Eksistensgenerator

Der er en café på det provinssygehus, hvor jeg i nogle måneder har været fast kunde. Jeg kan godt lide hende, der sælger kaffe og aviser. Vi får en snak når jeg kikker ind. Om dankortautomater, håndhygiejne, vejret, ikke mindst morgentågen – og så ønsker vi hinanden en god dag. Hun kikker på mig og det er vigtigt, at der er øjne som ser én, når man er på sygehuset. Hun kan se bekymringen hos de fleste af dem, som hun sælger kaffe og blade til. Henover disken hjælper hendes blik og ord mange patienter. Ligesom når sygeplejerskerne og fysio-pigerne kikker på én med øjne, der føles som om de i nogle øjeblikke deler ens frygt, og derfor gør den lettere at bære.

Fra caféen kan jeg se svingdøren, der adskiller sygehuset fra verden uden for. De fleste lyde når aldrig herind. Bilerne, vinden i træerne og kranerne fra byggepladsen nede på hjørnet. Inde på sygehuset er alle lyde anderledes. Selv når der bliver grædt sker det med et minimum af lyd. Men eksistensen larmer alligevel i caféen og oppe på afdelingerne

Svingdøren er en slags eksistensgenerator. Der er en verden til forskel på det vigtigste uden for sygehuset og inden for. Alle de egenskaber, der sættes højest i det liberalistiske markedssamfund, mister værdi i samme øjeblik de har været en tur gennem sygehusets svingdør: Økonomisk effektivitet, forbrug, luksusgoder, lønarbejde, konkurrencefordele og lignende økonomiske værdier. Inde på sygehuset handler det om helt antiøkonomiske værdier som medfølelse, venlighed, hengivelse, omsorg. Her bæres der vidnesbyrd om, at det sande begær ikke er markedets morbide forbrugsbegær, men – man tør næsten ikke sige det – begæret efter kærlighed.

Det er som om turen gennem sygehusets svingdør på et øjeblik kan få mennesker til at opleve, at de er trådt ind i den nøgne eksistens, stillet over for frygt, angst, lidelse, smerte, sygdom og livets endelighed. Men – det er på samme tid også her, at vi møder hende der sælger kaffe, sygeplejersken der trøster, fysioterapeuten der støtter og opmuntre, lægen der helbreder. Og selvfølgelig patienter, som på deres egen stille måde fortæller om det vigtigste i livet:

Ved det runde bord skråt bag mig, sidder der en ældre mand. På et tidspunkt vender jeg mig om for at se hvad klokken er, og møder hans blik. Jeg kan se, at han vil sige noget og læner mig frem for at kunne høre: »Min datter er på vej. Hun har ringet; kommer og besøger mig om lidt.«

Jeg nikker og tænker, hvor mange hjerter der banker her og allerede har banket her på sygehuset, fordi de tænkte på den kærlighed, som kunne lindre dem.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Døden, Filosofi, Kultur, Psykologi, Samfund, Ukategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s