Kærlighedens Museum

På et museum er der en kustode. Det er iflg. ordbogen en person, der hæger om fortidens værdier. I vittighedstegninger ser man derfor ofte kustoder med en støvekost, i færd med at støve museets værdigenstande af. I moderne sprogbrug kan en kustode imidlertid også være en, der fastholder fortiden, som er imod forandring; sådan bruges ordet inden for politik. 

kærlighedens museum 1

Begge betydninger, at hæge om fortidens værdier og at være imod forandringer, gælder også kustoden på Kærlighedens Museum. Det er mit personlige museum, som ligger i hjertets labyrint, stuen midt for. I dag mødte jeg kustoden, ansigt til ansigt, da vi var ved at flytte lidt rundt på nogle værdigenstande i museets arkiv. Pludselig stod vi over for et gammelt nummer af lyrik-tidsskriftet Hvedekorn. Fra side 3 blinkede min daværende kæreste på den særlige måde, som viste, at hun var glad for gensynet, og det var jeg også.

Kustoden fik støvet digtene af; her var der noget at værne om, så det ikke ændrede sig. 40 år er som fra i går til i dag, og jeg gider stadig ikke sige andet end »Jeg elsker dig« til erindringen om hende. Jo, jeg ved det godt, hun døde for nogle år siden, men her på Kærlighedens Museum hviler hun ikke i de ukendtes grav. Jeg kendte hver centimeter
af hende og forsøgte at beskrive det, når hun lavede mirakler med mig:

Digtenes halvt fremstammede sætninger
glider ud mellem dine ben

Fra første gang
du åbnede dit køn imod mig
strømmede det frem

Kaldte på den orden
som linierne kan sætte
kærligheden og lysten i

Mine første digte blev optaget af Poul Borum i Hvedekorn og faldt sammen med, at jeg for første gang holdt op med at være forelsket i en kvinde, og i stedet begyndte at elske hende. For cirka 40 år siden låste hun benene omkring mig, i sengen, i skoven, i bilen, ved stranden. Vi kyssede og knaldede med en fremadrettet kraft, der stadig kan indløses som nærvær og samvær. Det er umuligt ikke at forbinde min kærlighed i dag med kraften og håbet fra hendes krop. Derfor arrangerer jeg nu igen ordene i montrerne. De er en af hovedattraktionerne på Kærlighedens Museum, de skal passes på, så de ikke mister den store betydning de havde, og som ændrende mit liv:

I et lyst oprør
trak du mig ind til dig

Glæden er jeg

Jeg genskaber hende ved at læse digtene højt. Der er det, ord kan; de kan opretholde alt det, vi har mistet, alt det, som ikke er her, men befinder sig uden for vores tidshorisont, hvor det stadig kaster betydning ind over os. Og i aften vil vi genbruge alle hendes kys på hinanden, for Kærlighedens Museum har altid åbent. 

Reklamer
Udgivet i Døden, Digte, Filosofi, Kultur, Kunst, Litteratur, Psykologi | Skriv en kommentar

Hvordan stemmer eksistenskontoen?

2018 var året, hvor jeg endelig blev millionær. Det var ikke til at forudse. Hvem havde regnet med, at min arbejdsplads, hen over en nat, ville gøre mig til mangemillionær? Da vores veje skiltes, var der ikke tale om noget gyldent håndtryk i klasse med de helt store kanoner fra finanssektoren, der gør sig fortjent til svimlende summer, fordi de svindler med andre folks penge. Måske havde jeg simpelthen svindlet for lidt og opført mig for godt til at kunne få et seriøst gyldent håndtryk. På den yderste dag nåede jeg kun at svindle et par gamle firmakuglepenne med forældet logo ned i inderlommen. Men skidt med det, jeg blev millionær alligevel, for tid er jo penge, som man siger.

Økonomisk kapital eller eksistens kapital?

