Om kys og kysningens filosofi – og lidt mere

»Jeg kysser dig!« Der er altså et menneske, som giver et kys og et andet, som modtager kysset; men hvor kommer selve kysset fra? Der er et »mig« og et »dig«, men der er ikke et »kys«, som ikke involverer i hvert fald to mennesker. Der findes ikke et kys, som kommer et eller andet sted fra, så vi kunne sige; »se, der kommer et kys ned mellem læberne på os«. Kys opstår når der er kysning, når mennesker så at sige gør et kys sammen. Hvis der skal være kys i verden må vi mennesker selv lave dem.

Hele kyssets eksistens ligger i, at to eller flere mennesker kysser. Så er kysset der. Hvis mennesker pludselig skulle holde op med at kysse, ikke længere gad at kysse, så ville der heller ikke længere være nogen kys i verden. De vil ikke kunne hentes frem fra arkiverne på et museum for at blive udstillet under et skilt: »Se dette kys«. Der kunne være billeder af mennesker som kysser. Men ikke nogen kys, hvis kyssehandlingen forsvandt.

Kys opstår når mennesker gør noget specielt sammen. Og på den måde opstår mange af de vigtigste ting i verden, som f.eks. »fred«. Det er med fred, som med kys. Der er ikke et sted, hvor der ligger en mængde fred. Fred opstår på samme måde som kys, når mennesker gør noget specielt sammen. Eller »solidaritet«. Der opstår solidaritet, når mennesker det gør solidariske, ellers er solidariteten der ikke. Ligesom kyssene ikke er der, hvis der ikke bliver kysset.

Hverken kys, fred eller solidaritet opstår, fordi vi taler om det. Først når vi aktivt gør kysset, freden eller solidariteten kommer disse ting ind i verden. Det gode ved dette er derfor, at ting som kys, fred og solidaritet ligger latent i mennesket. At kunne lave kys, fred, solidaritet og mange andre lignende goder, hører til menneskets muligheder. Men de kan kun komme til verden sammen med mennesker. På egen hånd kan et kys ikke noget.

Et kys kommer ikke ind i verden, hvis det ikke er i selskab med kyssende mennesker. Og sådan er det også med freden og solidariteten. De kommer kun til verden når mennesker sammen gør fred og solidaritet, når vi realiserer dem sammen. Hvis vi vil have kys i verden, så må vi altså kysse sammen. Hvis vi vil have fred, solidaritet og lignende gode ting, så må vi altså være fredelige og solidariske sammen. Heldigvis er det jo også lige netop også den mulighed vi har.

Reklamer
Udgivet i Filosofi, Kultur, Kunst, Litteratur, Psykologi, Psykoterapi, Samfund, Ukategoriseret | Skriv en kommentar

Fra omstrukturering til rundforvirring

Jeg har netop deltaget i en undersøgelse af helbred og arbejdsmiljø fra Danmarks Statistik og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Spørgsmålene, som jeg fik tilsendt, var skræmmende og svarene må være direkte angstprovokerende. Er du deprimeret eller angst, lider du af frygt for fremtiden, har du mistet troen på dig selv, bliver du moppet, er du nedslidt, stresset eller syg på grund af dit arbejde, bliver du anerkendt, får du støtte og kan du stole på ledelsen, bliver du hørt, medinddraget o.l.? Spørgsmål af en alvor, som vel kun bliver stillet, fordi de afspejler den krigs- og kamplignende tilstand, der hersker på det danske arbejdsmarked år 2018.

Den slags spørgsmål er nødvendige, fordi det danske arbejdsmarked er præget af vilkår, som truer medarbejdernes mentale og fysiske sundhed. Øget stress, depression og angst er blandt de eksistentielle omkostninger ved en aggressiv ledelseskynisme, som helt fejlagtigt tror, at gevinster skabes ved at eliminere den menneskelig faktor og ensidigt prioritere den økonomiske.

Uanset hvor mange diplom-, master- og andre uddannelser, lederne bliver sendt på, er der kun én forklaring på, at arbejdsmiljøet er i en forfatning så arbejdsrelateret stress, nedslidning, angst og depression må antages, at blive den tungeste sygdomsbyrde for fremtidens samfund: Lederne har fejlprioriteret i en grad der er påfaldende, og som ville koste de menige medarbejdere jobbet, hvis det var dem, der fejlede i samme omfang.

