Filosofi – ikke for fastholdere

Det er ikke så tit at filosoffer optræder på en rangliste. Men på kunstmagasinet ArtReviews årlige verdensrangliste over de mest indflydelsesrige personer inden for kunstverdenen har der sneget sig to filosoffer ind på top-10. Helt oppe på 4. pladsen finder vi den 73-årige amerikaner Donna Haraway, der kommer fra en placering som nr. 43 på ranglisten for 2016. På 9. pladsen ligger den 70-årige franske filosof Bruno Latour, efter slet ikke at have været på listen i 2016. Jeg nævner blot alderen for at vise, hvor stor en ressource erfaring er for at forstå det nyeste.

Det er et godt år for filosofien med disse to top-10 placeringer. Og det er dejligt at se netop disse to filosoffer blandt dem, som anses for at være mest indflydelsesrige. Det afspejler, at der uden for den snævre fagfilosofiske verden er et behov for at bruge det, som filosofien kan byde på. Men det er også udtryk for, at der er ved at ske noget med filosofien selv. At den så at sige byder sig mere til; at flere og flere filosoffer byder op til dans med f.eks. kunstnere, digtere, filmmagere, arkitekter, designere, psykoterapeuter, ingeniører, computereksperter, spiludviklere og mange andre.

Donna Haraway skrev allerede i 1984 bogen A Cyborg Manifesto: Science, Technology and Socialist-Feminism in the Late Twentieth Century, hvor hun beskrev modstillingerne mellem mennesker, maskiner og dyr som kun tilsyneladende modstillinger. Haraway filosoferede på tværs af alle faggrænser, brød med etablerede teorier, og i de filosofiske refleksioner benyttede hun alt fra religion over science fiction til økologi og viden om hundes følelsesmæssige liv. I stedet for at tænke i individer som isolerede fra verden tænker Donna Haraway dem som knuder i et forbundet netværk. Hun tænker både i biologiske, teknologiske og sociale netværk, og kommer derfor også ind på bioteknologi, genetisk ingeniørarbejde, etik, samfundets maskuline skævheder og cyberfeminisme.

Bruno Latour er også netværksfilosof, og har arbejdet med en mangfoldighed af problemfelter. Aktuelt beskæftiger han sig bl.a. med miljøregimer, klimaproblemer, teknologisk innovation og meget andet – men altid i sammenhæng med hyperaktuelle problemstillinger, som både har politiske, sociale, etiske, teknologiske og økonomiske dimensioner.

Disse to filosoffer er repræsentanter for en ny måde at gribe filosofien an på. Det er det, som jeg selv kalder for “philosophy to go” – filosofien skal også være der, hvor der sker noget, den skal placere sig midt i de nybrud, som altid sker, og som nu sker oftere og oftere. Den skal i overført betydning være på gaden (også gerne i direkte betydning), filosofien skal også være der, hvor tingene sker, hvor menneskene er, hvor livet leves, problemerne drøftes og forsøges løst.

I 2015 var den amerikanske filosof Graham Harman nr. 75 på ovennævnte liste. Det lyder måske ikke af så meget, men Harman er en af hovedpersonerne i en ny filosofisk dynamik. Jeg vil ikke kalde det for en filosofisk bevægelse, for den er også karakteriseret af mange modsætninger. Men det er en dynamik, som vækker ny røre, fordi den har fået mange filosoffer til meget aktivt at kaste sig over både gamle og nye problemfelter, hvor filosoffer i almindelighed ikke har bevæget sig ind.

Graham Harman kalder sin filosofi for “objektorienteret ontologi“. Det skal vi ikke bevæge os ind på her. Men det er en filosofi, som virkelig bringer bevægelse ind i debatterne om, hvad verden er, hvad mennesket er, hvad viden er, hvad det vil sige ikke alene at være et menneske, men også hvad det vil sige at være en ting, en maskine, et kunstværk, en bygning. Hvad det vil sige at leve i en verden, hvor der er mange ting, som hele tiden virker ind på hinanden, hvor vi som mennesker både forstår en masse ting, men hvor vi også hele tiden overraskes over alt det uforudsigelige der sker.

