Høsttale 2018

Lørdag d. 15. september 2018  havde Beldringe Borgerforening inviteret mig til at holde årets høsttale ved deres årlige Høstfest. En invitation, som glædede mig meget. Det blev da også en dejlig aften for mig, hvor jeg mødte en forsamling feststemte, imødekommende og gode mennesker. Dette blev ordene:

Da jeg gik i skole, havde vi en geografibog, hvor forskellige farver viste, hvad der var det særlige ved de enkelte lande. Danmarks farve viste, at vi var et landbrugsland. Det var der nu ikke mange af os børn, som var i tvivl om, for vi gik i en landsbyskole; en lille skole med tre klasser, som imidlertid var ret stor, når man selv ikke var større end vi var.

Hvad skulle Danmark være andet end et landbrugssamfund? Vi boede i en landsby, hvor der lå tre bondegårde inde i selve landsbyen. En proprietærgård var der også blevet plads til, med en proprietær, der havde en ikke ubetydelig indflydelse på landsbyens sager. Der, hvor jeg boede med min far og mor, stødte vores have op til en mark. Det kunne næsten ikke være anderledes, for byen var omkranset af marker. Og lige overfor os boede smeden, som reparerede alle de forskellige redskaber, der blev brugt på markerne, og som undertiden også skoede heste.

I smedjen og ved markhegnet havde jeg et ret godt overblik over årets gang i landbruget. I løbet af et år fulgte jeg med i forberedelserne til såning, i selve såningen, i bekymringen for vejret, i høsten og i alt det, der skete efter høsten. Dét var min erfaringsverden, og børnene i byen legede bønder, når de ikke lige spillede fodbold på kirkepladsen eller legede i Ellehaven i udkanten af byen, hvor der også om sommeren kunne stjæles æbler og bær fra præstens have. Men det fik os ikke til at overveje at blive præst. Noget andet var det med muligheden for at blive bondemand.

Jeg gik i klasse med børnene fra gårdene, så i modsætning til i dag vidste jeg faktisk noget om landbrug, da jeg var barn. Ingen undrede sig derfor over, at jeg med sikkerhed i stemmen kunne svare på det sædvanlige spørgsmål om, “hvad skal sådan en lille fyr være, når han bliver voksen?”: “Bondemand” naturligvis.

Jeg blev ikke til noget ved landbruget. Men jeg fik børn, som også havde geografi i skolen. Her lærte de, at Danmark tidligere havde været et stort landbrugsland, men nu mere måtte betegnes som et service- og informationssamfund. Men det er ikke helt korrekt. Danmark er stadig et landbrugsland.

Næsten to-tredjedele af Danmarks areal er landbrug. I vores nabolande er landbrugets andel af det samlede areal betydeligt lavere. Og korn udgør 54 pct. af landbrugsarealet. Der er stadig noget at fejre ved en høstfest.

Når det bliver diskuteret om Danmark er et landbrugsland eller ej, så drejer det sig om økonomi.  Hvor meget fylder landbrugsproduktionen i BNP og lignende. Men det er ikke kun i økonomisk forstand, at Danmark har været og stadig er et landbrugsland. Selv om der naturligvis er økonomi i sagen, så er der meget mere i spil. Det viser sig bl.a. ved en høstfest.

Jeg tror ikke, at der er nogen andre erhverv, der holder noget, som kunne minde om en høstfest, for at fejre deres produktion. IT-industrien og bankerne; jeg tror ikke de holder en særlig årlig fest for at fejre deres specifikke produkt, f.eks. computerprogrammernes dag eller pengenes dag. Eller hvad med Ældreområdet, eller Sygehusområdet?

Når der holdes høstfest, er det fordi, landbruget ikke kun er et erhverv med en produktion, der kan gøres op i penge, men også en tilstand for mange danskere, selv om det måske er ubevidst for de fleste. Landbruget er lige her; ikke i fabriksbygninger, ikke i højhuse, ikke lukket inde på særlige institutioner eller i produktionshaller – nej, landbruget er lige her, lige foran vores øjne. Uanset, hvor meget eller hvor lidt man måtte kende til landbrugets økonomiske mekanismer, så kender man til landskabet, og det danske landskab og geografi er i dén grad præget af landbruget, af markerne, af kornet om sommeren. Uanset, hvor man kører rundt i det danske landskab er der tydelige spor af landbruget.

Kaj Ejstrup (1902-1956)
“Høstlandskab”
Odsherreds Kunstmuseum

Man kan sige, at det danske landskab er lig med landbruget. Det er markerne, der er kernen i det danske landskab. Man kan ikke beskrive, tage billeder o.l., af det danske landskab uden at få markerne med. De er der, og de dominerer billedet, og derfor også vores bevidsthed om, hvordan Danmark ser ud. Danmark, udenfor de større byer, ser ud som landbrugets marker – er ensbetydende med landbrugets marker tilsat et par mindre skove og måske lidt havudsigt.

