Forårsdigt

Jeg fik lyst til at skrive et forårsdigt i dag. Jeg opdagede, at nogen kikkede ud gennem mine øjne – og at det faktisk var mig, der kikkede ud på verden og så en masse ting:

Solskinsmærkerne
på jeres ansigter
trækker mine øjne
ud af mørket
i dagens tidlige time.

På engen
kan blomsterne slet ikke
holde op med at gro
som om intet var hændt
her i vinter.

I en farvepalet
drejer de sig efter lyset
og springer ud
ikke fordi de har besluttet det
men fordi de gør det.

Ligesom jeg stadig er her
for at se alt dette
ikke fordi jeg selv har besluttet det
men fordi
jeg er her.

Udgivet i Døden, Digte, Filosofi, Ukategoriseret | Skriv en kommentar

Da mit hjerte proppede til

Da mit hjerte proppede til
var det værste ikke smerten
men den genvakte erindring om at hjerter
banker som de vil
helt uden for vores kontrol

Da mit hjerte proppede til
huskede jeg hvor meget jeg ikke vidste
af alt det vigtigste i mit liv:
om hvordan resten af min tilværelse skulle blive
når nu hjertet kikkede den anden vej

Da mit hjerte proppede til
så jeg de sorte huller af fremmedhed
der truede og lokkede
med en helt ny fortælling om mit liv
efter at hjertet proppede til

Da mit hjerte proppede til
blev fremtiden bundet til en virkelighed
hvor hjerter uden videre kan stoppe midt i et dansetrin
men også til håbet om at livsglæden
kan gro ud af et tilproppet hjertes mere tøvende rytme

Udgivet i Ukategoriseret, Filosofi, Psykologi, Psykoterapi, Døden, Digte | 2 kommentarer

Hvordan er det at være noget andet?

Mennesket lever på Jorden men kan også se stjernerne. Her har vi måske forklaringen på vores nysgerrighed. Det daglige liv udelukker ikke visioner om det store og ukendte. Foruden al den viden, vi så ubesværet har adgang til på Jorden, er et blik på himlen nok til at vække forundring over alt det, vi ikke har adgang til at vide noget om. Hvilken grænse mellem det tilgængelige og det utilgængelige. Ikke mærkeligt, at mennesket gang på gang forsøger at overskride den.

Symbolsk begyndte fortællingen om menneskets nysgerrighed cirka 500 f.Kr. i byen Efesos i Lilleasien. Ifølge traditionen var det her filosoffen Heraklit levede og formulerede det berømte udsagn: »Tings egentlige natur holder af at skjule sig.« Disse få ord har siden været stærkt medvirkende til menneskets refleksion over tilværelsen og verdens beskaffenhed. For datidens filosoffer betød natur nemlig tingenes inderste væsen; alt det, som ikke var umiddelbart tilgængeligt ved første blik.

Homo Sapiens er en art der ønsker at vide. Men drivkraften til at afdække og få noget nyt at vide, har altid været fascinationen af det skjulte. Ikke kun det skjulte, der blinker til os ude fra verdensrummet, når vi kikker op på stjernerne. Selv her på Jorden ved vi, at der stadig findes noget skjult. Det fascinerende er netop, at vores planet, vores nærmeste omgivelser her på Jorden, også består af noget, der er utilgængeligt for os.

Videnskaben er optimistisk med hensyn til at kunne skabe endnu mere viden og gennemsigtighed. Den fortæller da også historien om en fantastisk udvikling, hvor mennesket i dag ved mere end nogensinde, både om sig selv og om den omgivende verden. Heldigvis – for uden videnskabens afdækning af skjulte og ellers ukendte fænomener ville vores verden i dag have set helt anderledes ud end den gør; langt farligere, langt mere truende og præget af tilfældigheder.

Det er umuligt at sige, hvor grænsen for den videnskabelige afdækning af ny viden går, for mennesket vil altid være en grænsegænger på grænsen mellem det kendte og det ukendte.