Den version af et gyldent håndtryk, som jeg blev tildelt i forsommeren 2018, kastede forgyldt tid af sig. Skinnende, blinkende, dyrebar tid lyste optimistisk ud over mine fremtidsplaner. Med andre ord, jeg blev mangemillionær på den eksistentielle konto.

Lige inden nytår læste jeg, at mange mennesker ønsker sig et andet liv end det, de rent faktisk lever. At leve det forkerte liv, større tragedie kan man vel næsten ikke tænke sig. Men en undersøgelse viser, at hver fjerde dansker drømmer om en markant anderledes tilværelse, om en radikal ændring af livet, med mere kontrol over tidsforbruget, et andet livsmønster, mere mening med livet, og med arbejdet – som om det var to forskellige ting.

Som faguddannet filosof ved jeg, at livet ikke varer evigt, at det kan slutte…nu, eller lidt senere på sæsonen. Jeg ved det tilmed af personlig erfaring; det er sådan livet er, det kan slutte midt i det hele, eller måske endda før det hele for alvor er begyndt, og mens vi er ved at lægge helt andre planer. Hvis man vil have millionerne til at rulle ind på den eksistentielle konto, så handler det altså om at gribe dagen. Også selv om man så måske bliver fattigere på den økonomiske konto.

Det handler imidlertid ikke alene om at gribe sin egen dag, men om at gør livsmuligheder til et politisk krav. Det vi ser i disse år er, at mennesker i et af verdens rigeste lande får indskrænket deres livsmuligheder. Mennesker reduceres til økonomiske aktører, og muligheder bliver ensbetydende med økonomiske muligheder, eller manglende økonomiske muligheder, det vil sige økonomisk ulighed og fattigdom.

Velstand er den økonomiske forudsætning for velfærd. Vi har haft en velfærdsstat, fordi det danske samfund var velstående. Men et samfund kan også være velstående uden at det resulterer i velfærd. Det er sådan det er ved at gå i Danmark. Vi er stadig et af verdens rigeste lande, men der er ikke politisk støtte til at bruge denne velstand til velfærd. Af en eller anden grund anses det for bedst, hvis pengene forbliver i de riges lommer. Dét skaber naturligvis velstand hos nogen og mindre velstand hos andre og desværre også fattigdom rundt omkring i samfundet.

Denne skæve fordeling af velstanden skaber imidlertid ikke nødvendigvis overskud på den eksistentielle konto, hverken hos de velstående eller de mindre velstående. Det kunne mere lighed måske gøre. Mange af de mennesker, der ønsker sig en anden tilværelse, har en glimrende økonomisk konto, men en noget dårligere eksistentiel konto, hvor der måske endda er underskud. Rent faktisk har de gode økonomiske muligheder, men oplever sig som truet af eksistentiel fattigdom.

Hvis nogle af mine læsere hører til dem, der gerne vil lave deres liv om, ønsker sig en anden tilværelse, som det hedder i undersøgelsen – så se at få det gjort, begynd bare i det små! Hvad vil I bruge det næste år til, og måske også det næste igen, eller resten af livet? Det er vist den slags spørgsmål man overvejer nytårsaften, med champagnen boblende i blodet, eller senest i ugen efter, hvor hverdagen igen trænger sig på.

De fleste er heldigvis glade for deres liv i bred forstand. Men måske er der alligevel en lille sprække et eller andet sted, en drøm, som kunne blive til noget andet  – til mere overskud på den eksistentielle konto?

2018 blev mit år, det år; året, hvor mit samlede livsregnskab viste et tidsmæssigt overskud i den forstand, at jeg fik foræret nogle nye livsmuligheder. Det blev et godt år, for når jeg kikker ned over den eksistentielle kassebogs forskellige kolonner, så viser der sig et overskud med endnu flere kys end året før, mere elskov, mere kreativitet, flere gåture med familien, flere kaffeaftaler med mine børn, mere læsning, mere skrivning, nærmest mere af alt det, der giver overskud i livet. Altså ingen røde tal på bundlinjen i årets eksistentielle regnskab.