I det meste af Danmark lever man ikke længere særlig tæt på det som foregår før, under og efter høsten, og slet ikke så tæt på, som jeg gjorde i min barndom. Men man kan ikke af den grund komme uden om kornmarkerne. De trænger sig på, selv om det efterhånden er de færreste, der kan kornsorterne.

Markerne med landbrugets afgrøder og produktion trænger sig så meget på, at man ofte slet ikke kan se dem for bare marker. Og sådan er det når man kender noget så godt, at det næsten er blevet til en del af ens forståelse af verden, blevet en tilstand; så er det der bare, og vi lægger først mærke til det, hvis det en dag ikke længere skulle være der.

Når jeg siger, at landbruget er det eneste erhverv, som traditionelt holder en årlig fest for at fejre sin produktion, så er det fordi, at landbrugets produktion, i form af kornet og høstens afgrøder, er et ganske specielt produkt.

Det særlige ved høsten, det der adskiller produktionen af korn fra stort set alle andre produkter, er, at der er noget andet end menneskets hænder og vores tekniske og faglige dygtighed, som spiller ind. Det er i de færreste andre produktionsprocesser at det er så tydeligt, at mennesket er afhængig af noget andet end sig selv og det menneskeskabte. Det handler om afhængigheden af naturen i bred forstand: jord, mikroorganismer, himmel, luft, hav, fauna, dyr – både det synlige og det usynlige i vores omgivelse, man kunne sige i vores ophav.

Når der i kirkelig sammenhæng siges tak for høstens afgrøder, betyder det, at der siges tak til Gud, for det der gives os til livets opretholdelse, det daglige brød. I dag kan det lyde umoderne, som et levn fra en helt anden tid. Måske – men hvis vi giver tingene nogle andre navne, beskriver det på en lidt anden måde, så viser der sig alligevel noget.

Tidligere blev Gud takket, fordi han var navnet på den kraft, som mennesket ikke selv havde kontrol over, men som det var afhængig af, hvis høsten skulle lykkes. Uanset menneskelig dygtighed, teknisk kunnen, effektive maskiner og meget andet af det, som vi selv råder over – så er vi imidlertid stadig afhængig af noget, der ikke er under vores kontrol. Det gælder ikke kun landbruget, det gælder os alle. Men denne afhængighed er tydelig når man kører igennem det danske landbrugs-landskab: Afhængigheden af jorden, af det der er i jorden, af vinden, af varmen, af temperaturen, af regn eller tørken.

I det gamle Grækenland mente man, at vinden, solen, jorden og dens frugtbarhed, regnen, havet og naturen i det hele taget repræsenterede forskellige guder, eller rent ud sagt var gudernes beskeder til mennesket. Og guder, det vidste man godt, dem har mennesket ikke under kontrol. Derfor hyldede grækerne også de ukendte kræfter, når det var gået godt, og endnu mere for at sikre, at det fortsat skulle gå godt.

Man behøver ikke at tro på græske guder, eller guder i det hele taget, for at have respekt for de kræfter, vi som mennesker ikke selv har kontrol over. Disse kræfter kan så meget med os mennesker og vores livsvilkår, og råder næsten over alt det vigtigste i tilværelsen, fra kærlighed til høstens afgrøde. Det opleves ikke kun i Danmark, men lige for tiden i de områder, der rammes af orkaner. Det opleves af os når vi rammes af tørke, eller af alt for regnfulde perioder, eller af kærlighed eller af tab. Der er tale om en afhængighed af noget, som vi kun i meget begrænset omfang har kontrol over.

Vi har så mange politiske og personlige projekter, der skal frigøre os fra afhængighed. Måske har vi også undertiden brug for at dyrke afhængigheden lidt mere – som vi f.eks. gør i aften ved en høstfest, hvor det fejres, at høsten nu er inde; at den er i hus på grund af menneskets store evner og arbejdsindsats, men også fordi naturens ukontrollerbare kræfter, måske endda de græske guder, spillede sammen med os, endnu en gang.

Reklamer
Udgivet i Filosofi, Kultur, Kunst, Litteratur, Samfund, Ukategoriseret | Skriv en kommentar

Mærkelige ting: Postkasse

Dette er et device, som næsten alle mennesker brugte for nogle år siden. De unge kan spørge deres forældre. Det kaldes for en postkasse og kan overfladisk set sammenlignes med computerens mailboks eller inbox. Det, der kunne puttes ind gennem revnen, var såkaldte breve. Det var en slags mails, som nogle dage tidligere var blevet lagt i en anden postkasse. Og så kom postbuddet et par dage senere med brevet og lagde det i ens egen postkasse.

img_1638-e1536605350577.jpg

Postkasse

Der fandtes forskellige former for breve. Det kunne være breve fra venner, som var i udlandet, med længere rejsebeskrivelser og måske tegninger af det de havde set. Der var invitationer til forskellige festlige lejligheder. Så var der kærestebreve, hvor der måske var vedlagt en lille ting, som mindede om den elskede. Der var de såkaldte rudekuverter med regninger, der skulle betales på posthuset. Og der var de små julekort og nytårshilsner, med årets julemærke på. Men der var også de lange samtalebreve, hvor man gennem en længere periode, måske i årevis, udvekslede breve om særlige emner med venner som delte ens interesse for f.eks. litteratur, kunst, filosofi, fodbold, livets problemer i almindelighed eller fremstilling af hjemmebryg.