Den dybeste mangel på viden begynder imidlertid i vores eget hus, og udtrykkes måske bedre i poesiens sprog end i videnskabelige begreber. Hvordan er det f.eks. at være noget andet end det jeg er? Den amerikanske filosof Ian Bogost spørger således, hvordan det er at være en ting? Normalt spørger vi ikke på den måde. Ting relaterer jo til hensigter, formål eller omstændigheder, men vi kan ikke vide hvordan tingene er i sig selv, og slet ikke hvordan det er, at være en ting,

Her er vi allerede på vej ind i en klassisk filosofisk problemstilling, nemlig Kants adskillelse af tingene i sig selv og tingene, som de fremtræder for os. Ifølge Kant kan jeg ikke kan vide, hvordan en sten eller en hammer er i sig selv; kun hvordan stenen eller hammeren fremtræder for mig. Det er ordet jeg, som skaber vanskelighederne. Jeg’et afgrænser sig selv; jeg betyder dybest set en undtagelse fra alt andet. Jeg’et kan vi følge langs dets grænse i forhold til alt andet.

Det er ikke kun i forhold til ting vi må spørge, hvordan det er at være noget helt andet end én selv, eller som den portugisiske digter Fernando Pessoa spurgte: »Hvad er det at være en flod og at flyde?«pessoa

Hele Pessoas forfatterskab er bygget op omkring en undersøgelse af, hvad jeg kan stille op med den begrænsning det er, at være mig? Han udtrykker en dyb sorg over, at verden altid kun kan beskrives med det enkelte menneskes eget udgangspunkt. Han mærkede den uomgængelige begrænsning, der knytter sig til, at vi kun kan beskrive vores oplevelse af omgivelserne, f.eks. af floden, mens vi aldrig vil kunne erhverve os viden om, hvordan det er at være selve floden.

Bare ved at kikke sig lidt omkring kan man her og nu møde mysterier, som aldrig vil lade sig afdække. Pessoa udtrykte således stor ærgrelse over, at han ikke kunne vide, hvordan det var at være en haremskvinde. Det andet menneskes erfaring er jo ikke tilgængelig i direkte linje. Hvis det er Pessoas haremskvinden, det drejer sig om, kan hun formidle hvad hun oplever, og vi kan fortolke hendes liv, men den direkte oplevelse af haremskvindens liv er og bliver hendes alene.

Hvad der sker på den anden side af grænsen, hvor jeg ikke er, og hvor jeg ikke kan komme, fremtræder for Pessoa attraktivt, mystisk, fremmed, skræmmende, og ikke mindst stimulerende. Det er den mest magiske af alle grænser at stå ved, fordi den kan få et andet menneske til at virke som et mirakel. Det tiltrækkende, det fascinerende og det mystiske ligger jo aldrig i det, som vi helt udtømmende kan forstå.

Hverken den fjerneste galakse eller det nærmeste menneske kommer vi til at forstå helt restløst. Fernando Pessoa undrede sig over, hvordan det var at være en flod eller en haremskvinde. Han talte om tingenes forbløffende virkelighed, som han dagligt kunne opdage: floder, sten, mennesker – dog uden at kunne overskride grænsen, for det egentlige holder jo af at skjule sig, som Heraklit skrev for flere tusind år siden.

Andre gange mærkede Pessoa vinden, der blæste i Lisabons gader. Måske ville han gerne have vidst, hvordan det var at være vinden. Men alligevel, skrev han, var alene det at høre og mærke vinden alle livets besværligheder værd.

Det meste af Fernando Pessoas liv gik med at forholde sig til det skjulte, fordi det viste hvilken overflod vi bevæger os rundt i. Sådan var det for Pessoa uanset om han skrev om floder, træer, vinden gennem gaderne eller andre mennesker.

Litteratur:

Hans Blumenberg: The Genesis of the Copernican World, The MIT Press, Cambridge 1987.
Pierre Hadot: The Veil of Isis: an essay on the history og the idea of nature, The Belknap Press of Harvard University Press, Cambridge 2008.
Jane Hirshfield: Hiddenness, Uncertainty, Surprise: Three Generative Energies og Poetry, Bloodaxe Books Ltd 2008.
Jørgen Mejer: Førsokratiske filosoffer. Fra Thales til Heraklit, Hans Reitzels Forlag 1994.
Fernando Pessoa: Den såkaldte sjæl, Brøndums Forlag 2002.
Fernando Pessoa:  The Book of Disquiet, Penguin Modern Classics 2002.
Fernando Pessoa: Udvalgte digte. Oversat fra portugisisk af Peter Poulsen. Forord af Martin Bastkjær. Rosinante 2016.
Udgivet i Digte, Filosofi, Kultur, Litteratur, Psykologi, Samfund | Skriv en kommentar

