Kærlighedens Museum

På et museum er der en kustode. Det er iflg. ordbogen en person, der hæger om fortidens værdier. I vittighedstegninger ser man derfor ofte kustoder med en støvekost, i færd med at støve museets værdigenstande af. I moderne sprogbrug kan en kustode imidlertid også være en, der fastholder fortiden, som er imod forandring; sådan bruges ordet inden for politik. 

kærlighedens museum 1

Begge betydninger, at hæge om fortidens værdier og at være imod forandringer, gælder også kustoden på Kærlighedens Museum. Det er mit personlige museum, som ligger i hjertets labyrint, stuen midt for. I dag mødte jeg kustoden, ansigt til ansigt, da vi var ved at flytte lidt rundt på nogle værdigenstande i museets arkiv. Pludselig stod vi over for et gammelt nummer af lyrik-tidsskriftet Hvedekorn. Fra side 3 blinkede min daværende kæreste på den særlige måde, som viste, at hun var glad for gensynet, og det var jeg også.

Kustoden fik støvet digtene af; her var der noget at værne om, så det ikke ændrede sig. 40 år er som fra i går til i dag, og jeg gider stadig ikke sige andet end »Jeg elsker dig« til erindringen om hende. Jo, jeg ved det godt, hun døde for nogle år siden, men her på Kærlighedens Museum hviler hun ikke i de ukendtes grav. Jeg kendte hver centimeter
af hende og forsøgte at beskrive det, når hun lavede mirakler med mig:

Digtenes halvt fremstammede sætninger
glider ud mellem dine ben

Fra første gang
du åbnede dit køn imod mig
strømmede det frem

Kaldte på den orden
som linierne kan sætte
kærligheden og lysten i

Mine første digte blev optaget af Poul Borum i Hvedekorn og faldt sammen med, at jeg for første gang holdt op med at være forelsket i en kvinde, og i stedet begyndte at elske hende. For cirka 40 år siden låste hun benene omkring mig, i sengen, i skoven, i bilen, ved stranden. Vi kyssede og knaldede med en fremadrettet kraft, der stadig kan indløses som nærvær og samvær. Det er umuligt ikke at forbinde min kærlighed i dag med kraften og håbet fra hendes krop. Derfor arrangerer jeg nu igen ordene i montrerne. De er en af hovedattraktionerne på Kærlighedens Museum, de skal passes på, så de ikke mister den store betydning de havde, og som ændrende mit liv:

I et lyst oprør
trak du mig ind til dig

Glæden er jeg

Jeg genskaber hende ved at læse digtene højt. Der er det, ord kan; de kan opretholde alt det, vi har mistet, alt det, som ikke er her, men befinder sig uden for vores tidshorisont, hvor det stadig kaster betydning ind over os. Og i aften vil vi genbruge alle hendes kys på hinanden, for Kærlighedens Museum har altid åbent. 

Ny-dag igen

Et lille digt for at fejre det bedste ved kærligheden, nemlig gentagelsen:

Marc Chagall: »Bonjour sur Paris« (1952)

Nu løfter dagen sig
holder hvad den lovede:
i morgen kommer jeg igen.

Tiden tog os med,
ny-kyssende vågner vi
med tørre læberester fra i går.  

Øjnene spiller med gensynet,
det morgennye, heldigvis
som det plejer.

 

 

Kærlighedsdigt: Livslyde

John Christensen (1896-1940): “Sort træ og hvid sne”, 1933, Arbejdermuseet.

I dagens anledning, det er d. 27. november 2018, har jeg skrevet et kærlighedsdigt. Det er en flot, solrig dag og ret kølig (man kunne meget let komme til at skrive kærlig). Den fortjener i hvert fald et kærlighedsdigt, for hvert år kommer den jo strålende igen, og igen. Det er vi flere, der er ret glade for.

Livslyde

Natten lyder som en bildør der smækker.
Fortovets høje hæle. Klik i låsen.
Udrykning på Jagtvej.

Livslydende stimler sammen fra trappen,
og under dynen. Et ben der flyttes, rumlende mave.
Fødder på gulvet, en der tisser. Og igen,
fødderne, trippende, udenom dørstopperen.
Morgensolen er skraldespandene, der bliver tømt.
Porten smækker.