Jeg er ikke naiv – det er man ikke efter over 30 år på arbejdsmarkedet. Pengene skal ind og regningerne betales. Der skal arbejdes. Men når der tømmes lidt ud i kalenderen, åbner horisonten sig. Nye muligheder kan måske alligevel opsøges. Og i hvert fald kan man så småt begynde at opstille et eksistentielt regnskab: Hvad giver dit liv værdi og mening? Hvad giver overskud og hvad giver underskud på din eksistentielle konto?

Udgivet i Døden, Filosofi, Kultur, Psykologi, Psykoterapi | Skriv en kommentar

Krænkelse på grøn stue

HVIS MAN KUNNE INVESTERE I ORD, så havde en sjat penge på substantivet “krænkelse” været en god investering her omkring jul. En unavngiven kvinde havde ved et møde på CBS for to år siden nemlig ytret, at hun følte sig krænket, da medarbejderne istemte ”Den danske sang er en ung blond pige”. Da det kom frem på de sociale medier, steg værdien af ordet “krænkelse” med omkring 200%.

Selv ikke julens gavevanvid kunne matche den efterfølgende udbredelse af krænkelse blandt dem, der var krænkede over kvindens krænkelse. Som samfund skal vi ikke bære alle menneskers personlige oplevelse af at føle sig krænket. Det vil lynhurtigt føre til moralske strømsvigt, som når en leder ved CBS valgte at undskylde for sangen. Så er vi oppe på to krænkede personer, kvinden og lederen. Men derefter voksede mængden af krænkede imidlertid eksponentielt, så man helt glemte sagens komplette ligegyldighed. For hvis denne sang ligger os så meget på sinde, kan et par personers følelse af ubehag vel ikke påvirke os i et omfang, så julens afsyngning af den fine sang kom til at minde om krigstidens fællessang. Kun få kender jo alligevel anden strofe af sangen.

“Gentlemen foretrækker blondiner”, siges det i en gammel film. Hvad nu hvis man er en gentleman, der foretrækker brunetter? Skulle man så blive krænket over det? Og hvad med blondinerne? Brunetterne? De rødhårede? Hvis man helt konsekvent kun fokuserer på det, der gør os forskellige fra hinanden – ja, så er det klart, at alle føler sig krænkede, og nærmest vil have en helt personlig højskolesangbog og grundlov. Vi er dog ens på langt flere og eksistentielt afgørende områder, end vi er forskellige. Men det er blevet en tendens, at vi udelukkende vælger at se os selv, som forskellige fra andre. Dermed bliver mulighederne for krænkelse, gen-krænkelse og hævn-krænkelse jo enorme.

Følelsen af krænkelse er næsten blevet den mest almindelige reaktion på mødet med noget, der er anderledes end én selv. Den positive og undersøgende nysgerrighed i mødet med det anderledes har tabt til “følelsen af krænkelse”. Det er jo tosset at kvinden fra CBS for to år siden følte sig krænket over den blonde pige i sangen, og ligeså tosset at der blev startet et sandt amokløb om at føle sig krænket over kvindens krænkelse, ledsaget af behovet for at skabe mere krænkelse i alle ringhjørner. Til alle parter i denne krænkelseskamp: Find dog noget alvorligt, at føle jer krænket over. Faktisk sidder man tilbage med en fornemmelse af, at kvinden nærmest gjorde nationen en tjeneste ved at føle sig krænket, for så kunne vi selv få os en omgang fed julekrænkelse over noget ret betydningsløst og omkostningsfrit.