De forskellige slags breve havde forskelig effekt på modtageren. De fleste breve blev dog modtaget med spænding, for de rummede en slags hemmelighed lige til man havde læst, hvem der var afsender (nogle var dog helt uden afsender), undersøgt skriften på brevet, fået det åbnet, foldet ud, og endelig sat sig ned med en kop kaffe eller the for at læse brevet den første gang af mange. Var det et fortroligt brev, et meget personligt eller et kærestebrev skulle det efterfølgende gemmes, måske nede blandt sokkerne eller undertøjet bagerst i skuffen.

I de fleste familier var der et specielt ritual forbundet med at tømme postkassen. Hos os foregik det ofte på denne måde: Hvis der allerede var kommet nogen hjem, råbte man: “er postkassen blevet tømt?” Blev der svaret bekræftende gik man videre ud i køkkenet, hvor posten lå til venstre på køkkenbordet. Blev der svaret ”nej” hentede man nøglen til postkassen i det lille nøgleskab, som vi havde arvet fra bedstefar, og gik derefter ud for at tømme postkassen.

Jeg har stadig hundredvis af breve gemt i arkivkasser. De er meget forskellige. Kuverterne har forskellige særpræg, som siger en del om de mennesker, der sendte brevene til mig. Den skrift, som mit navn var skrevet med og som jeg for det meste kunne genkende så snart jeg fik brevet i hånden – den håndskrift var en forlængelse af det menneske, som havde den, en forlængelse af hans eller hendes sjæl. Noget, som man kunne kikke på og læse særlige kendetegn ud af om sindsstemningen hos afsenderen, da brevet blev skrevet og postet. Derfor gemte man både brevet og kuverten; det var to ting, der hang sammen. Brevets værdi var også knyttet til skriften, kuverten, papiret, skriftfarven og eventuelle dekorationer eller klistermærker. Sammenlagt blev det til et brev men også til en mindeting, fordi brevet var så tæt forbundet med brevskriveren og afsenderen, og det var ikke sjældent, at man direkte kunne dufte afsenderens særlige aura af hud, parfume, sved, røg – bare ved at åbne brevet eller dufte til kuverten. At åbne et personligt brev var nærmest som at få afsenderen gjort kropslig foran én.

Nu var det jo ikke hver dag, at man fik post af betydning. Der kunne gå dage og undertiden uger uden breve i postkassen. Derfor var spændingsniveauet mærkbart når “posten havde været der”. Det var således en stor dag, da vores børn for første gang fik post i form af et brev med deres eget navn på. Det var en slags selvstændighedserklæring. Den dag begyndte børnene på en seriøs produktion af tegninger og små fortællinger, der kunne sendes tilbage til afsenderen, ikke mindst som tegn på, at man selv gerne modtog flere breve. Det var også fra den dag, at de ville have deres navne på postkassen, som tegn på deres personlige tilstedeværelse i verden. Nu er de voksne og har fået deres egne postkasser i København, hvor der sikkert kun kommer reklamer og lokalaviser, ligesom i vores postkasse.

Jeg tvivler på, at deres børn kommer til at opleve en postkasse lavet af hardware, som den vi stadig har stående ved indgangen med vores navne på. Alt tyder dog på, at de alligevel kommer til at tømme postkasse cirka to millioner gange oftere end os. Den bippende besked om, at “You’ve Got Mail”, lyder ikke blot én gang om dagen men – ja, hvor mange gange har du tjekket mail i den seneste halve time?

Den elektroniske inbox er en postkasse, der så at sige vender indersiden udad. Den præsenterer os for et stort indre, hvor det hele ligger: Mails, vi lige har modtaget, alle dem vi i det hele taget har modtaget, alle dem vi har slettet, alle dem vi ikke har besvaret, alle dem vi bør besvare og derfor har markeret med et rødt flag, de vigtige desuden med et udråbstegn. Og så er der spam, der er alt det betydningsløse, som vi alligevel ikke kan slippe for i den elektroniske postkasse. Der er mails med nyheder, med opdateringer fra vores kontoer på Instagram, Facebook og Twitter. Det er den rene og uformidlede inderside af en evigheds-postkasse, som ved hjælp af hastighed, farver, lyde og ubegrænset leveringskapacitet på det dybeste påvirker den menneskelige sensibilitet.