Jeg er mørkeglad. Vågen, alene med drømmelyde og livstegn.
Her, udenfor søvnen, får jeg hendes arm over brystet.
Mumlen og snøften. Drømmen sukker i hendes strube.
Uden tanker åndes der tungt. Hun kærtegner sit lår.

Vejr-mennesket

Ordet »vejr« bliver i Den Danske Ordbog bl.a. tillagt følgende poetiske betydning: »luften udendørs; området mellem himmel og jord«. Der findes mere videnskabelige definitioner, men denne forekommer at være meget relevant, når det drejer sig om vores daglige oplevelse af vejret. Det er det, vi går ud i hver dag. Vejret er det der hersker mellem himmel og jord, altså på helt samme sted, som vi mennesker befinder os. Derfor har vi så tæt et forhold til vejret. Hvis nogen fra det ydre rum skulle finde på at iagttage mennesket, så tror jeg faktisk ikke, at de helt ville kunne adskille os fra vejret. Så tæt hænger vi sammen med »luften udendørs; området mellem himmel og jord«.

Hjemme hos os er det sådan, at den der kan blive liggende længst i sengen, spørger de andre: »Hvordan er vejret?« Om sommeren bliver vinduet åbnet og hovedet stukket ud for at finde et svar, som kan være, at det er godt, skidt, dårligt, uklart, varmt, koldt, skyet, blæsende, mørkt, lyst, trist osv. Ofte kommer der mindst tre forskellige svar, for ingen beskrivelse af vejret er helt objektiv, men heller ikke kun subjektiv. Den er som menneskets oplevelse af sig selv, mellem himmel og jord, komplet integreret med vejret: Stemningsfuld, følelsesmættet, metaforisk, poetisk, realistisk, uklar på den alligevel helt tydelige måde, som mennesket også oplever sig selv.

John Constable (1776 – 1837), »Studie af cirrusskyer« (1822)

Vejret er vel et af de mest omfattende begreber, der findes. Først og fremmest fordi det ikke kun beskriver nogle meteorologiske forhold, men udtrykker en stemning eller fremkalder en stemning. Vejret og den, der beskriver vejret, indgår nemlig i en intim relation. Jeg har to eksempler på vejrets og menneskets indbyrdes forhold, hentet fra min ferielæsning her i sommervarmen:

Først de indledende linjer fra Dan Turèlls krimi Mord i september: »Det regnede. Ikke fordi det var nogen nyhed. Det var tredje dag i træk det regnede. Det var en støt og stabil og pålidelig regn. Ikke noget med sindssyge skybrud eller pludseligt piskende tove. Bare en vedblivende, monoton, lettere sløret funktionær-regn der koncentrerede sig om sit arbejde, og ikke holdt unødige pauser.«

Det andet eksempel på at vejret og mennesket er relationelle størrelser er også fra en krimi, nemlig begyndelsen på den cubanske forfatter Leonardo Paduas Maskespil i Havana: »Varmen er en skrækkelig plage, som hjemsøger alt og alle. Varmen sænker sig som en bred kappe af rød silke, smidig og sej indhyller den kroppe, træer og ting (…) Varmen er en dom, som hverken kan appelleres eller gøres formildende omstændigheder overfor.«

Vejret er en metaforisk størrelse, men ikke blot det. Vejret og mennesket skaber i fællesskab stemninger, hvor det ydre vejr spiller sammen med menneskets indre, ofte som om der nærmest ikke eksisterede nogen forskel. Vejret tilskrives egensindige egenskaber, som kan kaste tristhed, glæde, skygge, lys, melankoli og farve over menneskets liv i området mellem himmel og jord, som det jo hedder i ordbogen.

Vejret har ikke altid været vejr på samme måde, som det er i dag. På samme måde som hos os, var vejret f.eks. i det gamle Grækenland også udtryk for noget mere end blot varme, kulde, torden, mørke, lys osv., men knyttede sig ikke direkte til menneskets indre stemninger, som tilfældet ofte er i dag. Vejret var først og fremmest udtryk for gudernes humør og anliggender. Torden, lyn, piskende regn, kvælende hede, tørke eller livfuld regn ramte menneskene som en dom, straf eller belønning, og var under alle omstændigheder udtryk for, hvad der foregik i gudernes himmel – som altså også her afspejlede sig nede hos menneskene, mellem himmel og jord – helt som i dag.

