeg mig alligevel til milligram, receptfornyelser, knæk-revner, interaktioner, indlægssedler o.l.

Som enhver form for medicin har mine drugs mange virkninger. Lidt overraskende har de en lykkeskabende effekt – fordi det er helt fedt at blive holdt i live.

Tag nu mine blodfortyndende drugs. Blodet er knyttet til hjertet, kærligheden og lykken. Og ganske rigtigt: Efter at proppen ramte mit hjerte, og jeg begyndte at få blodfortyndende drugs, er det som om blodet strømmer lettere og har fået mig til at opleve kærligheden og lykken langt mere frit flydende. Der er nemlig ikke noget, som kan få kærligheden og lykken til at flyde vildere og vildere, og trænge ud i alle revner og sprækker end truslen om, at det hele en dag er slut.

Den lille blodfortyndende pille, som de tilmed har gjort hjerteformet, er en daglig påmindelse om, hvor nødvendigt det er for livet, at holde blodet, kærligheden og lykken frit flydende; at undgå stilstand og tilpropning. Når jeg læser indlægssedlens afsnit om bivirkninger, er det derfor også helt logisk, at den taler om svimmelhed og tilmed nævner, at man kan komme til at føle sig ør i hovedet. Det er de samme symptomer, som kærligheden og lykken kan resultere i når den får lov til at flyde lige så frit som mit blod nu igen gør.

Det siger sig selv: Når den hjerteformede pille dagligt sikrer, at blodet strømmer frit, at det ikke klumper til og tynger mit hjerte og liv til stilhed – så bliver jeg også svimmel og ør af lutter lykke og taknemmelig over fortsat at kunne dele kærlighed med dem jeg elsker. Heart Drugs and Happiness – et slogan for medicinalindustrien? Ville jeg bare lige sige!

Udgivet i Døden, Filosofi, Kultur, Litteratur, Psykologi | Skriv en kommentar

Bus-stoppested-filosofi

Venter på bussen i den tidlige morgensol. Det at vente lyder som noget passivt. Men ”at vente” er alligevel et af de mest eksplosive begreber i litteraturen og filosofien. ”Hvad venter du på?”. Dette spørgsmål er nøglen til din eksistens og hele dit liv.

Mange har gennem tiden ventet på Godot, som er en anden betegnelse for, at vi ikke ved hvad vi venter på. Men for at undgå tomheden i denne venten kaldte forfatteren Samuel Beckett den for Godot. Det giver i det mindste indtryk af, at vi venter på noget, og ikke bare venter i blindhed.

At vente på Godot, på bedre tider, på næste weekend, på bedre vejr, en fortjent belønning, bedre helbred, den store kærlighed, måske endda på evigheden og den yderste frelse, eller bare på et nyt job – dette er er i virkeligheden det samme. For hvad betyder det at vente? Er ventetid en speciel slags tid, forskellig fra de perioder, hvor vi ikke venter? Og hvad er det vi gør når vi venter? Hvornår og hvordan stopper vi med at vente? Når den næste bus kommer, når Godot kommer, eller når…? Hvad venter du på min ven?

Udgivet i Døden, Filosofi, Kultur, Psykologi, Samfund | Skriv en kommentar

Amager i mit hjerte

Ved et af mine utallige besøg i Danmarks bedste og venligste bogantikvariat (som ligger i Næstved) købte jeg en gammel udgave af Klaus Rifbjergs digtsamling ”Amagerdigte” fra 1965. Det er frydefuldt som en sommerdag i Kongelunden, at læse Rifbjerg beskrive Amagerbrogade som min pragtfulde hjerteflod. Jeg har selv et forgrenet ophav på Amager. Min far voksede op på Holmbladsgade, hvor jeg umiddelbart efter min fødsel også selv kom til at bo.

Senere flyttede mine forældre på landet, hvilket var en frygtelig fejl, for på landet er der ikke noget Amager, mens der på Amager er masser af åbent land samtidig med at det også flyder med by. Senere flyttede jeg selv tilbage til Amager, hvor jeg i min studietid boede på Grønjordskollegiet, lige i kanten af Fælleden. Her boede jeg sammen med Hanne på værelse 4513 og senere sammen med Ditte på Hørhusvej ved siden af politistationen. Her havde jeg sammen med min kollegieven Torben en stampub i Amager Centret. Min ældste ven Poul boede i Serbiensgade og jeg lærte norsk af Heidi mens vi blandt andet gik tur på Voldene og smugkikkede ind i Ravelinen.

Jeg har boet på Amager og synes, at en julepyntet Amagerbrogade sætter mig i bedre julestemning end noget andet. Jeg fór vild i Urban Planen med en ukendt pige, som har brændt sig ind i mine hænder, købte ristede pølser i Grønjordsgrillen, soppede midt om natten i Øresund ved Italiensvej med udsigt til lysene på Barsebäck. Jeg løb efter bussen på Peder Lykkes Vej, læste filosofi ved Københavns Universitet på AMAGER og forsømte aldrig en mulighed for at krydse rundt i de mange kolonihaveforeninger.

Jo jo, jeg er ama’rkaner i hjertet og synes at A’mager er smukkere end de fleste andre bydele i København. Heldigvis er Amager også det første, som turisterne ser når de er landet i lufthavnen, der ellers hedder Københavns Lufthavn, men den fejl blødes der lidt op på når det er Amagerlandet, som først møder de tilrejsendes blik. Jeg har det lidt som Klaus Rifbjerg skriver: Broerne til Amager er hjerteklapper i mit liv.

Udgivet i Digte, Filosofi, Kultur, Litteratur | Skriv en kommentar