Filosofien skal vinde i morskab, skriver Graham Harman. Den skal være sjov og underlig, lige så tiltrækkende underlig, som den verden og de problemer, som den tænker over. Det betyder også, at filosofien pludselig får mange flere emner at filosoferer over, end den har haft tidligere. At vil gøre filosofi til tænkning over den mærkelige virkelighed har som konsekvens, at der stort set ikke er det, som filosofien ikke kan kaste sig over og gøre til genstand for refleksion og undersøgelse.

Jeg har selv i mange år både læst og beskæftiget mig med filosofi. På den baggrund mener jeg, at de bedste ord, der kan sættes på den filosofiske virksomhed, slet ikke er formuleret af en filosof, men af en digter. Det er Klaus Rifbjerg, som i digtet Konfrontationer skriver: “jeg vil bruges / bliver brugt”. Og senere i samme digt:

Jeg er ikke for fastholdere.
Fang mig
og jeg forsvinder i vandet,
smutter, flygter som fisken,
slår op i glinsende blink,
vil ikke tages.

Filosofi vil og skal bruges. Men filosofi er ikke for fastholdere; den er i konstant bevægelse og smutter ud mellem fingrene på alle, som vil forsøge at fastholde den. På samme måde som den verden, der er filosofiens arbejdsmark, kan filosofien ikke fanges én gang for alle. Det er philosophy to go.

Reklamer
Udgivet i Filosofi, Kultur, Samfund, Litteratur | Skriv en kommentar

Det nye organ

Der er en del organer, som man ikke kan leve uden. Den moderne lægevidenskab har ret godt styr på hvilke og hvor mange organer det drejer sig om. Normalt udvikler vi nemlig ikke nye organer. Vi har dem vi har, dem der kan ses ved røntgenundersøgelser og scanninger. Men i de senere år er der alligevel dukket et nyt organ op, tilmed et nyt livsvigtigt organ.

Forskere fra Data & Society Research Institute i New York har således slået fast, at mobiltelefonen ikke længere blot kan betragtes som et device, der kan vælges til eller fra. Helt på samme måde som med livsvigtige organer kan vi ikke vælge om vi vil have en mobiltelefon eller ej. Kort og godt slår de fast, at “det er nu umuligt at leve uden en mobiltelefon.”

De amerikanske forskere siger, at “hvis man vil leve og deltage i et moderne, vestligt samfund, er det ikke længere kun frivilligt at eje en mobiltelefon.” Måske dør man ikke i snæver fysisk forstand uden en mobiltelefon, men i social og kulturel sammenhæng mener forskerne, at man kan dø af mangel på en mobiltelefon.

Deres forskning viser, at det sociale liv, livet på arbejdsmarkedet, i demokratiet og i kulturen slet ikke er muligt, hvis man ikke har en mobiltelefon. Hvor mange job kræver ikke en mobiltelefon? Eller hvordan med den daglige planlægning af familiens funktion og logistik? Hvad med adgangen til vigtige informationer om samfundet, adgangen til underholdning, nyheder, til offentlige tjenester som skat og sundhedssystem? Og så er der selvfølgelig adgangen til betaling og andre økonomiske transaktioner.

Mange af de statslige serviceydelser og -tjenester, som vi rent faktisk har juridisk ret til, er efterhånden blevet baseret på adgang til en smartphone. Det giver således mening at tale om mobiltelefonen som et nyt organ. Et kunstigt organ, men alligevel livsvigtigt for vores livsopretholdelse som mennesker i det moderne samfund.

Jeg har fundet et billede fra en anden tid, en anden verden, fristes man til at sige. Ved siden af det er der et billede fra verden af i dag, hvor mobiltelefonen er blevet et nyt menneskeligt organ.

Sammenstillingen af de to fotografier siger alt. Det er et metabillede af to grundlæggende forskellige forudsætninger for den menneskelige selvforståelse og sameksistens.

Den eneste måde, vi kan være i kontakt med verden på er gennem opmærksomhed. På det gamle billede er der masser af opmærksomhed – men det er der også på det nye billede. Der er dog én afgørende forskel. På det gamle billede er der en tydelig fælles opmærksomhed rettet mod en fælles verden og fælles aktiviteter. Det stik modsatte gør sig gældende på det nye billede.