Vejret har altid været af central betydning, fordi det sætter nogle centrale eksistensvilkår for mennesket, uanset om dette er stedbundet eller vandrer omkring. Men også som kommunikation mellem guderne og menneskene, har vejret haft en stor betydning, som tegn på det mennesket på ingen måde kan vinde kontrol over; det, der normalt er blevet kaldt for skæbnen, eller gudernes uudgrundelige vilje, eller som i dag blot »vejret«, der imidlertid kræver lige så meget opmærksomhed som på gudernes tid. Her midt i hedebølgen er vejret stadig symbol på det, vi absolut ikke kan gøre noget ved, men nok tale om og forsøge at tyde gennem vejrudsigter for at tolke, hvordan den kommende dag mellem himlen og jorden mon bliver for vejr-mennesket.

Poesiens sprog

Hvordan taler vi om de vigtigste ting i livet? Om kærlighed, sorg, lykke, lidelse, død og angst? Svaret er naturligvis, at det gør vi ved at sætte ord på de oplevelser og følelser, der knytter sig til disse tilstande. Men omvendt ved vi jo også, hvor svært det kan være at sætte ord på netop den slags hændelser i livet. Ordene slår simpelthen ikke til. Nærmest som om det almindelige sprog ikke har dybde og nuancer nok til at kunne forklare, hvordan det er at være midt i kærligheden, angsten, lidelsen osv.

Men der findes faktisk et sprog, som er langt mere avanceret end hverdagssproget og det videnskabelige eller tekniske sprog, for slet ikke at tale om det økonomiske sprog. Det er poesiens sprog. Tidligere havde vi et religiøst sprog, som mennesker greb til, når det handlede om det alvorligste i livet. Det har vi naturligvis stadig, men for mange af os er det ikke den vej, vi vender os. Poesiens sprog tager ikke hensyn til om man tror på det ene eller det andet, eller slet ikke tror. Det har indlevelsens evne til at beskrive det, der ellers er ubeskriveligt, fordi oplevelser som kærlighed, sorg, lykke, angst, sorg, tab eller død er så tæt på os og knyttet til vores hele eksistens, at de ikke kan holdes ud i strakt arm og beskrives på afstand. De må beskrives eller fortælles indefra, der hvor de opleves – fra det enkelte menneskes mystiske dybde.

Det er fra det sted i os, vi oplever at hjertet kan tale, selv om vi jo ved, at det “blot” er en pumpe. Det er her vi tydeligt er i dialog og samvær med vores fortid, her vores døde slægtninge kan tale til os. Men det er også her, at en solsort meddeler os noget vigtigt, hvor et træ viser os noget af livet når vi støtter os til det. Det er også fra den position, at den elskede ikke bare er en andet menneske, men en duft, en bevægelse, et mørke af lys, som vi forsvinder i. Det er her, at barnet i os selv kan redde vores liv, fordi vi i en sygdoms alvorligste øjeblik pludselig høre vores egen ungdommelige stemme og mærker, at barnet rækker ud efter os med mere liv. Med andre ord alt det, der ikke kan siges, men som har afgørende betydning i vores liv, og som derfor ofte må udtrykkes alligevel. Til det har vi poesiens sprog.

Da jeg selv sidste år ved denne tid – også med sneen hvirvlende gennem luften – var meget syg med en hjertelidelse, oplevede jeg netop det, som ikke kan siges. Fra et hjerte lyder der ikke nogen klingende lyde, ingen stemmer fra barndommen, ingen trøstende ord. Hjertet har ikke sin egen vilje til at ville dø eller leve. Men alligevel – det var sådan jeg oplevede det. Og jeg tror tit, at mennesker oplever den slags ting som en stor trøst, som lindring eller måske endda som noget ubestemt, der rækker ud efter dem i deres livs sværeste øjeblikke. Derfor elsker jeg at læse poesi. Og hvis jeg vil fortælle hvordan det alvorligste i mit eget liv har været, så må jeg også selv skrive – f.eks. om de dage, hvor jeg hørte fra den yngste stemme.

Den yngste stemme

Maleri af Marianne Overbye Nielsen

Under hjertets svækkelse
var der en klingende lyd.
Måske svigter det nu
men fra barndommen hørtes
den yngste stemme:
Jeg er glad for at være.

Hjertet var bortvendt
men pulsslag for pulsslag
lød ordene højere
for at vække det med lyden
fra den yngste stemme:
Jeg er glad for at være.

