Enspænder

En hestevogn der kun trækkes af én hest kaldes for en enspændervogn. Hvis man for illustrationens skyld sammenligner hestevognen med et menneskeliv og hesten med det enkelte menneske, så får vi billedet af et liv, der så at sige skal trækkes eller bæres af ét enkelt menneske alene, af enspænderen. Dette billede er ganske dækkende for den dominerende sindstilstand og selvforståelse i dagens samfund. Hvis man skal trække det hele selv er det ikke så mærkeligt, at mange – ikke mindst unge – oplever frygten for fiasko som overvældende.

Foran enspændervognen går det moderne menneske; det handlekraftige, uafhængige og selvskabende menneske. I et mere videnskabeligt sprog kaldes dette menneske for det “refleksive selv”. Det vil sige et menneske, der er suverænt selvstyrende. Og hvem vil ikke gerne være det? Hvem vil ikke gerne være herre i eget hus, bestemme over sit eget liv, have frihed til at vælge sin livsbane? Men prisen kan være høj, for i dette suveræne og selvstyrende menneske skjuler sig en enorm udsathed og sårbarhed: Hvad nu hvis man ikke kan bære eller trække hele sit liv alene, hvis man ikke af egen kraft kan træffe alle de rigtige valg, udnytte alle mulighederne, finde vejen og skabe det liv, som man selv har ansvaret for – mens man kikker på andre og sammenligner med deres succes?

Hvis denne skrøbelighed og usikkerhed griber én i hjertet, så kan den blive stopklods for mange ting i livet. Tvivlen på ens selvværd sniger sig ind, og denne sårbarhed får man ikke nogen anerkendelse for, den opleves som en svaghed og utilstrækkelighed – som en manglende robusthed, og så har man med det samme tabt i markedsværdi. Enspænder-metaforen viser meget præcist, hvad der sker: Kan man ikke trække hele læsset selv, truer fiaskoen, tabet af livsmuligheder, friheden til at vælge selv – sådan er frygten i hvert fald.

Det er en udbredt forestilling, at det enkelte menneske råder over nærmest uanede muligheder. Det ligger i spørgsmålet, som man ikke kan undgå: “HVEM vil du gerne være?”. Heri ligger implicit, at det er noget du selv kan vælge, at den eneste begrænsning i dit liv – er dig selv!

Tidligere var livet en kamp for at få opfyldt det mest fornødne, og ressourcerne var endda ofte stærkt begrænsede. I dag er livet en kamp for at nå alt, prøve alt, overskride alle begrænsninger og finde svar – helst mange svar – på spørgsmålet: “hvem eller hvad vil du gerne være?” Derfor ender det ofte med en tabs-oplevelse af alt det, som man ikke når, ikke kan eller ikke magter, på trods af alle mulighederne. Risikoen for en oplevelse af fiasko er derfor stor, fordi det er oplagt at sammenligne sig selv med andre, hvad andre når og magter at få gjort sig selv til.

Man skal nå at leve et meningsfuldt liv med masser af oplevelser og udfordringer; man skal nå den rigtige uddannelse, det rigtige job, den rigtige karriere, den rigtige kærlighed, det lykkelige og succesfulde liv, og så skal man for alt i verden ikke hænge fast. Det er de uendelige valg og muligheder, der er motivationsfaktoren, men som også let skaber tabserfaringen, altså fokus på det, man ikke nåede, ikke blev, ikke kunne – det man ikke magtede, var for sårbar, bange eller uegnet til.

Når alle unge får at vide, at de kan blive stjerner, hvis de altså vil og gør det rigtige – hvad sker der så, når de ikke opnår det? Indlysende nok, må de have gjort det forkerte, eller ikke magtet opgaven, måske har de ikke været gode nok. På den baggrund er det nærliggende at kassere sig selv i sammenligningen med andre, som man måske tror gør det bedre end én selv. Enspændersamfundets ideal er den suveræne enkelte, med hele sit liv på slæb. Ansvarlig for både gevinst og tab, for fremdrift og fortabthed.

Det er ikke mere end nogle få hundrede år siden, at der var en magt uden for mennesket, som havde kontrollen. Den guddommelige magt forstod mennesket bedre end det selv gjorde. Mennesket spurgte ikke, hvad kan jeg blive, men hvad ER jeg? I forhold til i dag er begrænsningen ved dette jo ret tydelig. Men den enkelte enspænder, stillet overfor de uendelige muligheder og kravet om konstant selvrefleksion, er imidlertid heller ikke helt uproblematisk. Frygten for fiasko kan virke lammende og frygten for, at andre oplever ens fiasko kan føre til ensomhed og afstand til de andre, som jo rent faktisk er ens konkurrenter og dommere.