Motiverne taler deres tydelige sprog. Man kan næsten høre børnenes latter, deres fortællinger om det de leger, mærke hvordan det er at pjatte og være fortrolig med kammeraterne om den lille verden, som de i fællesskab har bygget op. Det nye billede udstråler derimod en ubevægelighed, en opmærksomhed væk fra det fælles, mod det dybt introverte. Det er et deprimerende tavst billede, blottet for fælles opmærksomhed og dermed for adgang til en fælles verden.

I og med at det nye organ er vokset frem er der noget andet, som har været udsat for atrofi – svind i evnen til at fungere. Det drejer sig om egenskaber, der tidligere var ligeså livsnødvendige, som mobiltelefonen er i dag. F.eks. om evnen til fælles opmærksomhed, til omverdens-interesse og masser af tidligere helt almindelige sociale kompetencer, som bl.a. evnen til empati og moralsk vurdering. Måske endda evnen til leg, som man for få år siden nok ville have kaldt for en livsvigtig evne. Det atrofiske har også ramt evnen til koncentration om det, der sker omkring én, med mindre det også sker på mobiltelefonens skærm. Man tager ikke længere verdensbad men stirrer blindt på skærmen så både øje og sjæl tørrer ud. Skærmen er vinduet mod verden, om det gælder viden, oplevelse, sex, kærlighed, leg eller fællesskab.

Jeg lyder som den gamle mand jeg er. Men skidt med det. Jeg kan nemlig stadig huske, hvordan det var at lege med kammeraterne på den måde, som børnene gør på det gamle billede. Dén erfaring bruger jeg stadig til at kunne nærme mig andre mennesker i et fælles nærvær og samvær og jeg bruger den til at tage verdensbad.

Der ligger der en artikel om emnet på hjemmesiden for det amerikanske tidsskrift Wired.

Udgivet i Filosofi, Kultur, Samfund, Psykologi | 1 kommentar

Ytringsfrihed og svinefrihed

Man kan sige, skrive og udtrykke alt. I Danmark er det heldigvis ikke nødvendigt at undertrykke en mening eller en holdning af frygt for at blive forfulgt. I offentligheden og på de sociale medier bliver der da også dagligt udtrykt meninger, som i bedste fald er ligegyldige og i værste fald stærkt krænkende, truende og nedværdigende. Men vi lever heldigvis i et land, hvor det er tilladt at sige stort set alt om og til hinanden. Det er imidlertid blevet helt almindeligt, at selv det værste slamsprog, udokumenterede påstande, tilsvininger og slet skjulte trusler bliver begrundet med forsvaret for ytringsfriheden.

Det er f.eks. helt lovligt at kalde en navngiven kvindelig politiker for “en led so, der ikke skulle have lov til at forplante sig.” Det er helt lovligt at bruge trusler om seksuel vold i den offentlige debat, det er lovligt at kalde hele befolkningsgrupper og politiske grupperinger for rotter; i det hele taget er det lovligt, at sige og udtrykke stort set alt – både løgn og latin – i den offentlige debat. Personligt forstår jeg ikke nødvendigheden af at benytte sig af den slags svinefrihed i den offentlige debat, men jeg accepterer, at det er en del af den frihed, som vi heldigvis har i vores del af verden. Jeg mener imidlertid ikke, at en ytring som “din so” kan legitimeres med henvisning til det menneske- og samfundssyn, der ligger i Menneskerettighedernes ytringsfrihed.

Selvfølgelig er svinefriheden en konsekvens af ytringsfriheden – men f.eks. verbal seksuel nedgørelse af mennesker, som giver sig til kende sig i den offentlige debat, må alligevel betragtes som en (lovlig) forvrængning af ytringsfriheden.

Retten til at have en mening og til at give udtryk for den er nedskrevet i Menneske-rettighedserklæringens Artikel 19: Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.

I de senere år er netop retten til at have en mening og til at give udtryk for den blevet et argument for ganske mange ting. Da de 30 artikler i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder blev vedtaget i 1948 udsprang de fra en verden som menneskeligt, politisk og økonomisk lå i ruiner efter 2. Verdenskrig. Erklæringen om Menneskerettigheder talte fra dybet af den politiske idéhistorie og i dugfrisk erindring om nederdrægtighedens politiske verdenshistorie. Menneskets hele værdighed og frihed havde balanceret på kanten af afgrunden, og det havde kostet millioner af menneskeliv og ufattelige lidelser, at sikre mennesket endnu en chance for besindelse på egne destruktive kræfter.

