Duften af syren

Det regnede i København, og jeg krydsede gennem Illum for at skyde genvej mellem Købmagergade og Strøget. Det tager omkring ét minut, at skære hjørnet af Illum ved Amagertorv. Glasdørene åbner automatisk for én, og tidligt på formiddagen er der masser af plads til hurtigt at kunne smutte rundt mellem de udstillede varer og glasmontrerne.

Da jeg trådte til side for at lade en ung kvinde med barnevogn komme forbi, strejfede min hånd en glasdisk i afdelingen for dameparfume. Et øjeblik var det som om jeg havde gnedet på den magiske lampe, for mod mig strømmede der en duft, en slags ånd, der ville mig noget.

Den fyldte luften omkring mig, som en melodistump man hører, uden først helt at genkende den som en klassiker: Det var duften af min første kæreste, som jeg stadig ikke kunne sætte i forbindelse med andet end det komplet ukendte, fordi hun var den første pige i mit liv, som havde taget min hånd og lagt den ned mellem sine ben.

Hvor meget har jeg ikke glemt om hende, selv om jeg faktisk tror, at jeg i en af mine gamle telefonbøger har det nummer, som man kunne ringe til på hendes kollegium. Men så var der denne duft, som hun nu uden varsel dukkede ud af, som lampens ånd. Den mindede mig om, hvordan én enkelt hændelse, mødet ved et busstoppested sent om aftenen, blev til en anden tilfældig hændelse, nemlig genkendelsen dagen efter i et indkøbscenter, og endte med, at vi tilfældigvis kom til at danse sammen ved en byfest, den efterfølgende weekend.

Hun blev min første kæreste, men jeg kan ikke længere høre hendes stemme; ikke engang i mit hoved eller fantasi. Og så alligevel den duft, som jeg blev fanget i og som på stedet fik mig til at ønske og håbe på nye minder og erindringer om hende. Omgivelserne overtog centrale funktioner af min hjerne, ikke mindst hukommelsen.

Kraniet og huden – har ikke nogen privilegeret funktion, som grænsen for vores forstand og psyke. Objekterne omkring os, sanseindtrykkene fra vores omgivelser, er ofte langt mere kraftfulde end vores personlige hjerne og erindringsevne. De husker os på det der var, men som ikke er længere. De er reservoirer fyldt med specifikke personlige erfaringer, som blot venter på, at vi kommer forbi og samler erindringen op. Duften i Illums parfumeafdeling var fyldt med timer af mit liv for 40 år siden.

Duften af Syren. Måske går der en linje fra syrenhækken i mine forældres have til den uomgængelige tiltrækning, som jeg mærkede, da jeg i sin tid svagt kunne fornemme hendes duft af netop syren. Der er en slags opmærksomhedens erotik i denne sansning – både dengang og nu, her i Illum. Erotik i den betydning, at jeg bliver trukket ud af mig selv, mod noget andet, mod denne syrenduft, denne andethed og fremmedhed, som har overlevet i 40 år, deponeret i en parfume, som nu pludselig strømmer mod mig igen.

Parfumen, som jeg svagt fornemmede, da jeg passerede tæt forbi disken, bærer på en erfaring i sin flacon, som kun materialiserede pigen, fordi jeg kom forbi, og genkendte duften som hendes fra den dag, jeg for første gang duftede til hendes hals og bryst. Jeg passerede parfumeafdelingen, fordi jeg søgte ly for regnvejret og ville skyde genvej. Dét tog mig cirka ét minut, men da jeg gik ud på Strøget, havde jeg været 40 år undervejs, og havde fået et nyt forhold til min første kæreste – og hun var stadig ligeså tiltrækkende og mystisk som første gang, jeg mærkede hendes duft af syren.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Digte, Filosofi, Litteratur, Psykologi. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s