Jeg forstår ikke helt, at nogen kan føle sig krænket over en kvinde, som for to år siden følte sig krænket over den blonde danske kvinde. Jeg forstår heller ikke, at hun rent faktisk følte sig krænket. Jeg tænder ikke på at føle mig krænket, så kunne man stort set ikke foretage sig andet. Skulle jeg føle mig krænket over, at nogen ikke forstår min livsform eller måske endda føler sig krænket over den? Så må de jo udtrykke en positiv nysgerrighed, for så inviterer vi dem nærmere, så de kan lære os at kende, uden at vi dog kræver, at de skal blive som os. Ellers må de grave sig ned i surhed over, at vi ikke tager deres følelse af krænkelse alvorligt. Nysgerrighed åbner for samtale, krænkelse lukker.

Desuden betyder ”krænkelse” iflg. ordbogen ”brutalisering”, ”rå vold”, umenneskelig behandling”, ”vanære”, ”skændsel”. Så – hallo, syng en sang eller lad være. Syng selvom alle ikke synger med. Hold op med at lede efter krænkelser. Hold op med at blive krænket over en der bliver krænket af en dansk sang. Lad hende sidde i hjørnet til det går over i stedet for selv at få en selvfed krænkelse ud af det. Vi er ikke på grøn stue.

Vi er forskellige, deri ligger også ensheden. Lad hende da føle sig krænket over sangen. Svaret på krænkelse er ikke mod-krænkelse og slet ikke en kamp om, hvem der er mest krænket, eller hvem der kan krænke andre mest. Svaret er ikke at gøre den omtalte sang til julesang – men…at være ligeglad. At tro så meget på sig selv, at man ikke behøver at føle sig krænket over den slags bagateller, men i glad ligegladhed kan rumme, at nogle få føler sig krænket over en sang, som vi – vistnok – holder så meget af.

Udgivet i Ukategoriseret | 1 kommentar

Ny-dag igen

Et lille digt for at fejre det bedste ved kærligheden, nemlig gentagelsen:

Marc Chagall: »Bonjour sur Paris« (1952)

Nu løfter dagen sig
holder hvad den lovede:
i morgen kommer jeg igen.

Tiden tog os med,
ny-kyssende vågner vi
med tørre læberester fra i går.  

Øjnene spiller med gensynet,
det morgennye, heldigvis
som det plejer.

 

 

Udgivet i Digte | Skriv en kommentar

Enshed og forskellighed

SKAL VI HAVE FOKUS PÅ DET DER FORENER OS ELLER DET DER ADSKILLER OS? Dette er mit liv, det kan kun leves af mig, opleves, mærkes og forstås af mig. Og sådan er det med alle mennesker; her ligger vores forskellighed, vores individualitet, måske endda vores identitet. Men at det er sådan for alle, gør det jo netop til noget fælles-menneskeligt: Oplevelsen af at være forskellig er ens for alle.

Men hvis vi kun har blik for forskellene mellem os, så er der noget andet, som bliver svært. Hvis vi bygger hele vores identitet op omkring det, der i vores egen forestilling gør os forskellig fra andre: vores race, farve og køn, vores uddannelse, nationalitet, bosted eller politiske og religiøse tilhørsforhold, vores seksualitet, etnicitet osv. – så får det der forener os vanskelige kår.

Hvis identiteten udelukkende bygges op omkring, hvad der er det særlige og specielle ved mig, eller ved min gruppe, så kan det blive svært at finde det, der skal holde os sammen som fællesskab og samfund. På den måde udvikler det sig alt for let til kampe om anerkendelse eller afvisning og udstødning.

Grundlæggende kan man jo spørge: Hvis det ikke er for at være sammen med andre, hvorfor er vi her så? Problemet opstår imidlertid, hvis det udelukkende er for at være sammen med andre, der er ligesom én selv. Så kommer forskellige grupper til at stå over for hinanden i en anerkendelseskamp, der ikke nødvendigvis fører noget entydigt godt med sig, men resulterer i grænsedragninger og splittelse mellem “dem og os”.