Det var i denne sammenhæng, at Verdenserklæringen om Menneskerettigheder blev udformet og vedtaget: Den skulle beskytte menneskets værdighed, ukrænkelighed og frihed. Derfor er det vel i bedste fald på grund af uvidenhed når selv samme Verdenserklæring om Menneskerettigheder bliver anvendt som begrundelse for nødvendigheden af at ytre alt mellem himmel og jord.

“Det er nødvendigt for at forsvare ytringsfriheden” eller “jeg bruger bare min ytringsfrihed” lyder argumentet i stigende omfang for det slam, der publiceres og ytres i mediernes debatspor, i store dele af den offentlige debat og på de sociale medier.

Et aktuelt eksempel er debatten, som i denne uge efterfulgte den tragedie, at en udvist mand døde i politiets varetægt. Her tager jeg ikke stilling til det retslige og rimelige i udvisningen. Det er naturligvis lovligt at udtrykke følgende på de sociale medier om sagen: “Så kunne han lære det og han vil ikke blive savnet.” Eller: “Hvor der handles, der spildes.” Eller: “Trist at der ikke var 55.000 der fik samme tur.” Det er også lovligt at tilsvine politikeren Johanne Schmidt-Nielsen, fordi hun kalder det skete for en tragedie og gerne vil have undersøgt, hvad der egentlig skete, da et menneske døde under udvisning.

Jeg er ikke enig i disse holdninger eller i anvendelsen af svinefriheden til at kalde Johanne Schmidt-Nielsen for en so, fordi hun udtaler, at det er en tragedie, at et menneske omkom, og at det skal undersøges. Men jeg anerkender, at det skal være lovligt, at benytte sig af svinefriheden, hvis man har det behov.

At begrunde den slags ytringer med, at det er et forsvar for ytringsfriheden er dog en demonstration af uvidenhed om, hvad der egentlig var etikken i Menneskerettighederne. Ytringsfriheden blev en af de centrale Menneskerettigheder for at give alle ret til at tale magthaverne imod. Den skulle gøre det muligt at kritisere magten og forhindre undertrykkelse af meninger, som forekom magthaverne ubekvemme. Den samfundsmæssige og etiske alvor i dette projekt kan naturligvis i hovedet på nogle mennesker degenerere til svinefrihed.

 

Udgivet i Filosofi, Kultur, Samfund | Skriv en kommentar

Når samfundet æder sine børn

For nogle få år siden blev det hævdet, at kapitalismen var i krise. I dag må enhver snak om krise forstumme. Kapitalismen har aldrig haft det bedre. Det er samfundet og dets mennesker, der er i krise.

Kapitalismen har udviklet en ekstrem gennemtrængningskraft. Alt liv er koblet sammen gennem en universel relation, nemlig kapitalens. Økonomi anses som den eneste troværdige målestok for det gode samfund: Hvis der kan spares penge på sygehusene, ældreområdet, uddannelserne osv. er det godt for samfundet, fordi disse sparede penge kan bruges til at give skattelettelser. Det vil skabe øget købekraft, øgede investeringer, øget produktion, øget velstand – hører vi fra mange politikere, fra erhvervslivet, fra bankerne, fra det lukkede kredsløb af borgere i det finanskapitalistiske parallel-samfund.

Mennesket anses som et væsen – en økonomisk aktør – der udelukkende vurderer sig selv på grundlag af økonomi og forbrugsmuligheder. God omsorg i velfærdsstaten sættes lig med billigere omsorg. Gode uddannelsesinstitutioner er billigere uddannelses-institutioner. Kvalitet beregnes efter hvor lidt penge, samfundet behøver at bruge på f.eks. omsorg, behandling, velfærd, kultur o.l. Øget produktivitet er målet og midlet samlet i én destruktiv idé.