Postkassen ved indgangen til vores hjem og postkassen på min iPhone skaber forskellige mentale og fysiske tilstande. Når man tidligere sad og skrev eller læste, var involveret i en middagsaftale, spiste, snakkede eller nussede med hinanden på sofaen, så ville det have været udtryk for en ganske hårdt ramt habitus, hvis man flere gange gik ud til vejen for at tjekke sin postkasse. Man vidste desuden også, at der i hvert fald ikke ville ligge noget i postkassen før posten havde været forbi. Nu ved vi, at posten er forbi mens vi går på toilettet, skriver, læser, arbejder, er under transport, elsker, kysser, samtaler – hele tiden, med andre ord. Der er tale om et mail-delirium, en chokbølge, der konstant skyller ind over os.

Tidligere var det en stående morsomhed at fortælle om det, der kunne ske, hvis konen var alene hjemme, når posten kom: “Den dreng ligner overhovedet ikke sin far, så han må være kommet med postbuddet.” Den slags morsomheder fungerer ikke længere. I dag er det et forøget stressniveau, der kommer med posten, som kommer igen og igen og igen og igen og …

Udgivet i Filosofi, Kultur, Kunst, Litteratur, Psykologi, Samfund, Ukategoriseret | Skriv en kommentar

Virksomhedsledelse i tynd luft

Jeg har tilbragt omkring 30 år på arbejdsmarkedet, og har været præsenteret for ganske mange seancer med teambuilding, idéudvikling, innovationsøvelser, samarbejdslege, strategiudvikling o.l. Langt de fleste af disse events har været direkte meningsløse, spild af tid og dybest set et symptom på, at virksomhederne har udviklet sig til organiserede kampzoner, hvor arbejdsklimaet og mulighederne i det daglige er alt andet end indbydende til netop idéudvikling, nytænkning og samarbejde.

Jeg har prøvet at søge begrebet “teambuilding” på Google. Der kom over 10 millioner hits ud i hovedet på mig. Hvorfor i alverden har virksomhederne det enorme behov for at sende medarbejderne på kurser i netop teambuilding, innovation, nytænkning, anerkendende kommunikation, konfliktløsning, idéudvikling o.l.? Det sker i et omfang, så der har udviklet sig en selvstændig industri, som lever mere end godt af at imødekomme dette tilsyneladende uendelige behov for ”kompetenceudvikling” hos medarbejderne, som det hedder. Men det er da mærkeligt, for de selv samme medarbejdere er jo dog sammen dag efter dag, fra morgen til aften, på deres virksomhed mens de arbejder med deres kerneopgaver.Team-building

Måske er det sådan, at der i dagligdagen på langt de fleste virksomheder og institutioner er for meget ledelse og for lidt faglighed. Jeg tror, vi har passeret grænsen for, hvor meget ledelsesspecialister kan afløse faglighed. Dækningsløse ledelsesteorier om effektivisering, forandringsledelse, handlekraft, uddelegering, omstrukturering, strategiudvikling, situationsbestemt ledelse og meget mere, har for længst trængt fagligheden ud af ledelsesafdelingerne. Lederne ved ganske enkelt ikke nok rent fagligt og det betyder, at virksomhedernes kultur og daglige liv bliver tømt for den ånd, som netop skulle skabe innovation, nytænkning og samarbejde omkring de faglige kerneopgaver.

Det var vist Stephen Hacking der sagde, at den største fjende ikke er uvidenhed, men illusionen om viden. Jeg er bange for at denne fjende sidder i hjørnet ved ganske mange møder i virksomhedernes ledelse. Jo, selvfølgelig skal en leder have viden om ledelse, men ledelse er også faglig ledelse, inspiration, initiativ og åndfuldhed på de områder, som virksomheden arbejder med.

Måske er det blevet sådan, at virksomhederne må sende medarbejderne på kurser i teambuilding, innovation og lign., fordi arbejdspladserne i sig selv faktisk modvirker udviklingen af disse værdier. Jeg tror ikke lederne har viden nok om kerneopgaverne, eller også tror de, at virksomhedens kerneopgave er ledelse. Men ledelse er jo dybest set en slags servicefunktion for dem, der varetager kerneopgaverne. En funktion, der skal sørge for at klimaet er inspirerende i dagligdagen, motiverende, udviklende – innovativt, hvis man endelig vil bruge det ord.

Jeg har mødt mange ledere, som i alvor siger, at de har viden om ledelse, at det er deres opgave, for medarbejderne ved jo alt om det faglige. Så er det, at Stephen Hawkins spøgelse dukker op lige bag ryggen på dem. De tror de har viden, men det har de ikke. Den slags ledelse foregår i en boble indeholdende en meget tynd luftart. Her bliver ledelse defineret som handlekraft, organisationsevne, overblik; som om man kunne have det uden at være meget, meget fagligt velfunderet på virksomhedens kerneydelse.