Naturligvis afspejler virksomhedsledelse de overordnede samfundsmæssige tendenser, hvor det økonomiske er blevet gjort til den principielle regulator for enhver form for menneskelig livsudfoldelse, og økonomisk profit til det fundamentale motiv for både den politiske og virksomhedsmæssige ledelse. Men jeg bliver trist over at se, hvordan ledelsen ofte betragter medarbejderne som et problem og ikke som en ressource ud fra princippet: »Hvis de ikke kan lide lugten i bageriet, kan de bare gå.« Men det er jo ikke ledelse, det er en ekstrem indskrænket form for magtfuldkommenhed, som siger nej til samarbejde om den fælles opgave det er at få en virksomhed til at fungere.

Selvfølgelig skal der tjenes penge og økonomien være sund, men alt for ofte bliver medarbejderne betragtet som en hindring for, at virksomheden ikke har en endnu større omsætning og stærkere omkostnings-effektivitet.

Man hører jævnligt begejstrede ledere sige, at verden ikke står stille, at vi hele tiden skal være klar til at forandre os, møde nye udfordringer og derfor være fleksible og omstillingsparate. Det er ofte svært at finde ud af, hvad der ligger i denne analyse. Men den slår i hvert fald ud i omstruktureringer, nye projekter og organisatoriske ændringer. Og Danmark ligger helt i front netop når det handler om omstruktureringer og organisatoriske ændringer på jobbet.

Disse konstante forandringer betyder imidlertid også, at arbejdsmængden langt overstiger den tid der er til rådighed for medarbejderne. En undersøgelse viser derfor ikke overraskende, at de negative konsekvenser ved omstruktureringer er voldsomme: Lavere jobtilfredshed, lavere engagement i jobbet, højere grad af udbrændthed, øget stressniveau, reduceret arbejdsevne, øget jobusikkerhed, øget sygefravær m.m.

Iflg. Den Danske Ordbog betyder Omstrukturering det at ændre til en »anden (og mere hensigtsmæssig) struktur eller opbygning.« Der er ikke nogen tvivl om, at omstruktureringer giver næring til ledelseslagene i en virksomhed; til dem, der laver strategiske planer, til HR-afdelingerne, de såkaldte udviklingsafdelinger, markedsføringsfolket, innovationsafdelingen o.l. Men de medarbejdere, som beskæftiger sig med det der oprindeligt var virksomhedens kerneopgave er ikke altid enig i, at omstrukturering betyder »mere hensigtsmæssighed«, som definitionen ellers lyder i Den Danske Ordbog.

For medarbejderne i kernefunktionerne, f.eks. omsorg, pleje, undervisning, fremstilling o.l. virker det ofte som om Den Danske Ordbogs definition af begrebet Forvirring er mere relevant: En »tilstand eller situation præget af uorden, rod, manglende styring, misforståelser el.lign.« Omstruktureringer ender nemlig ofte som rundforvirring, hvor kerneopgavens kvalitet kun opretholdes, fordi medarbejderne, imod alle odds og på trods af omstruktureringen, kæmper for at bevare den.

Det funktionelle fejlskøn, der ofte hører med til en beslutning om at gennemføre omstruktureringer, uden tanke på konsekvenserne for virksomhedens kernefunktioner og kompetencer, er udtryk for dårlig ledelse, slet og ret. Og det fører ikke til virksomhedens succes, hvilket måske i ledelsens optik tages som tegn på, at medarbejderne virkelig er et problem, som kalder på endnu en omstrukturering.

Som Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen viser i bogen Pseudoarbejde, så føler ledelsen, at den skal handle, og derfor gennemføres (helt eller halvt) »uigennemtænkte projekter, der ikke konkret anviser noget som helst, men som man simpelthen bare håber virker…«. Hvor mange medarbejdere både i private og offentlige virksomheder kender ikke det?

Af en eller anden grund reagerer ledelsen ikke på det, som medarbejderne ved, og som dybest set er virksomhedens guld og eneste betydningsfulde ressource. I stigende grad har vi fået et samfund på halsen, hvor virksomhedsledelse skal orientere sig væk fra det, der skulle være kerneopgaven, og i stedet vender sig mod omorganisering, omstrukturering, branding, akkreditering, dokumentation, indførelse af nye IT-platforme, kontrolsystemer o.l. Stolt siger nogle ledere, at ledelse er blevet et fag, som ikke nødvendigvis hænger sammen med kompetencer i det, som virksomheden producerer. En eftertanke kunne være, om dette netop er udtryk for tomhedens triumf?