På samme måde som det for få hundrede år siden var blasfemisk at sige, at Gud ikke kunne kontrollere mennesket og verdens gang, er det i dag blasfemisk at sige, at det enkelte menneske ikke har kontrol over sit eget liv. Men i hvert fald kan man sige, at forestillingen om menneskets suverænitet, dets frie valg og uendelige muligheder, er en ligeså stor myte som forestillingen om en altbestemmende Gud i himlen. Tidligere kunne troens Gud knuse det enkelte menneske, hvis dette menneske ikke levede det rette liv. I dag kan det enkelte menneske knuse sig selv, hvis det ikke lever op til forestillingen om det rette liv. Hvad er værst?

Postkort fra Præstø: Kirken

Der er steder her på øen, som har et underjordisk ekko fra de 2 millioner år, hvor isen blev presset ned fra fjeldene højere oppe mod nord. Øen blev skabt under de kilometer-dybe iskapper, der trak store fjeldstykker og kæmpesten med sig, og flåede landskabet op i elve, søer, dale, flodsletter, bakker og tundraer. Store sten sank igennem isen og blev blandet med kalk, flint, sand, grus og ler. Fra dette seje og urolige dyb af uimodståelig kraft, rejste landskabet sig når isen smeltede. Men under Præstøs velkendte skildpaddeform ligger resterne af dette geologiske inferno, som er os helt ubekendt, her på den velordnede og moderne overflade.

Det er ved kirken, at vores faste aftentur øen rundt begynder. Det er især i skumringen, at det underjordiske ekko kan høres, og klippestykkernes bevægelse mærkes op igennem kroppen. Alle de betydninger, som knyttes til sten og andre geologiske forekomster, er kun korrekte i et meget begrænset tidsperspektiv. Stendød, tavs som en sten, ubevægelig som en sten. Denne tilsyneladende ubevægelighed, dødhed og tavshed har gennem millioner af år alligevel været ustoppelig i sin bevægelse, larmende i sin skurren mod alt, hvad der kom i vejen. Lige nu har den for en periode sat sig fast her på øen og viser sig rent undtagelsesvist meget velordnet, gennem stenene i kirkens fundament og i de tilhuggede kalksten. Kirken står foran os som mødet mellem de årtusindgamle sten fra de nordiske bjerge og fortidens mennesker, som rejste rundt og byggede kirker. Begge dele i det, som vi kalder for gamle dage.

Men i geologisk tid er kirken stadig så ung, at den næsten lige er blevet bygget. Værktøjet, som tilhuggede stenene, burde stadig gløde efter at have bearbejdet det hårde materiale, og håndværkernes hænder stadig være mærkede af det hårde arbejde. I det geologiske perspektiv er tiden for kirkens opbygning ikke længere væk end i formiddag. Næsten som om de sidste sten stadig er under bearbejdning og vi kan forvente at møde kirkens bygmestre på vores aftentur. Når vi træder ind på kirkegården, kommer vi imidlertid tættere på en mere forståelig tidsregning.

Den geologiske stentid larmer og ulmer fra undergrunden, fordi den er så ubegribelig og mystisk i sin forsvinden tilbage i en slags intet-tid. Den efterlader sig ikke nogen årstal, kun sten, kalk og landskab uden noget andet ophav end tidens ubegribelige morgen. Kirken efterlader sig i det mindste en skygge af forståelig tid med veldefinerede årstal, selv om den på sin side ikke er blevet meget ældre i min individuelle levetid.

På den østlige spids af øen troner den som en fortætning af tiden, knap nok eroderet af den stride pålandsvind ude fra Østersøen. Det er den sidste plads på øen. Følger man hovedgaden ligger kirken i svinget, nede for enden. Først kirken, så gravstederne, som sidste blad på en afrivningskalender. Her passer de levende på de dødes haver. »Vi var som dig, du skal blive som os«, hvisker de døde fra deres små velordnede parceller, der overhovedet ikke afspejler det kaos, som døden har installeret i livet, højest en symmetrisk knækket søjle.

I forlængelse af kirkegården ligger vandet, der virker så tiltrækkende på dæmoner. Kirkens midnatsklokker har ringet for generationer som værn mod mørket, der kommer ind over øen, ude fra fjorden. Fra antikken til Freud og Jung har havet og vandet været det store symbol på psyken, det ubevidste dyb, dæmonernes drømmested. Herfra samler mørket sig over det kendte og sænker øen, med dens beboere, i havet for natten.