I ordenes rytme faldt hjertet i slag
forvandlede stemmen
fra den yngste til den ældste.
Vendt mod døden
ville hjertet svimlende mere:
Jeg er glad for at være.

Januars Janus-ansigt

Januar har navn efter den gamle romerske gud Janus, som var vogter af bl.a. port- og døråbninger. Han vogtede over al begyndelse og afslutning, for sådan er det jo netop med porte og døre; man går både ud og ind af dem, på én gang endda. Man afslutter noget ved at vende ryggen til og begynder noget andet ved at træde ind over tærsklen. Helt på samme måde, som det er med den måned, der er begyndt i dag. Janus har ikke kun januars begyndelse at vogte over, men hele det nye år, samtidig med at han fortsat skal søge for, at det opbrugte år ikke alene finder sin afslutning, men også sin indlemmelse i det kommende år. Janus er derfor også afbilledet med to ansigter. Et der kikker frem og et, der kikker tilbage – på samme tid.

Janus-ansigtet er en sindstilstand hos mange mennesker omkring årsskiftet. Tilbageblikket og det første kik ind i det nye år. Selv om det er blevet et moderne slogan, at man ikke skal kikke sig over skulderen, men se fremad, fordi drømmene ligger i fremtiden, så er alle drømme også gjort af stof fra vores fortid.

Hvad 2018 end vil bringe, så ved vi i hvert fald, at det nye år vil bringe himmellys. Det kan året slet ikke lade være med og tilløbet blev taget for to uger side, i det gamle år, da det var vintersolhverv. En af det gamle års sidste handlinger for os: Den første åbning mod mere lys. Det gamle års sidste dag, og det nye års første dag her og nu, fortjener derfor også en ekstra lille sang.

Her på bloggen skal vi fejre det med et digt af vores gamle digter og forfatter Johannes V. Jensen (1873-1950) og en tegning af Johannes Larsen (1867-1961), den dejlige lysmaler fra Kerteminde.

Omkring juletid i 1922 skrev Johannes V. Jensen til den fynske maler. Kort tid inden var Johannes V. Jensen begyndt at udgive tidsskriftet Forum. Nu ville han gerne have Johannes Larsen til at lave en tegning til tidsskriftets januar-udgave:

»Det skal være en Fugl og jeg vil skrive en Tekst dertil, et Nytaarsdigt, det første Kny efter Solhverv, saa ved du hvilken fugl det skal være,« skrev Johannes V. Jensen.

Kort efter sendte Johannes Larsen den fine stregtegning af gærdesmutten. Johannes V. Jensen kaldte gærdesmutten for landets mindste sanger. Og lille er den. Næst efter fuglekongen er gærdesmutten Danmarks mindste fugl, men en stor sanger, som også synger om vinteren. Derfor satte Johannes V. Jensen fuglen i forbindelse med årets første måned. Den »synger i et tidligt Vintergry – Nytaarsmorgen? – og hilser Solen…«

Senere kom der tegninger til årets øvrige måneder. F.eks. var det kragen, der blev februars fugl, fordi den er »sort og hvid som Taagen og Brakmarken med Tøsne.« Til hver tegning satte Johannes V. Jensen et digt. Jeg ved ikke om vi har samme fornemmelse for årstidernes gang og særpræg, som mennesker ofte havde tidligere. Vores opmærksomhedsevne har i stor udstrækning drejet sig et andet sted hen. Måske mod os selv, vores eget indre følelseslandskab, mere end mod det ydre og omgivende landskab.

I vores indre landskab er der ingen syngende stemmer fra gærdesmutten, stæren eller viben; her er der kun vores egen indre stemme og følelser. Og det er jo godt nok, og vigtigt nok. Men når man læser Johannes V. Jensens digte om Johannes Larsens fugletegninger – og om årets gang – så fornemmer man alligevel betydningen af at kunne tage sansemæssigt bad i omgivelserne og i naturen, og ikke blot i sine egne følelser.

Opmærksomheden i digtene og tegningerne er rettet udad mod omgivelserne og naturens verden. På den måde får januar lige pludselig en stemme, gærdesmuttens, når digteren skriver:

I Graven gik det gamle Aar
med Løgn og Pjalter, Skam og Saar.
Det unge Gry mod Rosensky
af Havet svinger sig paany.