Udbredelsen af stress, angst og depression er vokset på globalt plan, så det kun med fornægtelsens briller på næsen er muligt, at benægte en sammenhæng mellem kapitalismens gennemtrængningskraft og det enkelte menneskes habitus. WHO vurderer, at i år 2020 vil psykisk sygdom være rykket op som nr. 2 på listen over hvilke lidelser, der er på globalt plan er mest udbredte. Og 1/3 af alle dødsfald i aldersgruppen 15-44 år vil være selvmord.

Er det blot en tilfældig sideeffekt ved finanskapitalismen, at mennesker dør på grund af for høj arbejdsmoral, at arbejdsmiljøet ødelægger menneskers helbred fysisk og psykisk, at uligheden øges, at den offentlige velfærd og omsorg er under enormt pres, at de globale ressourcer samles på færre hænder, at en global epidemi af forråelse truer enhver forestilling om menneskelighed?

Normalt vil man betragte dette som voldsomme krisesymptomer. Og det er det faktisk også for dem, der bliver ramt. Men for finanskapitalismen er det alt andet end en krise – det er nemlig tegn på, at det går ganske godt for økonomien, fordi alt andet end Homo Oeconomicus er på vej ud af normalbilledet. Det økonomiske menneske, legemliggørelsen af de økonomiske idealforestillinger om at være sin egen entreprenør, sin egen investeringskapital, sin egen producent, der tilstræber individuelle løsninger i en sig-selv-nok-verden, og som ikke mindst søger og finder selvrealisering i forbrugsformer af enhver art.

Den form for kapitalisme, som i dag forurener både den indre og den ydre natur har en livline, der styrkes ved angst, usikkerhed, selviskhed og skabelse af evig utilfredshed og kynisme i forhold til andre. Den engelske forfatter J.D. Tayler har kaldt det for en slags kognitiv kapitalisme, der har sat sig i selve styresystemet for vores selvforståelse og reaktionsmønster.

Der er opstået en glemsel af, hvad og hvem vi også kan være. Vores arbejde, produktion, forbrug og individualisering hyldes i termer af økonomisk vækst. Men der sker ikke nogen grundlæggende kobling til menneskets eksistentielle selv. Hermed opstår selv-forglemmelsen, og den kyniske tilfredshed med at have hentet identiteten i produktionens kredsløb og ikke i det indre og i et menneskeligt, eksistentielt samspil med andre med-mennesker.

Der findes et insekt, en slags vandrende pind, som hedder Phyllium. Dette insekt lever af træernes blade. For at beskytte sig tager insektet imidlertid også form, farve og struktur efter de blade, som det lever af. Hermed bliver Phyllium en fremragende kapitalismekritiker, som på bedste vis illustrerer, hvad der i dag skaber så stor menneskelig sårbarhed.

En organisme, der kamuflerer sig som sin egen primære føde løber selvfølgelig risikoen for selv at fortæret – af andre lignende organismer. I dag er det vanskeligt ikke at tage form og struktur efter det omgivende samfunds værdier; vi lever jo nærmest af dem. Kapitalen er så gennemtrængende, at vi – på samme måde som Phyllium – derfor ofte tager farve efter omgivelserne, altså kapitalens benhårde lov om udbud og efterspørgsel, fordringen om det enkelte menneskes værdi, som udelukkende en økonomisk størrelse i produktion og dagligdag.

For Phyllium kan det at ligne omgivelserne ses som en forsvarsstrategi, der imidlertid rummer et stærkt selvdestruktivt element. Sådan er det også for mennesker i dagens samfund. Det kan umiddelbart opleves som en beskyttelse, at integrere sig – gå op i, forsvinde i – et samfund, som på grund af den gennemgribende kapitalisering af alle relationer stinker af opløst menneskelighed. Men så er vi i risikozonen for at blive ædt af det, vi prøver at komme til at ligne, på samme måde som Phyllium.

Måske ligner det integration, og måske føles det umiddelbart også sådan og som en sikkerhed at ligne omgivelserne. Men det er en form for disintegration. En forvirring af grænserne mellem mennesket og dets miljø, som i stadig større udstrækning styres af rent økonomiske værdier.

For kapitalen er det store spørgsmål, hvordan mennesket i dets selvforståelse kan forvandles til en udelukkende økonomisk størrelse. For mennesket er spørgsmålet imidlertid, hvordan samfundet kan vinde i menneskelighed?