Men så kan man jo vise handlekraft ved at sende medarbejderne på teambuilding, strategimøder, innovationskurser, workshops, hvor der arbejdes med udvikling, samarbejde og kommunikation. Det skaber måske en momentan oplevelse af, at nu sker der noget. Men det skaber jo ikke en ny daglig atmosfære på virksomheden, blandt medarbejderne og i forhold til de daglige arbejdsopgaver. I sidste ende er det blot et symptom på en gigantisk fejltænkning af kompetencekravet til ledelsen. De ved for lidt fagligt og tror de ved meget ledelsesmæssigt, eller tror, at man kan vide noget ledelsesmæssigt uden at vide noget fagligt.

Udgivet i Kultur, Psykologi, Samfund, Ukategoriseret | 1 kommentar

Filosofi som kritisk eftertanke – ved filosoffen Peter Kemps død

I lørdags mistede vi en af de helt store danske filosoffer i nyere tid, da Peter Kemp døde 81 år gammel. Peter Kemp var en af mine første undervisere da jeg i sin tid begyndte at læse filosofi ved Københavns Universitet. Han var også en af grundene til at jeg overhovedet valgte at læse dette fag. Allerede lang tid før jeg havde muligheder for at komme på universitetet, havde jeg nemlig læst Kemps introduktioner til de samfundsengagerede franske filosoffer, ikke mindst Jean-Paul Sartre. Peter Kemp var en fantastisk formidler, så selv et ungt virrehoved som jeg kunne forstå, at her var der noget vigtigt i spil. Det handlede om at engagere sig i verden, om at ville noget med filosofien og sit eget liv.

Da jeg senere kom på universitetet og mødte Peter Kemp, oplevede jeg hans engagerede forhold til filosofien, og blev selv dybt grebet af dette. For Peter Kemp var filosofi nærmest en bestemt måde at være i verden på. Ved den første forelæsning definerede han således filosofi, som kritisk refleksion over de ting, som vi ellers tager for givet.

I bogen “Filosofiens verden” skriver Peter Kemp om filosofi:

»Man kan uddanne sig indenfor forskellige områder, men filosofi er ikke blot noget, man kan uddanne sig til ved at tage eksamen i filosofihistorie, videnskabsteori, filosofisk etik, pædagogisk filosofi, religionsfilosofi osv., men det er en måde at tænke på, der kan indgå i dannelsen af ethvert menneske.«

Og det er her, at Kemps begreb om engagementet kommer ind i hans tænkning. Engagementets betydning for mennesket knytter sig nemlig til den selvforståelse som vi får ved at engagerer os i de givne vilkår omkring os – både de nære og de fjerne, de eksistentielle og de samfundsmæssige.

På den baggrund er det ikke mærkeligt at man kunne møde Peter Kemp i mange forskellige sammenhænge, ofte langt fra den traditionelle fagfilosofiske hovedvej. Selv har jeg mødt ham ved konferencer og møder om fred og sikkerhed, genteknologi og etik, om uddannelse og pædagogik, medicinsk etik, omsorgsetik, globalisering, teknologi og verdensborgerskab, sprogvidenskab, alternativ behandling og meget mere. Peter Kemps over 40 bøger afspejler en ubegribelig stor viden og et imponerende udsyn, med engagement og åbenhed til alle sider.

Peter Kemp var faktisk slet ikke uddannet filosof. Som så mange andre af de helt store danske tænkere, f.eks. Kierkegaard, Johannes Sløk og K.E. Løgstrup, var han uddannet teolog. Men både inden for filosofien og teologien var han en kontroversiel og egenrådig person, der aldrig lod sig sætte i bås. Hans mål var altid at udøve kritisk tænkning, afprøve ideernes holdbarhed og advare mod halv-dannelse.

Det er ikke kun i sportens verden, at man kan have forbilleder, som man forsøger at efterligne. Det kan man også i forbindelse med filosofi. Og for mig har Peter Kemp altid stået som et forbillede, der var værd at efterligne. Ikke ukritisk, ikke uden at stille undersøgende spørgsmål og bestemt ikke uden at sætte sit eget personlige præg på sagen. Noget af det, jeg imidlertid mener, der fortsat er værd at stræbe efter, er Peter Kemps insisterende deltagelse i den offentlige debat og hans stærke fokus på betydningen af at kunne formidle de filosofiske spørgsmål på et tilgængeligt sprog.

I 1980 var Peter Kemp med til at stifte Filosofisk Forum, som netop skulle bidrage til den offentlige debat om samfundet. Mere end nogensinde har vi i dag brug for, at filosofien og filosofferne blander sig i debatten, at filosofien kommer ind i undervisningen på skoler og uddannelsesinstitutioner af enhver slags og inden for ethvert fagområde.