Udgivet i Filosofi, Kultur, Psykologi, Samfund | Skriv en kommentar

Det tæmmede menneske skal danse noget mere

Jeg har et godt arbejde. Sammen med mine elever og studerende har jeg haft magiske øjeblikke af en helt anden verden. Dem glemmer jeg aldrig! Men man skal ikke arbejde alt for meget, for så er det jo netop, at man kan glemme alt det der strålede. Såkaldt lediggang er meget undervurderet. Lønarbejdet er ikke livets mening, selv om vores kultur har fået det til at se sådan ud. En dag dør man alligevel, uanset hvor flot ens CV er, og hvor mange arbejdstimer man har præsteret. Jeg burde nok være synlig med en grøn prik på min arbejdsmail lige nu, og gøre behørigt knæfald for virksomhedens strategiske målsætninger. Men nu vi har altså danseaften her i familien, og senere opfører vi os måske som vilde kaniner.

Arbejdet kan ikke stå alene; der skal også skrives digte, dyrkes elskov, laves verdensrevolutioner, udtænkes nye svar på gamle spørgsmål, gives fodmassage og laves kunst – og så skal der altså også lige danses lidt. Det prøver jeg at lære mine elever.

På nogle af mine hold har vi helt uregelmæssigt, danset på bordene, og sunget med på bl.a. det gamle nummer af UFO Yepha »Fluen på væggen«, som netop handler om alt det vigtige, der kommer før og efter arbejdet – om at huske sig selv og de andre. Det har været kendingsmelodien når vi talte om samfund og politik. Men der står ikke »sang incl. dans på bordene« i evalueringsskemaerne. Hvis man ikke vidste bedre, så skulle sang, dans på bordet og meget andet altså være unødvendigt. Og det tror jeg ikke, at det er.

Lønarbejdets jernbur

I 1991 skrev jeg en kronik i Politiken, der hed »Det tæmmede menneske«. Den var en kritik af den måde, man behandlede de arbejdsløse på. En stadig strammere lovgivning virkede som et fængsel for de arbejdsløse. Kunne de ikke få et arbejde, skulle de i hvert fald se ud som om de arbejdede. Derfor blev de aktiveret af systemet, ofte på den mest uværdige måde og i de mest stupide projekter. Det var som om man var bange for, hvad folk kunne finde på, hvis de ikke havde lønarbejde. Måske begyndte de at danse på bordene. Altså indførtes der en lov, som pacificerede hundredtusindvis af mennesker med det formål at tæmme dem, så de ikke kunne leve et meningsfuldt liv, men kun gå og vente på Nirvana – jobbet. Og mens de ventede, måtte de ikke danse eller lave andre lignende verdensrevolutioner.

I dag kunne jeg skrive næsten det samme. Arbejdet fylder stadig mere i vores samfund og i vores bevidsthed om, hvad der af værdi, og hvad der gør os til »rigtige« mennesker. I dag tvinges selv alvorligt syge til at arbejde. Imod lægelig vurdering hives dødeligt syge mennesker i arbejdsprøvning og terminale cancerpatienter mistænkeliggøres, hvis de ikke kan møde op til arbejdstesten. Og alle vi andre – vi arbejder mere end nogensinde. Dem, der ikke arbejder tager diplomuddannelser, ofte for at bevise, at de i hvert fald er i cirkulation; at de ikke hænger fast.

Arbejdet gør krav på at fylde næsten alt i vores bevidsthed. Hvor meget er ikke blevet koblet op på arbejdet? Velfærd, fritid, uddannelse, værdi, kvalitet, meningsfuldhed o.l. hænger i stigende grad sammen med lønarbejdet.

Digteren Henrik Nordbrandt har sagt: »Folk arbejder simpelthen så meget, at de ikke har tid til at tænke. Det er perverst.« Hvorefter han blev svinet til. Selvfølgelig skal vi da arbejde, vi skal også forbruge, og derfor tjene penge. Men livets mål ligger i sidste ende ikke på markedet. Arbejdet, økonomien og forbruget kan kun være midler til at opnå noget andet. I dag er arbejdet, økonomien og forbruget imidlertid blevet ophøjet til at være et mål i sig selv. Men hvor ligger dit mål?

Jeg tror det er vigtigt, at vi også retter bevidstheden mod alt det, der ligger udenfor arbejdsmarkedet. Ellers ender vi med at blive som en slags »tæmmede mennesker« – lukket inde i arbejdets jernbur – styret af markedets blinde kræfter, mens solen lyser fra en blå himmel, og kalder til dans og meget mere.