Hammeren, barnet og ambolten

I dag kørte jeg forbi en ejendom, som lå helt ud til landevejen. Ved indkørslen var der et metalskilt, hvor der stod »Den gamle smedje«. Stedet så forladt og meget faldefærdigt ud. Ingen satte derfor farten ned for at tage det nærmere i øjesyn og ingen kunne vide, at stedet var fyldt med spøgelser. Dét opdagede jeg imidlertid hurtigt da jeg havde passeret, for de fleste spøgelser kommer indefra – fra én selv. Når anledningen viser sig begynder de at spøge, rumstere og tale til én. Derfor er det sjældent de samme spøgelser, som folk ser. Vi ser eller mærker vores egne, men ikke de andres spøgelser, som vi derfor kalder for overtro.

Da jeg fik øje på den tomme ejendom ved vejkanten og skiltet, som fortalte at det var »Den gamle smedje«, begyndte mine spøgelser at larme.

Smeden lod hammeren falde. Jeg kunne ikke se det, men vidste hvordan det så ud, når han stod inde bagerst i værkstedet, hvor ilden i essen gjorde hans ansigt rødligt, selv om det i virkeligheden var gråt og gulligt, ligesom hans skæg.fil_000-1

Jeg hørte det oppe på mit værelse, hvor mor havde lukket vinduet op ud til vejen og pladsen foran smedjen lige overfor vores hus. Hammeren ramte ambolten i den rytme, som jeg kunne nikke i takt til. Kun når smeden vendte sig om for at gøre hesteskoen rødglødende inde i essens flyvende lys var der en kort pause. Men jeg vidste hvor længe stilheden ville vare, nemlig ligeså længe som jeg kunne holde vejret. Så begyndte han igen at banke formen ind i den jernsko, som senere skulle sømmes på en af bøndernes heste, mens smeden sad på en trebenet taburet med alle fire hestesko lagt ud på jorden foran sig, og de mærkelige firkantede søm i munden.

Mor var gået ned i køkkenet igen efter at have lagt dynen godt omkring mig, fordi jeg hostede og havde feber. Men så snart jeg kunne høre hende rasle med en gryde på komfuret listede jeg hen over gulvet, til det åbne vindue, og kravlede op på stolen, så jeg kunne kikke over imod porten til smedens værksted. Så kom det næste slag inde bagerst fra smedjen, uden efterklang, fordi hammerens lyd forsvandt ned i den massive ambolts jern og den træstub, som den var boltet fast på. Èt tungt slag på hesteskoen, og så det tynde hvileslag på ambolten, inden smeden løftede hammeren og slog igen.

Det næste slag ville fange mig, hvis jeg ikke kunne holde vejret længe nok og nikke nøjagtigt på det tidspunkt, hvor hammeren ramte ambolten. Jeg ville blive fanget mellem hammeren og ambolten. Men så stoppede slagene og jeg kunne høre smedens træsko på værkstedets betongulv. Han kom til syne i porten og fortsatte hen over pladsen imod døren til stuehuset. Om lidt ville han sidde og spise frokost inde i stuen, så man lige kunne se hans hoved over vinduets halvgardin, men stadig med kasketten på. Jeg listede tilbage i seng og faldt i søvn. Da jeg vågnede var vinduet blevet lukket og mor sagde, at jeg vist var ved at blive rask, for jeg trak vejret meget lettere.

Jeg kikkede i bakspejlet. Den gamle smedje lå bag mig, cirka 100 meter og 50 år.

Udgivet i Kultur, Litteratur, Psykologi | Skriv en kommentar

De anstændige – mine elever fra folkedybet

Måske er det alderen, for i stigende grad har jeg svært ved at orientere mig i den verden, som også er min – og som jeg ikke længere helt kan genkende, når jeg vågner om morgenen. Samfundet har tilsyneladende ikke længere ret meget at give mennesker, og omvendt har mennesker heller ikke ret meget at give samfundet. Sådan ser det i hvert fald ud, for mennesker, grupper, racer, lande og nationer isolerer sig, og prøver at overleve ved at vende ryggen til hinanden, og måske endda ved at forsøge at udrydde de andre, smide dem ud eller bygge mure.