Filosofiens kritiske eftertanker over det, der ellers tages for givet, kan hjælpe tanken med at holde sig i evig bevægelse, vital og »hvileløs«, som Kemp sagde. Filosofien skal medvirke til at holde vores kritiske bevidsthed vågen, så vi ikke falder for den management-tænkning, der breder sig i uddannelsessystemet og i samfundet som helhed. Så vi ikke køber de tåbelige slagord som ledelsesfilosofiens løgne spreder under let-spiselige begreber som anerkendelse, dialog, robusthed, selvstyre, MUS, innovation, evaluering og kvalitetsstyring.

Af Peter Kemp kan vi inspireres til at stille spørgsmål, kræve holdbare svar og ikke acceptere halv-dannelsen, kulturløsheden og åndssløvheden i nogen sammenhæng – men insisterer på kritisk eftertanke.

Udgivet i Filosofi, Kultur, Samfund | 2 kommentarer

Vejr-mennesket

Ordet »vejr« bliver i Den Danske Ordbog bl.a. tillagt følgende poetiske betydning: »luften udendørs; området mellem himmel og jord«. Der findes mere videnskabelige definitioner, men denne forekommer at være meget relevant, når det drejer sig om vores daglige oplevelse af vejret. Det er det, vi går ud i hver dag. Vejret er det der hersker mellem himmel og jord, altså på helt samme sted, som vi mennesker befinder os. Derfor har vi så tæt et forhold til vejret. Hvis nogen fra det ydre rum skulle finde på at iagttage mennesket, så tror jeg faktisk ikke, at de helt ville kunne adskille os fra vejret. Så tæt hænger vi sammen med »luften udendørs; området mellem himmel og jord«.

Hjemme hos os er det sådan, at den der kan blive liggende længst i sengen, spørger de andre: »Hvordan er vejret?« Om sommeren bliver vinduet åbnet og hovedet stukket ud for at finde et svar, som kan være, at det er godt, skidt, dårligt, uklart, varmt, koldt, skyet, blæsende, mørkt, lyst, trist osv. Ofte kommer der mindst tre forskellige svar, for ingen beskrivelse af vejret er helt objektiv, men heller ikke kun subjektiv. Den er som menneskets oplevelse af sig selv, mellem himmel og jord, komplet integreret med vejret: Stemningsfuld, følelsesmættet, metaforisk, poetisk, realistisk, uklar på den alligevel helt tydelige måde, som mennesket også oplever sig selv.

John Constable (1776 – 1837), »Studie af cirrusskyer« (1822)

Vejret er vel et af de mest omfattende begreber, der findes. Først og fremmest fordi det ikke kun beskriver nogle meteorologiske forhold, men udtrykker en stemning eller fremkalder en stemning. Vejret og den, der beskriver vejret, indgår nemlig i en intim relation. Jeg har to eksempler på vejrets og menneskets indbyrdes forhold, hentet fra min ferielæsning her i sommervarmen:

Først de indledende linjer fra Dan Turèlls krimi Mord i september: »Det regnede. Ikke fordi det var nogen nyhed. Det var tredje dag i træk det regnede. Det var en støt og stabil og pålidelig regn. Ikke noget med sindssyge skybrud eller pludseligt piskende tove. Bare en vedblivende, monoton, lettere sløret funktionær-regn der koncentrerede sig om sit arbejde, og ikke holdt unødige pauser.«

Det andet eksempel på at vejret og mennesket er relationelle størrelser er også fra en krimi, nemlig begyndelsen på den cubanske forfatter Leonardo Paduas Maskespil i Havana: »Varmen er en skrækkelig plage, som hjemsøger alt og alle. Varmen sænker sig som en bred kappe af rød silke, smidig og sej indhyller den kroppe, træer og ting (…) Varmen er en dom, som hverken kan appelleres eller gøres formildende omstændigheder overfor.«

Vejret er en metaforisk størrelse, men ikke blot det. Vejret og mennesket skaber i fællesskab stemninger, hvor det ydre vejr spiller sammen med menneskets indre, ofte som om der nærmest ikke eksisterede nogen forskel. Vejret tilskrives egensindige egenskaber, som kan kaste tristhed, glæde, skygge, lys, melankoli og farve over menneskets liv i området mellem himmel og jord, som det jo hedder i ordbogen.

Vejret har ikke altid været vejr på samme måde, som det er i dag. På samme måde som hos os, var vejret f.eks. i det gamle Grækenland også udtryk for noget mere end blot varme, kulde, torden, mørke, lys osv., men knyttede sig ikke direkte til menneskets indre stemninger, som tilfældet ofte er i dag. Vejret var først og fremmest udtryk for gudernes humør og anliggender. Torden, lyn, piskende regn, kvælende hede, tørke eller livfuld regn ramte menneskene som en dom, straf eller belønning, og var under alle omstændigheder udtryk for, hvad der foregik i gudernes himmel – som altså også her afspejlede sig nede hos menneskene, mellem himmel og jord – helt som i dag.