Et eksempel fra dagens avis: En underviser ved en videregående uddannelse har gjort indsigelser imod at der skulle afsynges ”Den danske sang er en ung blond pige”, fordi underviseren, som er brun, følte sig krænket. Dette er blot ét eksempel, og sager med det modsatte fortegn kendes alt for godt, f.eks. når det drejer sig om, hvad man må gå med i det offentlige rum og hvad der må spises på børneinstitutioner, hvad der er dansk og udansk osv.

Tænk nu hvis vi kunne fastholde vores forskellighed, og samtidig finde frem til det, som vi er fælles om som mennesker: Hvis vi ud over vores individuelle selv, også kunne opleve os som borger i samfundet med alt det, der gør os ens, i stedet for at have blikket stift rettet udelukkende mod forskellighederne. I den globaliserede verden er spørgsmålet om, hvad der gør os forskellige, ved at være gammeldags og utidssvarende, fordi det resulterer i så mange konflikter. Så – hvad ville en meditation over spørgsmålet, »hvad har vi tilfælles,« mon resultere i? Vi ved jo alt for godt, hvor vi er forskellige.

Udgivet i Filosofi, Kultur, Samfund | Skriv en kommentar

Enspænder

En hestevogn der kun trækkes af én hest kaldes for en enspændervogn. Hvis man for illustrationens skyld sammenligner hestevognen med et menneskeliv og hesten med det enkelte menneske, så får vi billedet af et liv, der så at sige skal trækkes eller bæres af ét enkelt menneske alene, af enspænderen. Dette billede er ganske dækkende for den dominerende sindstilstand og selvforståelse i dagens samfund. Hvis man skal trække det hele selv er det ikke så mærkeligt, at mange – ikke mindst unge – oplever frygten for fiasko som overvældende.

Foran enspændervognen går det moderne menneske; det handlekraftige, uafhængige og selvskabende menneske. I et mere videnskabeligt sprog kaldes dette menneske for det “refleksive selv”. Det vil sige et menneske, der er suverænt selvstyrende. Og hvem vil ikke gerne være det? Hvem vil ikke gerne være herre i eget hus, bestemme over sit eget liv, have frihed til at vælge sin livsbane? Men prisen kan være høj, for i dette suveræne og selvstyrende menneske skjuler sig en enorm udsathed og sårbarhed: Hvad nu hvis man ikke kan bære eller trække hele sit liv alene, hvis man ikke af egen kraft kan træffe alle de rigtige valg, udnytte alle mulighederne, finde vejen og skabe det liv, som man selv har ansvaret for – mens man kikker på andre og sammenligner med deres succes?

Hvis denne skrøbelighed og usikkerhed griber én i hjertet, så kan den blive stopklods for mange ting i livet. Tvivlen på ens selvværd sniger sig ind, og denne sårbarhed får man ikke nogen anerkendelse for, den opleves som en svaghed og utilstrækkelighed – som en manglende robusthed, og så har man med det samme tabt i markedsværdi. Enspænder-metaforen viser meget præcist, hvad der sker: Kan man ikke trække hele læsset selv, truer fiaskoen, tabet af livsmuligheder, friheden til at vælge selv – sådan er frygten i hvert fald.

Det er en udbredt forestilling, at det enkelte menneske råder over nærmest uanede muligheder. Det ligger i spørgsmålet, som man ikke kan undgå: “HVEM vil du gerne være?”. Heri ligger implicit, at det er noget du selv kan vælge, at den eneste begrænsning i dit liv – er dig selv!

Tidligere var livet en kamp for at få opfyldt det mest fornødne, og ressourcerne var endda ofte stærkt begrænsede. I dag er livet en kamp for at nå alt, prøve alt, overskride alle begrænsninger og finde svar – helst mange svar – på spørgsmålet: “hvem eller hvad vil du gerne være?” Derfor ender det ofte med en tabs-oplevelse af alt det, som man ikke når, ikke kan eller ikke magter, på trods af alle mulighederne. Risikoen for en oplevelse af fiasko er derfor stor, fordi det er oplagt at sammenligne sig selv med andre, hvad andre når og magter at få gjort sig selv til.

