Huler

Børn har deres egne steder; hemmelige huler og skjulte gemmer. De finder dem med usvigelig sikkerhed eller skaber dem selv bagerst i haven, i et krat, på loftet, i kælderen, måske under rodnettet fra et væltet træ – eller som mine piger om sommeren, hvor blommetræet nede på engen var deres hemmelige sted. Hver gang vi går tur peger vi og siger: »Der stod pigernes blommetræ,« for om sommeren var træet nærmest som en forlængelse af deres kroppe, når de gemte sig i deres hule oppe under bladene.

Børn kender betydningen af at have et særligt sted. De ved, at det f.eks. kan bruges til at besegle venskaber. Hvor mange børn har ikke sagt: »Nu skal jeg vise dig mit hemmelige sted, som jeg selv har fundet. Det er et godt sted, hvor man kan gemme sig, så du må ikke sige det til nogen.« Men så var der alligevel en som sladrede, eller måske fandt de store børn stedet. Og en morgen, hvor man kravlede gennem buskadset for at komme ind til det hemmelige sted, blev man mødt af ødelæggelse. Så måtte man enten bygge det op igen, eller finde et nyt sted, som kunne blive ens eget. På den måde kunne en sommerferie godt gå.

Huler og skjulte steder er vigtige. De er børnenes første oplevelse af den vedvarende alliance mellem stabilitet og bevægelse, lukkethed og åbenhed. Børnenes huler er en tidlig demonstration af, hvordan åbenhed og nysgerrighed i forhold til verden er betinget af muligheden for at lukke verden ude, eller for at afgrænse sig fra omgivelserne.

Livmoderen beskrives som den muskuløse hule i kvindens krop, hvor zygoten i sikkerhed kan udvikles til et barn. At blive menneske betyder at bryde ud af livmoderens hule. Men mennesket må ikke kun frigøre sig fra en mor, det finder også sig selv konfronteret med udfordringen, at skulle være i verden. Der er to mirakler: Fødslen og den senere bevægelse ud i verden. Dette udbrud til verdens uendelige horisonter er kun muligt, hvis der fortsat findes huler. Hulen og det hemmelige gemmested er en imiteret livmoder.

Som voksen kan man let glemme eller fortrænge den grundfølelse, som alle børn må have, nemlig barndommens konstante oplevelse af verden, som en radikal åbenhed af den mest uforudsigelige og fremmede slags. Men erindringen kan vækkes igen, når man pludselig befinder sig på åben mark, udleveret til verdens påtrængende skubben rundt med én – uden huler eller andre lignede former for skjulesteder.

Aristoteles så mennesket som et politisk og socialt væsen, hvor livet består i aktivitet – vita activa. Men mennesket er på samme tid også et forklarings- og meningssøgende væsen. Denne del af vores natur kommer til udtryk i stræben efter det kontemplative liv – vita contemplativa. Selv om Aristoteles lagde vægt på mennesket, som et politisk og socialt væsen, så mente han alligevel, at sandheden var at finde i den kontemplative tilstand.

Vi har derfor brug for huler, skjulesteder og refugier i respekt for vores præ-politiske grundform: Eksistensen i det lille huleformat. Det nuværende stor-skala samfund, det globale og grænseløse, efterlader os imidlertid uden naturlige huler og skjulesteder.

Huler kan bygges i blommetræer. Men også voksne har en eksistentiel huledrift. Det har vist sig, at mennesker, som har deres arbejdsplads i storkontorer, uden afskærmning, i det åbne, grænseløse og frit tilgængelige rum, også finder deres huler – på toilettet. Medarbejdere der sidder i storkontor bruger således mere tid på toilettet end dem, som har deres eget kontor! Toilettet er det aflukke, som respekterer hule-behovet for at kunne trække sig tilbage til vita contemplativa, som modvægt til den sanseløse aktivitet, der uden filtrering overstimulerer alle sanser og tanker.

Toilettets visdom – de gode ideer og den fred, der falder over én, når man låser sig inde på toilettet – er betingelsen for at kunne forsvare sin eksistens uden for hulen. Denne toilettets hule-imitation er et korrektiv til kulturens og arbejdspladsernes krav om ekstrovert tilstedeværelse og mental ekshibitionisme.

Uden huler, som toiletter, biler, hotelværelser, stærkt afgrænsede rum, skjulesteder i toppen af blommetræer og andre lignende eksistentielle beskyttelsesrum, vil vi miste et vigtigt udsigtspunkt til verden – nemlig vores eget.

Det var ikke mennesket, som et politisk og socialt dyr, der var i begyndelsen. I begyndelsen var mennesket i sin livmoder-hule, derefter var barnet i sit hemmelige skjulested oppe i blommetræet, og så begyndte tiden, hvor vi må lede efter voksenhuler, som f.eks. toiletter, for overhovedet at kunne gå ud i verden og være politiske og sociale væsner. Ethvert samfund må have en slags hulens eller skjulestedets etik. Tankevækkende er det naturligvis, at toilettet i dag er en af de mest oplagte huler.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Kultur, Psykologi, Samfund. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s