Vejret har altid været af central betydning, fordi det sætter nogle centrale eksistensvilkår for mennesket, uanset om dette er stedbundet eller vandrer omkring. Men også som kommunikation mellem guderne og menneskene, har vejret haft en stor betydning, som tegn på det mennesket på ingen måde kan vinde kontrol over; det, der normalt er blevet kaldt for skæbnen, eller gudernes uudgrundelige vilje, eller som i dag blot »vejret«, der imidlertid kræver lige så meget opmærksomhed som på gudernes tid. Her midt i hedebølgen er vejret stadig symbol på det, vi absolut ikke kan gøre noget ved, men nok tale om og forsøge at tyde gennem vejrudsigter for at tolke, hvordan den kommende dag mellem himlen og jorden mon bliver for vejr-mennesket.

Udgivet i Digte, Filosofi, Gud, Kultur, Kunst, Litteratur, Psykologi, Religion | Skriv en kommentar

Om kys og kysningens filosofi – og lidt mere

»Jeg kysser dig!« Der er altså et menneske, som giver et kys og et andet, som modtager kysset; men hvor kommer selve kysset fra? Der er et »mig« og et »dig«, men der er ikke et »kys«, som ikke involverer i hvert fald to mennesker. Der findes ikke et kys, som kommer et eller andet sted fra, så vi kunne sige; »se, der kommer et kys ned mellem læberne på os«. Kys opstår når der er kysning, når mennesker så at sige gør et kys sammen. Hvis der skal være kys i verden må vi mennesker selv lave dem.

Hele kyssets eksistens ligger i, at to eller flere mennesker kysser. Så er kysset der. Hvis mennesker pludselig skulle holde op med at kysse, ikke længere gad at kysse, så ville der heller ikke længere være nogen kys i verden. De vil ikke kunne hentes frem fra arkiverne på et museum for at blive udstillet under et skilt: »Se dette kys«. Der kunne være billeder af mennesker som kysser. Men ikke nogen kys, hvis kyssehandlingen forsvandt.

Kys opstår når mennesker gør noget specielt sammen. Og på den måde opstår mange af de vigtigste ting i verden, som f.eks. »fred«. Det er med fred, som med kys. Der er ikke et sted, hvor der ligger en mængde fred. Fred opstår på samme måde som kys, når mennesker gør noget specielt sammen. Eller »solidaritet«. Der opstår solidaritet, når mennesker det gør solidariske, ellers er solidariteten der ikke. Ligesom kyssene ikke er der, hvis der ikke bliver kysset.

Hverken kys, fred eller solidaritet opstår, fordi vi taler om det. Først når vi aktivt gør kysset, freden eller solidariteten kommer disse ting ind i verden. Det gode ved dette er derfor, at ting som kys, fred og solidaritet ligger latent i mennesket. At kunne lave kys, fred, solidaritet og mange andre lignende goder, hører til menneskets muligheder. Men de kan kun komme til verden sammen med mennesker. På egen hånd kan et kys ikke noget.

Et kys kommer ikke ind i verden, hvis det ikke er i selskab med kyssende mennesker. Og sådan er det også med freden og solidariteten. De kommer kun til verden når mennesker sammen gør fred og solidaritet, når vi realiserer dem sammen. Hvis vi vil have kys i verden, så må vi altså kysse sammen. Hvis vi vil have fred, solidaritet og lignende gode ting, så må vi altså være fredelige og solidariske sammen. Heldigvis er det jo også lige netop også den mulighed vi har.

Udgivet i Filosofi, Kultur, Kunst, Litteratur, Psykologi, Psykoterapi, Samfund, Ukategoriseret | Skriv en kommentar

Fra omstrukturering til rundforvirring

Jeg har netop deltaget i en undersøgelse af helbred og arbejdsmiljø fra Danmarks Statistik og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Spørgsmålene, som jeg fik tilsendt, var skræmmende og svarene må være direkte angstprovokerende. Er du deprimeret eller angst, lider du af frygt for fremtiden, har du mistet troen på dig selv, bliver du moppet, er du nedslidt, stresset eller syg på grund af dit arbejde, bliver du anerkendt, får du støtte og kan du stole på ledelsen, bliver du hørt, medinddraget o.l.? Spørgsmål af en alvor, som vel kun bliver stillet, fordi de afspejler den krigs- og kamplignende tilstand, der hersker på det danske arbejdsmarked år 2018.

Den slags spørgsmål er nødvendige, fordi det danske arbejdsmarked er præget af vilkår, som truer medarbejdernes mentale og fysiske sundhed. Øget stress, depression og angst er blandt de eksistentielle omkostninger ved en aggressiv ledelseskynisme, som helt fejlagtigt tror, at gevinster skabes ved at eliminere den menneskelig faktor og ensidigt prioritere den økonomiske.