Trump bliver præsident i USA ved at dyrke et program, der bygger på kvindehad, racisme, vold, brutalitet, vrede, løgnagtighed, mistro og mistillid til alt og alle. I Europa har vi et EU, som ingen længere kan se fællesskabsværdien i, vi har et Frankrig med Front National, et Østrig med Frihedspartiet, et Ungarn og et Polen, hvor demokratiet allerede er under afvikling og i Danmark har vi DF – alle steder politikere og partier, som udelukkende definerer sig selv i modsætning til de fleste andre, de andre nationer, de andre racer, de rige, de fattige, de andre – altså dem med skylden for det hele, dem der ikke indrømmes nogen rettigheder, og nærmest ikke engang en menneskelighed.

I aviserne kan jeg læse journalisternes analyser af det amerikanske valg og af alle de andre anti-demokratiske bevægelser rundt omkring i verden. Det skulle angiveligt være folkedybet, som begynder at røre på sig, fordi eliten har svigtet. Hvornår man er elite og hvornår man er folkedyb er der ikke helt nogen, som gør rede for. Jeg har ikke de politiske journalisters intellektuelle kapacitet og deres forbløffende indsigt i folkedybets karakter og i elitens anløbne moral, men jeg er ganske meget ude blandt mennesker, og kan ikke helt genkende denne opdeling af befolkningen.

Gennem min undervisning på en Sosu skole har jeg mødt tusindvis af meget forskellige mennesker fra det folkedyb, som journalisterne så betaget har fået øje på. Altså det folk, som nu skulle være på vej med et brutalt, antidemokratisk oprør mod de fikse ideer om menneskerettigheder, lighed, demokrati, retfærdighed, fredelig sameksistens, tolerance og lignende pladderhumanisme.

På mine hold drøfter vi tit, hvad der er ret og rimeligt, ansvar og forpligtelse, godt og ondt. Jeg har talt med Maria, Carina, Lotte, Katrine og Pernille. Jeg har stået midt i klassen med Bente, Camilla, Lasse, Dorthe, Sofie og Mette. Jeg har siddet på bordet foran Julie, Anne og alle de andre – og måske har vi været uenige – men ingen er gået over den anstændighedsgrænse, som politikerne gang på gang overskrider. Mange af mine elever er vrede over den kurs, som vores samfund har i disse år, de er vrede over, at de ikke kan passe deres borgere på den bedste måde, de er vrede over, at de bliver svigtet, at de bliver nedslidte, at de skal gå skuffede fra deres arbejde, at de skal være bange for vanvittige terrorister. Men de er aldrig uanstændige og brutale i deres vrede – på den måde som politikerne i stigende grad er det.

Medierne fremstiller det såkaldte folkedyb, som den direkte årsag til at politikere og ekstreme partier udtrykker sig mere og mere brutalt – en brutalitet, som angiveligt skulle være et spejl af, hvad folkedybet går og tænker og føler. Jeg kan naturligvis ikke udelukke, at det slet ikke er folkedybet, som jeg gennem årene har stået i et undervisningslokale sammen med. Men det er i hvert fald en stor del af den befolkning, som jeg i parentes bemærket også selv tilhører. Og det er en gruppe mennesker, som jeg har så stor tillid til, at vi kan være uenige eller enige, fordi jeg ved, at der er en anstændighed, som jeg ikke finder i det politiske liv længere.

Maria, Carina, Lotte, Mette, Pernille, Julie og alle jer andre i mit undervisningslokale – hvor kunne politikerne lære meget af jeres anstændighed! I har meget at give til samfundet, men det virker som om samfundets politikere ikke længere vil tage imod det. Kunne det tænkes, at de kun er optaget af magten og faktisk ser brutalitet, som et middel til både at opnå og beholde magten?

Udgivet i Filosofi, Kultur, Samfund | Skriv en kommentar

Menneskebad

Søren Kierkegaard blev kun 42 år gammel. Han havde et skrøbeligt helbred, men forsøgte at styrke det ved at gå ture i Københavns gader flere gange om dagen. Kierkegaard vidste, at det var en fysisk livsnødvendighed for ham at bevæge sig til fods, og det var en kur, som han gerne anbefalede til andre, der også led under et svigtende helbred. Han skrev således til sin svigerinde, Henriette Kierkegaard, at hun for alt i verden ikke måtte miste lysten til at gå.