Nå men – nu skal vi altså danse. See You Later, Alligator.

 

Udgivet i Filosofi, Kultur, Psykologi, Samfund | Skriv en kommentar

Freud har fødselsdag i dag: En stemme fra dybet

I går var det Karl Marx, der kunne fejre fødselsdag. I dag er det Sigmund Freud (1856-1939), der bliver 162 år. Endnu en af de store kanoner, der har været med til at forme vores selvforståelse. Freuds ideer gennemstrømmer så mange områder af vores menneskesyn, kultur og samfund, at vi ofte ikke får øje på dem.

Det var ikke Freud som opdagede, at der måtte skelnes mellem det bevidste og det ubevidste i mennesket. Men det var Freud, der forsøgte at opbygge teorier om det ubevidstes udvikling og funktion i menneske og kultur. Det skete bl.a. gennem drømmeanalyse og ved at undersøge barndommens betydning for udviklingen af det enkelte menneskes psykiske habitus. Freud lagde grunden til, at barndommen i dag ses som en formende kraft i det voksne menneskes liv. Det betyder også, at vi kan takke Freud for, at der senere er udviklet en dyb forståelse for barnets behov for omsorgsfulde og kærlige relationer. I dag ved vi, hvad der sker, hvis det lille barn ikke mødes med nærhed og tryghed.

Via Freud (og Marx) har vi også fået forståelse for, hvordan de sociale og kulturelle forhold medvirker til at udvikle bestemte karaktertyper og bestemte former for relationer mellem den enkelte og samfundet. Der kan f.eks. skabes opvækstvilkår for mennesker, så de udvikler flugt- og afværgemekanismer, i form af passivitet eller aggressivitet, hvilket naturligvis virker tilbage på samfundet.

Det var Freud, der systematisk begyndte at arbejde med psykoanalyse. Når vi opsøger en psykoterapeut, fordi vi har problemer med vores selvværd, mangler tillid til andre, har konflikter med vores forældre, er i krise, bliver svigtet eller ikke kan finde kærligheden i vores liv, så sker det i et ekko fra det psykiske dyb, som Freud prøvede at kortlægge.

I dag ved vi godt, at et menneske ikke kun er det vi kan se og opleve på overfladen, og det som mennesket selv er bevidst om. Alle mennesker er en hel verden, og størstedelen af os ligger hen i det ubeviste og fremmede – også for os selv. Derfor bliver man aldrig færdig med at lære hverken sig selv eller andre at kende. Ukendte kræfter fra vores eget dyb virker på os, holder os tilbage, skubber os frem, taler kærligt til os eller skælder ud. Hernede i dybet ligger kilderne til vores motivation og inspiration, glæde, angst og lykke. I det ubevidste findes det kompas, som vi orienterer os efter i forhold til andre mennesker, her er der både larmende alarmklokker og lokkende amoriner, forestillinger om kærlighed og fantasier om blodbade. Et menneskes muligheder for udvikling og selvforståelse stopper ikke før på den yderste dag. Dén erkendelse kan vi takke dagens fødselar for.

De gamle grækere sagde »Kend dig selv«. Siden har vi forsøgt at finde ud af, hvem vi er, og hvorfor vi er som vi er. Religionerne har givet én type af svar ved at få mennesket til at kikke op mod himlens guder. Freud anbefalede, at vi kikkede i en anden retning – nemlig indad, og fandt »Kongevejen« til det ubevidste. Og det, vi møder herinde, i vores eget dyb, kan være ligeså uendeligt og fremmede, som det himlen kan byde på.

Udgivet i Kultur, Psykologi, Psykoterapi, Samfund | Skriv en kommentar

Karl Marx bliver 200 år i dag. Opgaven er stadig at forandre verden!

Karl Marx blev født d. 5. maj 1818 i den tyske by Trier. Måske er jeg den sidste generation, der har haft ham som bagage op gennem ungdommen og faktisk i hele mit liv. Og så alligevel; for mens mange har troet, at casino-kapitalismen for længst havde taget livet af den marxistiske tænkning, så er Karl Marx ved at blive rehabiliteret.

På mange måder er de fleste menneskers syn på verden i dag præget af den marxistiske historiefilosofi: at det er de økonomiske og materielle relationer, der bestemmer vores bevidsthed og sociale relationer – og ikke omvendt. På det økonomiske område, er Karl Marx’ analyser også en yderst relevant ramme til at forstå, hvad der er ved at ske med vores casino-kapitalistiske system: Det er ved at sejre sig ihjel.