Udgivet i Filosofi, Kultur, Samfund | Skriv en kommentar

Poesiens trøst. Om digteren Thøger Larsen

At læse digte kan have en dyb og terapeutisk effekt på sindet. Alt det, der ikke kan siges, hverken i videnskabens eller i hverdagens sprog – det kan siges i et digt. Ofte er det lige netop det vigtigste og dybeste i livet, som sproget ikke umiddelbart kan udtrykke. Nærmest som om det vigtigste ligger hinsides sprogets udtryksmuligheder. Sproget forstummer så at sige, stillet overfor det dybeste i menneskets tilværelse. Ofte er det imidlertid netop fra dén kilde, at digterne taler. Det usigelige kan få ord i et digt. Selv på tværs af årenes gang og tidernes forandring kan en digter tale til os; trøste, opmuntre, give ord til en dyb, men ellers tavs følelse eller erfaring.

Lige for tiden læser jeg den danske digter Thøger Larsen. Han levede fra 1875 til 1928. Levede og døde altså i en helt anden tid end den, der er min. I en verden, hvor “å” blev skrevet med “aa”, hvor digtene rimede og hvor verden virkede ny for Thøger Larsen. Ikke fordi den var ret meget nyere end i dag, men fordi han levede i en tid, hvor religionen var blevet erstattet af videnskaben, som forklaring på verden, på mennesket og på naturen. Dét gjorde verden ny og mystisk for Thøger Larsen. Verden var ikke besjælet med guddommelige kræfter, ikke skabt af en Gud, den var måske endda tilfældig og naturen blot en tavs livsproces, der var ligeglad med mennesket – som jo også blot var en organisk livsproces.

Alt det, som videnskaben opdagede om verden, gjorde imidlertid ikke verden og livet mindre mystisk for Thøger Larsen. Nærmest tværtimod. Det affortryllede ikke verden og livet – de videnskabelige opdagelser gjorde omgivelserne endnu mere dunkle, appellerede til endnu større nysgerrighed og undren. Og det er det, som Thøger Larsens digte udtrykker. f.eks. i digtet Pan:Larsen_kikkert_2

I Universets evige Blaa,
hvor Kloderne tavst om Kloderne gaa —
i Jordens Luft, Hvor Torden og Storm,
Solskin og Slud som Stemninger skifter,
mens Skyerne skifter Farve og Form
og jages af store, urolige Drifter —
i Kræfternes Løb ad Lovenes Vej,
manende Jordelivets mylrende Kuld
af Muld, over Muld, i Muld —

Fra 1913 er der et fotografi af Thøger Larsen – med bowlerhat og bag en enorm stjernekikkert – måske kikker han på Universets evige Blaa. Men det var ikke kun i forhold til dette fjerne, at Thøger Larsen kikkede dybt. Ikke mindst i forhold til det nærmeste – det der tages for givet og derfor ofte forbliver usagt – havde han et sikkert sprogblik:

Jeg elsker de kløftede Bakker,
hvorunder min Barndom Lyset saá,
hvor Skygger med Tænder og Takker
før Aften langt over Agren laa.

Det er fra digtet Ved Fjorden; et digt, der taler fra en anden verden, men som alligevel vækker trøstende og genkendelige følelser i mig, her i 2017. Faktisk har jeg det med Thøger Larsen, som han selv havde det med en for længst afdød poet:

Nu er du Muld, mens jeg er Mand.
(…)
Syv Hundred Aar os skiller ad,
dog gør din sang mit Hjerte glad.

På den måde gjorde poesien også sin virkning på Thøger Larsens hjerte, på tværs af tiden. Lige nu er det mørkt uden for. Dagene er blevet kortere og lysets korthed kan smitte af på ens indre. For mig kan Thøger Larsens digt Vintergraavejr faktisk lyse lidt op i hjertet:Thøger Larsen - Sommerens solnedgang

En Brise vugger sig kaad og øm,
mens Graavejrsfarverne vaage,
den nynner vildsomt om Verdens Drøm
bag Virkelighedens Taage.

 

 

Thøger Larsen var også maler – som et digt er dette maleri stemningsfuldt, så man næste kan mærke det.