Uanset hvor mange diplom-, master- og andre uddannelser, lederne bliver sendt på, er der kun én forklaring på, at arbejdsmiljøet er i en forfatning så arbejdsrelateret stress, nedslidning, angst og depression må antages, at blive den tungeste sygdomsbyrde for fremtidens samfund: Lederne har fejlprioriteret i en grad der er påfaldende, og som ville koste de menige medarbejdere jobbet, hvis det var dem, der fejlede i samme omfang.

Naturligvis afspejler virksomhedsledelse de overordnede samfundsmæssige tendenser, hvor det økonomiske er blevet gjort til den principielle regulator for enhver form for menneskelig livsudfoldelse, og økonomisk profit til det fundamentale motiv for både den politiske og virksomhedsmæssige ledelse. Men jeg bliver trist over at se, hvordan ledelsen ofte betragter medarbejderne som et problem og ikke som en ressource ud fra princippet: »Hvis de ikke kan lide lugten i bageriet, kan de bare gå.« Men det er jo ikke ledelse, det er en ekstrem indskrænket form for magtfuldkommenhed, som siger nej til samarbejde om den fælles opgave det er at få en virksomhed til at fungere.

Selvfølgelig skal der tjenes penge og økonomien være sund, men alt for ofte bliver medarbejderne betragtet som en hindring for, at virksomheden ikke har en endnu større omsætning og stærkere omkostnings-effektivitet.

Man hører jævnligt begejstrede ledere sige, at verden ikke står stille, at vi hele tiden skal være klar til at forandre os, møde nye udfordringer og derfor være fleksible og omstillingsparate. Det er ofte svært at finde ud af, hvad der ligger i denne analyse. Men den slår i hvert fald ud i omstruktureringer, nye projekter og organisatoriske ændringer. Og Danmark ligger helt i front netop når det handler om omstruktureringer og organisatoriske ændringer på jobbet.

Disse konstante forandringer betyder imidlertid også, at arbejdsmængden langt overstiger den tid der er til rådighed for medarbejderne. En undersøgelse viser derfor ikke overraskende, at de negative konsekvenser ved omstruktureringer er voldsomme: Lavere jobtilfredshed, lavere engagement i jobbet, højere grad af udbrændthed, øget stressniveau, reduceret arbejdsevne, øget jobusikkerhed, øget sygefravær m.m.

Iflg. Den Danske Ordbog betyder Omstrukturering det at ændre til en »anden (og mere hensigtsmæssig) struktur eller opbygning.« Der er ikke nogen tvivl om, at omstruktureringer giver næring til ledelseslagene i en virksomhed; til dem, der laver strategiske planer, til HR-afdelingerne, de såkaldte udviklingsafdelinger, markedsføringsfolket, innovationsafdelingen o.l. Men de medarbejdere, som beskæftiger sig med det der oprindeligt var virksomhedens kerneopgave er ikke altid enig i, at omstrukturering betyder »mere hensigtsmæssighed«, som definitionen ellers lyder i Den Danske Ordbog.

For medarbejderne i kernefunktionerne, f.eks. omsorg, pleje, undervisning, fremstilling o.l. virker det ofte som om Den Danske Ordbogs definition af begrebet Forvirring er mere relevant: En »tilstand eller situation præget af uorden, rod, manglende styring, misforståelser el.lign.« Omstruktureringer ender nemlig ofte som rundforvirring, hvor kerneopgavens kvalitet kun opretholdes, fordi medarbejderne, imod alle odds og på trods af omstruktureringen, kæmper for at bevare den.

Det funktionelle fejlskøn, der ofte hører med til en beslutning om at gennemføre omstruktureringer, uden tanke på konsekvenserne for virksomhedens kernefunktioner og kompetencer, er udtryk for dårlig ledelse, slet og ret. Og det fører ikke til virksomhedens succes, hvilket måske i ledelsens optik tages som tegn på, at medarbejderne virkelig er et problem, som kalder på endnu en omstrukturering.

Som Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen viser i bogen Pseudoarbejde, så føler ledelsen, at den skal handle, og derfor gennemføres (helt eller halvt) »uigennemtænkte projekter, der ikke konkret anviser noget som helst, men som man simpelthen bare håber virker…«. Hvor mange medarbejdere både i private og offentlige virksomheder kender ikke det?

Af en eller anden grund reagerer ledelsen ikke på det, som medarbejderne ved, og som dybest set er virksomhedens guld og eneste betydningsfulde ressource. I stigende grad har vi fået et samfund på halsen, hvor virksomhedsledelse skal orientere sig væk fra det, der skulle være kerneopgaven, og i stedet vender sig mod omorganisering, omstrukturering, branding, akkreditering, dokumentation, indførelse af nye IT-platforme, kontrolsystemer o.l. Stolt siger nogle ledere, at ledelse er blevet et fag, som ikke nødvendigvis hænger sammen med kompetencer i det, som virksomheden producerer. En eftertanke kunne være, om dette netop er udtryk for tomhedens triumf?

Udgivet i Filosofi, Kultur, Psykologi, Samfund | 1 kommentar