Karl Marx var en filosof med en sag, som kan sammenfattes med overskriften fra et brev, han skrev i 1844: Han ville praktisere »en hensynsløs kritik af alt, der eksisterer.« Og i de såkaldte ”Feuerbach-teser” skrev han om de hidtidige filosoffer, at »de kun har fortolket verden på forskellige måder, men nu er opgaven at forandre den.«

Marx analyserede menneskehedens historie som klassekampens historie, hvor samfundsklasser står over for hinanden. I dag benægtes det ofte, at der kan tales om klasser og klassekamp. Men der er stadig en voldsom ulighed i økonomi, ressourcer, velfærd og i muligheder mellem forskellige grupper i samfund overalt i verden.

For et par år siden blev Karl Marx’ analyse opdateret af den franske økonom Thomas Piketty i bogen »Kapitalen i den 21. århundrede.« Ikke overraskende havde nogle årtier med dereguleret casino-kapitalisme resulteret i voksende afstand mellem verdens rigeste og fattigste: Tallene viser bl.a., at de 8 rigeste i verden (som næsten kan være i en almindelige familiebil) har rigdom svarende til de 3.5 milliarder fattigste.

Der er ikke nogen tvivl om, at vor tids globale casino-kapitalisme er langt mere sofistikeret og modstandsdygtig end den var på Karl Marx’ tid. Derfor: Vi har stadig brug for kritiske marxistiske analyser af ulighed, undertrykkelse og magtmisbrug. Hvis vi mister evnen til at se uligheden og uretfærdigheden, så bliver vi selv en del af det undertrykkende.

Udgivet i Filosofi, Kultur, Samfund, Ukategoriseret | 2 kommentarer

Adam og den nyskabte Eva

Vi står foran et maleri af den danske maler Wilhelm Marstrand (1810-1873). Det hedder Adam og den nyskabte Eva og hænger på Den Hirschsprungske Samling i København. Maleriet hører ikke til blandt de mest kendte af Marstrands værker, og vi har faktisk ikke lagt mærke til det ved tidligere besøg. Men nu kalder maleriets motiv på vores opmærksomhed.

Wilhelm Marstrand (1810-1873). “Adam og den nyskabte Eva”. Den Hirschsprungske Samling i København

Jeg forestiller mig Marstrand foran lærredet, før maleriet var færdig, hvor han stadig arbejdede på at finde den helt rigtige komposition af billedet, af Adam og Evas placering, deres udstråling og udtryk. Hvad var det han havde i spil i penselstrøgene? Motivet er jo ikke ukendt. Utallige malere har fanget Adam og Eva på deres ikke-sted i Paradiset, både før, under og efter det berømte syndefald. Men myten om Adam og Eva er uudtømmelig og hver gang den bliver fortalt lukker den op for de dybeste spørgsmål om menneskets forhold til verden.

Adam og den nyskabte Eva var den titel, som Wilhelm Marstrand valgte til maleriet. Kunne det ikke også have været Adam jubler over den nyskabte Eva? Eller Adam takker for den nyskabte Eva? Eller måske Adam undrer sig over den nyskabte Eva? Det er ikke til at vide, for vi ved jo ikke med sikkerhed, hvad Marstrand oplevede gennem fortællingen om Adam og Eva. Men her og nu inviterer maleriet os ind i det tyngdefelt, som er styrende for vores liv: Erfaringen af kærlighedens grundstof; det vil sige erfaringen af Den Anden.

Denne erfaring handler om noget, der ikke er os selv. Her, foran Marstrands maleri, ser jeg, at Adam jubler over Evas skabelse. Allerede her oplever han, at hun er et mysterium for ham, det mystiske, som han må juble over. Som den danske digter Paul la Cour (1902-1956) skrev i Fragmenter af en Dagbog: »Helvede er de andre, siger Sartre. Han tager fejl. Befrielsen er de andre.« Adam møder Den Anden. Hermed bliver han befriet for at være lukket inde i sin egen verden. Den Anden, den nyskabte Eva, inviterer ham til at bevæge sig hinsides sig selv.