Udgivet i Digte, Filosofi, Kultur, Religion, Samfund, Ukategoriseret | Skriv en kommentar

Hammer og søm

For et menneske med en hammer ligner alle problemer et søm. Vi lever under et nyt stjernetegn, der karakteriserer vores tilgang til verden; Hammerens tegn. Find nogen at slå på, fysisk eller psykisk, vis dit raseri, din fortørnelse, forargelse, misundelse, uforståenhed, intolerance – brug hammeren, måske kan du tilmed forvandle dig til en menneskelig hammer, for der nok af søm, som skal bankes til tavshed. Slå på alt det du ikke forstår, alt anderledes, alt det der virker fremmede – slå mens du nynner slagsangen om alt det du ikke kan lide: Melodien om generøsiteten der blev væk. Hammeren er nemlig smålighedens symbol. Den smålighed, som kommer af ærgrelse men også selv skaber ærgrelse, og som for hvert slag med hammeren rammer hammermandens egen finger og derfor skaber endnu mere ærgrelse, irritation og vrede.

En tur i rundt i dagens overskrifter og på Facebook, er som en tur i hammerens sømkasse. Et af de mest brugte ord i medierne og på Facebook er ”raseri”. Der er hele tiden nogen som ”raser” over et eller andet, fra ”eliten” til bare bryster på en café. Hammeren svinges. Men der er ikke særlig meget energi i hammerens rasen. Den kan kun bevæge sig i én monoton bevægelse, som bare gentages. Den arm, der svinger hammeren, kan ikke slå ud med hånden i en venlig, inddragende gestus, den kan ikke pege ud på det åbne landskab og op mod himlen, den kan ikke vinke andre nærmere, eller lade en finger glide undersøgende hen over en overflade, inden den slår.

Hammeren vokser sammen med den arm, der svinger den og bliver en sindstilstand, en del af mødet med verden, så alt, der ikke er som én selv, bliver set som søm. I hammerens monotone larm glemmes det, at mennesker ikke er et enten-eller, enten er du som mig, eller også er du forkert, og skal have med hammeren, dit elendige søm.

Da Gud skabte mennesket gjorde han det ud af intet. Men Gud glemte noget af denne intethed inden i os. Her har vi det unikke menneske, fordi hver enkelt fylder sin intethed ud på sin helt egen måde, og dermed er anderledes end andre. Denne anderledeshed kan ikke bankes ud med nok så mange hammerslag, som var det en bulet skærm der skulle rettes ud. I hvert fald ikke uden at gøre stor skade.

Som Martin Andersen Nexø skrev i romanen Ditte Menneskebarn: »Intet menneske er en gentagelse af andre eller skal nogensinde selv gentages.« I Hammerens tid mangler vi en del nysgerrighed og interesse for denne forskellighed. Vi prøver at banke det skæve ret med et par velanbragte hammerslag i stedet for at undersøge, invitere og samtale – i stedet for at slippe hammeren og række ud mod det, vi ikke forstår.

Udgivet i Filosofi, Kultur, Samfund, Psykologi | Skriv en kommentar

Bus-stoppested-filosofi

Venter på bussen i den tidlige morgensol. Det at vente lyder som noget passivt. Men ”at vente” er alligevel et af de mest eksplosive begreber i litteraturen og filosofien. ”Hvad venter du på?”. Dette spørgsmål er nøglen til din eksistens og hele dit liv.

Mange har gennem tiden ventet på Godot, som er en anden betegnelse for, at vi ikke ved hvad vi venter på. Men for at undgå tomheden i denne venten kaldte forfatteren Samuel Beckett den for Godot. Det giver i det mindste indtryk af, at vi venter på noget, og ikke bare venter i blindhed.

At vente på Godot, på bedre tider, på næste weekend, på bedre vejr, en fortjent belønning, bedre helbred, den store kærlighed, måske endda på evigheden og den yderste frelse, eller bare på et nyt job – dette er er i virkeligheden det samme. For hvad betyder det at vente? Er ventetid en speciel slags tid, forskellig fra de perioder, hvor vi ikke venter? Og hvad er det vi gør når vi venter? Hvornår og hvordan stopper vi med at vente? Når den næste bus kommer, når Godot kommer, eller når…? Hvad venter du på min ven?

Udgivet i Døden, Filosofi, Kultur, Psykologi, Samfund | Skriv en kommentar