Svigerinden, der tilbragte det meste af tiden i sengen, fik dette råd med på vejen om de helsebringende effekter af spadserekunsten: »Jeg gaar mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaar fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kender ingen Tanke saa tung, at man ikke kan gaa fra den. Når man saaledes bliver ved at gaa, saa gaar det nok.«

Hensynet til helbredet spillede en væsentlig rolle for Søren Kierkegaard, når det handlede om hans interesse for at gå lange ture. Udsigten til ikke at kunne få motion var således en af Kierkegaards store bekymringer, da han i en periode frygtede at blive arresteret, på grund af sin konflikt med kirken.

Men det at gå lange ture var ikke kun et spørgsmål om at dyrke motion for at holde sig i form. For Søren Kierkegaard havde det også en eksistentiel dimension. På den måde kan vi se Kierkegaard som en af de mange filosoffer, der op gennem tiden har koblet gåture sammen med det at filosofere. For over 2000 år siden blev en gruppe af filosoffer i Grækenland således kaldt for Den peripatetiske Skole. Ordet peripatetiker er græsk og betyder vandringsmand. Bl.a. var Aristoteles peripatetiker, fordi hans undervisning i filosofi foregik mens han gik omkring i Athens gader sammen med sine elever.

På Kierkegaards mange ture i Københavns gader blev der også filosoferet og drevet psykologiske studier af mennesker. Det var tanker og iagttagelser, som kunne være forberedelse til hans bøger. Det at gå rundt og samtale med andre mennesker, eller opsamle indtryk fra byens liv, var således også en filosofisk livsnødvendighed for Søren Kierkegaard. Han gav det tilmed et navn. Når Kierkegaard vandrede rundt i København tog han nemlig menneskebad.

Jeg sidder på Café Kop Amok og kikker over mod Vesterport Station. Søren Kierkegaard må have passeret tæt forbi dette sted, når han begav sig ud på en af sine yndlingsture; den ud mod Frederiksberg Have. Fra mit udsigtspunkt, her cirka 160 år senere, kan jeg godt forstå, hvad Søren Kierkegaard mente med at tage menneskebad.img_2315

Synssansen er den frieste af alle sanserne. Jeg kan rette den mod et bestemt menneske, som krydser over gaden fra Vesterport Station og med blikket følge ham ned ad Vester Farimagsgade mod Hovedbanegården. Eller jeg kan lade mit blik være ufokuseret og blot se, uden at se efter noget bestemt, bare lade hvem som helst komme ind i synsfeltet og passere videre, som bølger fra menneskehavet ude på gaden.

Men jeg kan også lade mit blik løbe hen over Vesterport Station, og kikke på byen, som jeg ved den aldrig kommer til at se ud igen. Her tager mit indre blik over og lader gamle billeder fra tidligere tider lægge sig som en tynd film hen over det, jeg ser her og nu. Sådan så Vesterport ud da jeg var barn og gik forbi med min mormor i hånden, når vi var i København i sommerferien.

Eller jeg kan rette blikket undersøgende over mod en dør og opgang længere nede ad gaden og spørge om jeg vil kunne leve der? Det er det særlige blik, det vurderende, som jeg næsten altid bruger når jeg kikker på specifikke steder. Jeg vurderer næsten aldrig om de er pæne, grimme eller indbydende – men om jeg vil kunne bo der. På den måde får jeg med det samme et personligt forhold til steder, som f.eks. denne dør og trappeopgangen bag den.

På den måde er det ikke blot menneskebad man tager, men verdensbad. Sammen med alle de mennesker, der passerer forbi, dukker stedets karakteristika op, som en del af badet. Ikke kun den dør, som jeg kikkede på, men også alle forretningerne, der på det nærmeste skyller mig op på en fremmed strand. En enkelt gade repræsenterer næsten hele verden. Alene fra min plads i cafeen kan jeg se forretninger fra Indien, Pakistan, Italien, Danmark, USA, Vietnam, Marokko og Rusland.

