Hammeren, barnet og ambolten

I dag kørte jeg forbi en ejendom, som lå helt ud til landevejen. Ved indkørslen var der et metalskilt, hvor der stod »Den gamle smedje«. Stedet så forladt og meget faldefærdigt ud. Ingen satte derfor farten ned for at tage det nærmere i øjesyn og ingen kunne vide, at stedet var fyldt med spøgelser. Dét opdagede jeg imidlertid hurtigt da jeg havde passeret, for de fleste spøgelser kommer indefra – fra én selv. Når anledningen viser sig begynder de at spøge, rumstere og tale til én. Derfor er det sjældent de samme spøgelser, som folk ser. Vi ser eller mærker vores egne, men ikke de andres spøgelser, som vi derfor kalder for overtro.

Da jeg fik øje på den tomme ejendom ved vejkanten og skiltet, som fortalte at det var »Den gamle smedje«, begyndte mine spøgelser at larme.

Smeden lod hammeren falde. Jeg kunne ikke se det, men vidste hvordan det så ud, når han stod inde bagerst i værkstedet, hvor ilden i essen gjorde hans ansigt rødligt, selv om det i virkeligheden var gråt og gulligt, ligesom hans skæg.fil_000-1

Jeg hørte det oppe på mit værelse, hvor mor havde lukket vinduet op ud til vejen og pladsen foran smedjen lige overfor vores hus. Hammeren ramte ambolten i den rytme, som jeg kunne nikke i takt til. Kun når smeden vendte sig om for at gøre hesteskoen rødglødende inde i essens flyvende lys var der en kort pause. Men jeg vidste hvor længe stilheden ville vare, nemlig ligeså længe som jeg kunne holde vejret. Så begyndte han igen at banke formen ind i den jernsko, som senere skulle sømmes på en af bøndernes heste, mens smeden sad på en trebenet taburet med alle fire hestesko lagt ud på jorden foran sig, og de mærkelige firkantede søm i munden.

Mor var gået ned i køkkenet igen efter at have lagt dynen godt omkring mig, fordi jeg hostede og havde feber. Men så snart jeg kunne høre hende rasle med en gryde på komfuret listede jeg hen over gulvet, til det åbne vindue, og kravlede op på stolen, så jeg kunne kikke over imod porten til smedens værksted. Så kom det næste slag inde bagerst fra smedjen, uden efterklang, fordi hammerens lyd forsvandt ned i den massive ambolts jern og den træstub, som den var boltet fast på. Èt tungt slag på hesteskoen, og så det tynde hvileslag på ambolten, inden smeden løftede hammeren og slog igen.

Det næste slag ville fange mig, hvis jeg ikke kunne holde vejret længe nok og nikke nøjagtigt på det tidspunkt, hvor hammeren ramte ambolten. Jeg ville blive fanget mellem hammeren og ambolten. Men så stoppede slagene og jeg kunne høre smedens træsko på værkstedets betongulv. Han kom til syne i porten og fortsatte hen over pladsen imod døren til stuehuset. Om lidt ville han sidde og spise frokost inde i stuen, så man lige kunne se hans hoved over vinduets halvgardin, men stadig med kasketten på. Jeg listede tilbage i seng og faldt i søvn. Da jeg vågnede var vinduet blevet lukket og mor sagde, at jeg vist var ved at blive rask, for jeg trak vejret meget lettere.

Jeg kikkede i bakspejlet. Den gamle smedje lå bag mig, cirka 100 meter og 50 år.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Kultur, Litteratur, Psykologi. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s