Poesiens sprog

Hvordan taler vi om de vigtigste ting i livet? Om kærlighed, sorg, lykke, lidelse, død og angst? Svaret er naturligvis, at det gør vi ved at sætte ord på de oplevelser og følelser, der knytter sig til disse tilstande. Men omvendt ved vi jo også, hvor svært det kan være at sætte ord på netop den slags hændelser i livet. Ordene slår simpelthen ikke til. Nærmest som om det almindelige sprog ikke har dybde og nuancer nok til at kunne forklare, hvordan det er at være midt i kærligheden, angsten, lidelsen osv.

Men der findes faktisk et sprog, som er langt mere avanceret end hverdagssproget og det videnskabelige eller tekniske sprog, for slet ikke at tale om det økonomiske sprog. Det er poesiens sprog. Tidligere havde vi et religiøst sprog, som mennesker greb til, når det handlede om det alvorligste i livet. Det har vi naturligvis stadig, men for mange af os er det ikke den vej, vi vender os. Poesiens sprog tager ikke hensyn til om man tror på det ene eller det andet, eller slet ikke tror. Det har indlevelsens evne til at beskrive det, der ellers er ubeskriveligt, fordi oplevelser som kærlighed, sorg, lykke, angst, sorg, tab eller død er så tæt på os og knyttet til vores hele eksistens, at de ikke kan holdes ud i strakt arm og beskrives på afstand. De må beskrives eller fortælles indefra, der hvor de opleves – fra det enkelte menneskes mystiske dybde.

Det er fra det sted i os, vi oplever at hjertet kan tale, selv om vi jo ved, at det “blot” er en pumpe. Det er her vi tydeligt er i dialog og samvær med vores fortid, her vores døde slægtninge kan tale til os. Men det er også her, at en solsort meddeler os noget vigtigt, hvor et træ viser os noget af livet når vi støtter os til det. Det er også fra den position, at den elskede ikke bare er en andet menneske, men en duft, en bevægelse, et mørke af lys, som vi forsvinder i. Det er her, at barnet i os selv kan redde vores liv, fordi vi i en sygdoms alvorligste øjeblik pludselig høre vores egen ungdommelige stemme og mærker, at barnet rækker ud efter os med mere liv. Med andre ord alt det, der ikke kan siges, men som har afgørende betydning i vores liv, og som derfor ofte må udtrykkes alligevel. Til det har vi poesiens sprog.

Da jeg selv sidste år ved denne tid – også med sneen hvirvlende gennem luften – var meget syg med en hjertelidelse, oplevede jeg netop det, som ikke kan siges. Fra et hjerte lyder der ikke nogen klingende lyde, ingen stemmer fra barndommen, ingen trøstende ord. Hjertet har ikke sin egen vilje til at ville dø eller leve. Men alligevel – det var sådan jeg oplevede det. Og jeg tror tit, at mennesker oplever den slags ting som en stor trøst, som lindring eller måske endda som noget ubestemt, der rækker ud efter dem i deres livs sværeste øjeblikke. Derfor elsker jeg at læse poesi. Og hvis jeg vil fortælle hvordan det alvorligste i mit eget liv har været, så må jeg også selv skrive – f.eks. om de dage, hvor jeg hørte fra den yngste stemme.

Den yngste stemme

Maleri af Marianne Overbye Nielsen

Under hjertets svækkelse
var der en klingende lyd.
Måske svigter det nu
men fra barndommen hørtes
den yngste stemme:
Jeg er glad for at være.

Hjertet var bortvendt
men pulsslag for pulsslag
lød ordene højere
for at vække det med lyden
fra den yngste stemme:
Jeg er glad for at være.

I ordenes rytme faldt hjertet i slag
forvandlede stemmen
fra den yngste til den ældste.
Vendt mod døden
ville hjertet svimlende mere:
Jeg er glad for at være.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Døden, Digte, Filosofi, Kunst, Litteratur. Bogmærk permalinket.

Et svar til Poesiens sprog

  1. Tina Pedersen siger:

    Meget smukt skrevet og illustreret.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s