Og så er der alle hjørnerne, som altid bringer noget nyt frem. Hjørner har eksistentiel betydning, fordi de afslører noget, for senere at skjule det igen. Fra min plads i cafeen kan jeg se tre hjørner. Hende, der lige har rundet det ene hjørne, hvor var hun før jeg fik øje på hende? Hvor kom hun fra, hvad havde hun foretaget sig inden hun dukkede op, for kort efter at forsvinde rundt om et andet hjørne? Der er forbandet mange hjørner i en by. Først skjuler de noget, så åbenbarer de en lille smule og så skjuler de det hele igen.

Vi er på den måde både forbundet med verden og samtidig afkoblet fra den. Men den eneste måde vi kan være forbundet med verden og med andre mennesker, er gennem vores opmærksomhed. Byen åbner sig ikke bare for os, og det var Søren Kierkegaard klar over. Forudsætningen for Kierkegaards menneskebad var nemlig hans opmærksomhed på mennesker og verden. Selv om han ikke kendte tjenestepigerne, der passede børn i Frederiksberg Have, så fik de alligevel, gennem Kierkegaards opmærksomhed, en placering i hans liv, og nogle af dem endda en betydning i hans bøger.

Jeg har lige har set en kvinde komme omkring hjørnet med et barn i hånden. Selv om de allerede få sekunder efter er forsvundet om det næste hjørne, så belønner opmærksomheden alligevel én med vigtig viden om dem: Der eksisterer andre mennesker, for hvem jeg også lige er dukket frem fra et hjørne, og om lidt forsvinder omkring et andet. Det er den ekstremt vanskelige oplevelse af, at noget andet end én selv har virkelighed på helt samme niveau, som man selv har.

Faktisk tror jeg, at det er gennem et opmærksomt menneskebad, at vi for alvor oplever os selv, som et konkret individuelt menneske. Et individuelt menneske bliver man nemlig først i det opmærksomme møde med andre mennesker: Her er jeg, dér er du.

Udgivet i Filosofi, Kultur, Litteratur, Psykologi, Samfund | Skriv en kommentar

Bibliotek

I mit københavnerliv spiller Det Kongelige Bibliotek en stor rolle. Den Sorte Diamant er bibliotekets nyeste tilbygning og ligger ved Søren Kierkegaards Plads. Den monumentale bygning er opført i sort granit, som er blevet brudt i Zimbabwe og poleret i Italien. Bag den afrikanske granit kan man bl.a. finde Café Øieblikket, som har fået navn efter et af Søren Kierkegaards værker. Det er her jeg ofte drikker min kaffe, holder møde med dem, jeg skal tale med, sidder og læser eller skriver.det-kgl-bibliotek

Der er noget magisk ved ethvert bibliotek, uanset om det er en bogbus, et lille købstadsbibliotek, Det Kongelige Bibliotek eller måske forestillingen om det legendariske bibliotek i Alexandria, som i antikken var verdens største bibliotek.

Da jeg var barn tog min far mig med på biblioteket i den provinsby, vi boede i. Det kan naturligvis ikke passe, men i min erindring var det altid mørkt når vi kørte på biblioteket. Det hænger sammen med, at mørket, som jeg ellers ikke var glad for, blev trygt når min far var med. Og på biblioteket var der altid voksne med autoritet, og der blev ikke råbt eller drillet – så for mig var det et godt sted at være.

Jeg lærte først at læse i en ret sen alder, fordi jeg pjækkede fra skole. Men efterhånden begyndte de sorte streger og krumninger på papiret at give mening. Ikke i den betydning, at jeg begyndte at kunne læse. Bogstaverne og ordene tog sig af mig, og begyndte at tale, så jeg kunne høre dem. På den måde har jeg måske i virkeligheden aldrig helt lært at læse, men til gengæld er jeg blevet en god ordlytter, så jeg kan høre ordene, selv når de ikke udtales, men kun står på det flade papir.

Der er skrevet masser af historier og fortællinger om biblioteker, fordi grundstoffet i al magi lige netop er ord, der taler om det ufattelige; det, der paradoksalt nok ikke kan siges, med mindre det siges ud fra siderne i en bog.