Man skal nå at leve et meningsfuldt liv med masser af oplevelser og udfordringer; man skal nå den rigtige uddannelse, det rigtige job, den rigtige karriere, den rigtige kærlighed, det lykkelige og succesfulde liv, og så skal man for alt i verden ikke hænge fast. Det er de uendelige valg og muligheder, der er motivationsfaktoren, men som også let skaber tabserfaringen, altså fokus på det, man ikke nåede, ikke blev, ikke kunne – det man ikke magtede, var for sårbar, bange eller uegnet til.

Når alle unge får at vide, at de kan blive stjerner, hvis de altså vil og gør det rigtige – hvad sker der så, når de ikke opnår det? Indlysende nok, må de have gjort det forkerte, eller ikke magtet opgaven, måske har de ikke været gode nok. På den baggrund er det nærliggende at kassere sig selv i sammenligningen med andre, som man måske tror gør det bedre end én selv. Enspændersamfundets ideal er den suveræne enkelte, med hele sit liv på slæb. Ansvarlig for både gevinst og tab, for fremdrift og fortabthed.

Det er ikke mere end nogle få hundrede år siden, at der var en magt uden for mennesket, som havde kontrollen. Den guddommelige magt forstod mennesket bedre end det selv gjorde. Mennesket spurgte ikke, hvad kan jeg blive, men hvad ER jeg? I forhold til i dag er begrænsningen ved dette jo ret tydelig. Men den enkelte enspænder, stillet overfor de uendelige muligheder og kravet om konstant selvrefleksion, er imidlertid heller ikke helt uproblematisk. Frygten for fiasko kan virke lammende og frygten for, at andre oplever ens fiasko kan føre til ensomhed og afstand til de andre, som jo rent faktisk er ens konkurrenter og dommere.

På samme måde som det for få hundrede år siden var blasfemisk at sige, at Gud ikke kunne kontrollere mennesket og verdens gang, er det i dag blasfemisk at sige, at det enkelte menneske ikke har kontrol over sit eget liv. Men i hvert fald kan man sige, at forestillingen om menneskets suverænitet, dets frie valg og uendelige muligheder, er en ligeså stor myte som forestillingen om en altbestemmende Gud i himlen. Tidligere kunne troens Gud knuse det enkelte menneske, hvis dette menneske ikke levede det rette liv. I dag kan det enkelte menneske knuse sig selv, hvis det ikke lever op til forestillingen om det rette liv. Hvad er værst?

Udgivet i Filosofi, Gud, Kultur, Psykologi, Religion, Samfund | Skriv en kommentar

Kærlighedsdigt: Livslyde

John Christensen (1896-1940): “Sort træ og hvid sne”, 1933, Arbejdermuseet.

I dagens anledning, det er d. 27. november 2018, har jeg skrevet et kærlighedsdigt. Det er en flot, solrig dag og ret kølig (man kunne meget let komme til at skrive kærlig). Den fortjener i hvert fald et kærlighedsdigt, for hvert år kommer den jo strålende igen, og igen. Det er vi flere, der er ret glade for.

Livslyde

Natten lyder som en bildør der smækker.
Fortovets høje hæle. Klik i låsen.
Udrykning på Jagtvej.

Livslydende stimler sammen fra trappen,
og under dynen. Et ben der flyttes, rumlende mave.
Fødder på gulvet, en der tisser. Og igen,
fødderne, trippende, udenom dørstopperen.
Morgensolen er skraldespandene, der bliver tømt.
Porten smækker.

Jeg er mørkeglad. Vågen, alene med drømmelyde og livstegn.
Her, udenfor søvnen, får jeg hendes arm over brystet.
Mumlen og snøften. Drømmen sukker i hendes strube.
Uden tanker åndes der tungt. Hun kærtegner sit lår.

Udgivet i Digte, Kunst | Skriv en kommentar