Det siges ofte, at i kærligheden bliver to til en. Men er det ikke netop det modsatte, der er kærlighedens egentlige mirakel, at en bliver til to eller flere? Den franske filosof Alain Badiou skriver i den lille bog Lovprisning af kærligheden, at kærligheden altid begynder med et møde, der er altid et andet menneske. »Kærligheden omhandler altid en Toer,« som Badiou siger. Den største befrielse, der kan tænkes.

Vi ved jo godt, at Adam ikke var alene før Eva blev skabt. Han var sammen med Gud, men følte sig nok alligevel lidt alene, for guder har det med at begrunde sig selv gennem manglende fysisk nærvær. Omvendt er det med mennesket. Vi begrunder og oplever vores egen og andres eksistens netop gennem et fysisk nærvær og en kropsliggjort synlighed: »Se, her er jeg, se mig, lad mig se dig og lad os røre ved hinanden.« Vi mennesker har ikke en krop, vi er en krop, heri ligger vores eksistensform.

På maleriet ser vi, at kærligheden bringes ned på jorden og iklædes en krop; bryster, baller, øjne, lår, køn, mave, hud og hår. Men det blev Adam og Eva først senere klar over, da de spiste af æblet, og herefter fik øje på hinandens nøgne forskellighed. De kommer til at opleve hinanden som fremmede, men i en betydning, der alligevel skal vise sig at være livgivende, fordi deres fremmedhed for hinanden bliver til en livskilde. Forskellen og fremmedheden bliver så at sige til en fælles livskilde for kærligheden, fordi det individuelle liv bliver udadrettet og levendegjort gennem deltagelsen i hinandens liv.

Måske kan vi sige, at Marstrands maleri viser den menneskelige kærligheds begyndelse. Det er når verden ikke længere mødes med udgangspunkt i én selv, men også opleves i et andet menneskes perspektiv – altså i forskelligheden.

Jeg påstår ikke, at den slags overvejelser var Wilhelm Marstrands begrundelse for at male dette klassiske motiv med Adam og Eva. Men hele Adams gestik, hans jublende krop, nærmest dansende, foran den nyskabte Eva, forekommer mig at være udtryk for et menneske, der bevæger sig ud over sig selv, fordi han oplever, hvordan et andet menneske tilbyder en fremmed, en større og fælles erfaring af verden. Med andre ord, den helt jordiske erfaring af, at verden åbner sig og bliver større når man i åben tillidsfuldhed bliver til mere end sig selv. Vi kunne kalde det for kærlighedens aritmetik: Når en bliver til to eller flere.

Også i kærligheden eksisterer der en absolut forskel mellem to eller flere mennesker. En forskel, som ikke kan overskrides. To bliver ikke bare til en, men en kan blive til to. At elske er at kunne gøre forskellen skabende og trække livskraft ud af den, og lige netop ikke gøre forsøget på at blive ens, hvilket altid vil være et umuligt projekt, dømt til at efterlade parterne i evig frustration.

På Marstrands maleri ser Adam allerede ud til at kunne mærke denne livskraft. Jeg synes jo, at han ser jublende ud. Og i kærligheden er der tiltro til forskellen, tillid til den og glæde over den. For det er jo i den uomgængelige forskel, at vi kan være kilden til hinandens liv. Hvorfor skulle mennesker, som mister deres elskede, ellers sige, at det opleves som om de tørrer ud? Det må være fordi det er Den Anden, et eller flere andre mennesker, der er kilden til vores liv. Adam har grund til at juble over den nyskabte Eva.

Udgivet i Filosofi, Gud, Kultur, Kunst, Litteratur, Religion | Skriv en kommentar

April

Sneen smelter når du nærmer dig.
Jeg så det i dag, hvor foråret voksede
under dine fødder. Erantis og krokus
skød op i dine spor som solskinsstriber,
der af glæde boblede ud af din krop.

Meget kan lokkes til at gro op for at se
hvad det mon er for en fugl
der synger i din hals om forårets lys.

Din varme får alleens træer til at strække sig,
hviskende fra den vinterblå krone:
Nu skal vi begynde at grønnes, for dér går hun;
solens jordiske filial.

Isen trækker sig tilbage med løftet
om varme sommernætter på stranden
med sand mellem vores kroppe.
Du ånder de sidste snekrystaller ind og kysser
brystvarme forårslæber ud på mit ansigt.

Kærlighedens hellige treenighed
drilles ud på bådbroen, som var vi forårsunge.
Tre kys med forskellige navne kobles sammen
og bliver til det store og altid forårsagtige lys:
Jeg-Elsker-Dig.

Udgivet i Ukategoriseret | Skriv en kommentar