Historiens store biblioteker har været mytiske og mystiske, fordi det blev fortalt, at de rummede al den viden, som fandtes, og dermed var farlige. Ligesom i dag har viden til alle tider været anset for farlig. Særlige bøger på specielle biblioteker har være så farlige, at de blev brændt, hvis bibliotekerne ikke formåede at skjule dem godt nok. En af de farligste bøger i verden har været Om verdens natur, som blev skrevet af romeren Lukrets (96-55 fvt.) I mange århundreder var dette manuskript væk, og der gik kun rygter om det. Men i 1418 fandt Poggio Bracciolini en gammel kopi af det på et klosterbibliotek. Manuskriptet havde været gemt grundigt af vejen, fordi det fortalte om den farlige idé, at universet og mennesket fungerede helt uden indblanding fra guderne. Lukrets skrev, at religiøs frygt var helt uden grund i virkeligheden og kun virkede til skade for mennesket. Bogen fortsatte derfor med at være farlig for kirken og for de etablerede i samfundet, der byggede på Guds love.

Der er således masser af fortællinger om bøger og biblioteker, som på den ene eller anden måde er magiske, fordi de rummer dyb, farlig eller hemmelig viden. Når jeg sidder inde i den store granitblog på Søren Kierkegaards Plads er der også magi omkring mig i form af de mange millioner bøger, manuskripter og tekster af enhver art, som befinder sig ganske tæt på mig når jeg drikker kaffe i Café Øieblikket.

I etagerne over mig, og i alle bibliotekets ældste bygninger, befinder sig bøger og tekster, systematiseret og opbevaret i en orden, så de ikke alene kan findes, men også udgør en sammenhæng. Der er forskellige faglige afdelinger, forskellige bogsamlinger og inddelinger efter en tematisk orden, der viser, hvor meget mennesket gennem århundrede har forsøgt at forstå om sig selv og verden.

Der er bøger om de mindste insekters særlige karakteristika og om universets yderste stjerner. Uanset hvilken afdeling og hylde man skulle støde ind i på Det Kongelige Bibliotek, så vil de bøger og tekster man finder, alligevel have noget til fælles. De er alle sammen udtryk for menneskets forsøg på at forstå, forklare og fortolke sig selv. Bøgerne er udlægninger af menneskelivet, af verden – rent ud sagt af alt. Om det så er en digtsamling, den tyndeste samling, den ældste eller nyeste i biblioteket, så er den et forsøg på at tolke mennesket og den menneskelige eksistens i verden.

Det Kongelige Bibliotek er derfor heller ikke bare en stor bogsamling. Det er en problemsamling, som den tyske filosof Ernst Cassirer (1874-1945) beskrev det såkaldte Warburg-bibliotek i Hamburg. Det var et privat bibliotek med 20.000 bøger, hvor bøgerne ikke var sat op efter den almindelige systematik. Bogsamlingen var bygget op så bøgerne stod ved siden af hinanden på en måde der viste, hvordan bøgernes forskellige slags viden spillede sammen i forsøget på at udlægge den menneskelige verden. En bog om kunsthistorie kunne stå ved siden af en bog om mytologi, der stod ved siden af en bog om sprog, der stod ved siden af en bog om religion, der stod ved siden af en bog om filosofi, videnskab, græske guder, eller hvad det nu måtte være. Selv om Det Kongelige Bibliotek ikke er bygget op på den måde, så er bøgernes forskellighed dog et fælles forsøg på at forstå den menneskelige eksistens i verden.

Mennesket er omgivet af en realitet, som det ikke selv har skabt, og som det ikke selv er herre over. Det er denne realitet, som bøgerne forsøger at fortolke og forstå – for herigennem måske alligevel at kunne kontrollere den, bare en smule, eller i hvert fald for at give den en særlig mening og betydning.

Bibliotekerne viser hvor meget mennesket har kæmpet med verden og med sig selv, for at skabe mening og handlemuligheder. Tavst står Den Sorte Diamant ved havnefronten i København og virker lidt tung og dyster i sin sorthed. Men måske er den det mest levende sted i København, for her lever tusindvis af tanker og forestillinger fra tusindvis af år om tusindvis af ting, som mennesket har været berørt af og stadig er det – og stadig skriver bøger om. For afklaret bliver vi aldrig, og derfor er tanken og ordet altid i bevægelse. Derfor kan jeg mærke, at Den Sorte Diamant bevæger sig, som var den en tanke om det hele – indtil nu.

Udgivet i Filosofi, Kultur, Litteratur, Samfund | Skriv en kommentar