Nu vender om den sunkne Sol
og flytter til vor Strand sin Stol.
Det gamle Spil! Hvor gerne vil
vi haabe Haabet en Gang til!

Ved Solhvervstid vor mindste Fugl
forvoven flyver af sit Skjul.
Kong Gædesmut, med Halestrut,
forkynder: Mørketid er slut!

(…)

Ak knyt dig til de gamle Ting!
De holder ud, de gaar i Ring.
Nu Dagen trang – nu lys og lang …
Giv dig Aarets Vold med Sang!

Januar, altså måneden opkaldt efter Janus, guden der kikkede både frem og tilbage. 2017 er ganske vist forbi og væk, men i dets spor skabes der allerede nyt. Johannes V. Jensen lader gærdesmutten synge det mørke væk, som må have været der, og Johannes Larsens tegning viser den lille fugl kikke ud mod solens tiltagende lys i horisonten.

Både tekst og tegninger kan findes i Johannes V. Jensen: Johannes Larsen og Aarstiderne. Forord af Aage Marcus. Gyldendal 1963.

Vintersolhverv

I dag, d. 21. december, er det vintersolhverv. Solen når sit laveste punkt over horisonten, og ikke engang fra dens middagshøjde er der meget lys at hente. Julen, som kaldes for lysets fest, fejres altså på det tidspunkt af året, hvor himlen er mørkest og nærmest kan mørkne helt ind i menneskets sjæl. Digteren Thøger Larsen (1875-1928) beskrev fraværet af lys på denne måde i digtet Vintersolhverv:

Maja Lisa Engelhardt: Vintersolhverv (2001)

Nu mørkner Vindens Stemme,
og Sol er ikke hjemme,
og Dag bli’r stadig mindre,
en Drøm i Nattens Indre.
Solen tog sin gyldne Gave,
rejste bort med Edens Have.
Natten er som Nat i Grave.

“Solen er ikke hjemme,” men heldigvis – julens gamle nordiske betydning hænger alligevel sammen med glæde og jubel over, at nu vender lyset efterhånden tilbage, nærmest stråle for stråle, indtil det får samlet sig til sommerens solbad. I den mørkeste tid fejrer vi julen, som på ganske hedensk vis, er en velkomst til den begyndende lysning. Hvis man ikke har et stærkere personligt forhold til julens evangelium så ligger der altså alligevel en mulighed for at fejre noget højtideligt i anledning af netop vintersolhverv.

Thøger Larsen valgte da også at digte, ikke kun om vintersolhverv, men også om et Jule-Solhverv fordi:

Ind under Julens Dage
den kære Sol blev født paany,
og Vinterhimlen mindes
sin Sommers hvide Sky.

Skønt evig som vor Verden
genfødes Solen Aar for Aar
og genopvækker Livet
af Livet, som forgaar.

Årets kirkelige højtider eller naturens højtider? Ofte falder de sammen, men naturens højtider kan man rent faktisk se på himlen og mærke i luften. De dufter, vækker hudens sanser og sætter kendte toner i vores ører når trækfuglene langsomt begynder at vende tilbage fra de varme lande.

Solhvervsfester har været kendt i Norden siden tiderne virkelig var ukristelige – de var hedenske og det var solens genkomst, man hilste og fejrede. Også de gamle grækere tilbad solens guddom. Hver dag så de jo Helios køre hen over himlen med et hestespand. De bøjede sig for den helt synlige og mærkbare kraft, som Helios og hans hestespand havde: Lyset, solen med dens varme og magi, der fik ting til at vokse op fra jordens mørke, og som skaffede næring til menneskene og deres liv.

Der er ikke nogen grund til at være hånlig over for grækernes tilbedelse af Helios. Han var en meget synlig og aktiv guddom; han var personificeringen af selve lyset. Selv om vi i dag ved en hel del mere end de gamle grækere om solen og dens kræfter, så er vi stadig afhængig af solen, på fuldstændig samme måde, som grækerne var.

Det er tilmed den helt samme sol, der lyser for os i dag, som lyste over datidens Athen. Dén sol har ikke ændret sig, og vores afhængighed af den har slet ikke. Der er med andre ord grund til at besinde sig på, hvad der er vigtigst at fejre: Det kristelige evangelium eller naturens evangelium? Det første hævder at bygge på en guddom, der kan udføre mirakler. Det sidste bygger rent faktisk på mirakler, som dagligt viser sig for vores øjne.