Helt som man kan forvente under nordlige himmelstrøg, mangler kirken i Præstø enhver form for forfængelighed af den slags, der ses ude omkring i verden. Præstøs kirke ligger tungt på jorden uden himmelstræbende spir. Der er ikke nogen kuppel til at minde jordboerne om himmelhvælvet og universets højere harmoni. Fra dens mure springer der ikke hærskarer af figurer frem, som kunne illuderer kampen mellem godt og ondt, eller de frelstes guddommelige ekstase og de fortabtes diabolske lidelse. Skæv er kirken også, for mod øst blev det alligevel for svært at bygge den femkantede afslutning, som vender ud mod fjorden; så heller ikke her blev der nogen opbyggelig symmetri til afspejling af universets perfekte guddommelighed.

Alt dette er grunden til, at Præstø kirke kan gribe én. Den er så jordisk, så tung og så skæv, som mange andre kirker i Danmark. Præstø kirke har ingen lighed med universets harmoni og den guddommelige perfektion. Hertil er den alt for menneskelig i sin skrantende skævhed og mangel på perfektion.

Kirkens dunkle slægtskab med det overmenneskelige knytter sig til dens alder som viser, at vi altid lever på baggrund af noget allerede begyndt. Verden er så at sige gjort parat til os når vi ankommer ved fødslen, som Præstø lå der med kirke, fjord, gader og stræder og ventede på os, og stadig venter på de kommende generationer.

Vi opstår og forgår med en dødelig lethed, flygtige og tidsbestemte i et blændende hukommelsestab. Kirkens alder rummer en hemmelighedsfuld dybde, der skaber slørede fornemmelser af noget evigt, fra istidernes rumlende stenskred, ned gennem landskabet, over kirkebyggernes tilhugning af klippestykkerne fra de nordiske fjelde – til os, her i Præstø, og dem, der måske i fremtiden skal bygge dæmninger omkring øen for at holde fjordens dæmoniske vand på afstand.

Når jeg står og læner mig op ad murværket, så smelter denne dunkle fornemmelse sammen med følelsen af noget forbigående, som viser sig at være mit eget liv. I istidens og kirkens tidsperspektiv sætter et menneskeliv ikke dybere aftryk end trykket fra min hånd, når jeg støtter mig mod den østlige stengavl, for at kikke ud over fjorden. Men for os tælles der anderledes. For os mennesker har dette korte og begrænsede tidsrum præg af evig betydning.

Vejr-mennesket

Ordet »vejr« bliver i Den Danske Ordbog bl.a. tillagt følgende poetiske betydning: »luften udendørs; området mellem himmel og jord«. Der findes mere videnskabelige definitioner, men denne forekommer at være meget relevant, når det drejer sig om vores daglige oplevelse af vejret. Det er det, vi går ud i hver dag. Vejret er det der hersker mellem himmel og jord, altså på helt samme sted, som vi mennesker befinder os. Derfor har vi så tæt et forhold til vejret. Hvis nogen fra det ydre rum skulle finde på at iagttage mennesket, så tror jeg faktisk ikke, at de helt ville kunne adskille os fra vejret. Så tæt hænger vi sammen med »luften udendørs; området mellem himmel og jord«.

Hjemme hos os er det sådan, at den der kan blive liggende længst i sengen, spørger de andre: »Hvordan er vejret?« Om sommeren bliver vinduet åbnet og hovedet stukket ud for at finde et svar, som kan være, at det er godt, skidt, dårligt, uklart, varmt, koldt, skyet, blæsende, mørkt, lyst, trist osv. Ofte kommer der mindst tre forskellige svar, for ingen beskrivelse af vejret er helt objektiv, men heller ikke kun subjektiv. Den er som menneskets oplevelse af sig selv, mellem himmel og jord, komplet integreret med vejret: Stemningsfuld, følelsesmættet, metaforisk, poetisk, realistisk, uklar på den alligevel helt tydelige måde, som mennesket også oplever sig selv.

John Constable (1776 – 1837), »Studie af cirrusskyer« (1822)

Vejret er vel et af de mest omfattende begreber, der findes. Først og fremmest fordi det ikke kun beskriver nogle meteorologiske forhold, men udtrykker en stemning eller fremkalder en stemning. Vejret og den, der beskriver vejret, indgår nemlig i en intim relation. Jeg har to eksempler på vejrets og menneskets indbyrdes forhold, hentet fra min ferielæsning her i sommervarmen:

Først de indledende linjer fra Dan Turèlls krimi Mord i september: »Det regnede. Ikke fordi det var nogen nyhed. Det var tredje dag i træk det regnede. Det var en støt og stabil og pålidelig regn. Ikke noget med sindssyge skybrud eller pludseligt piskende tove. Bare en vedblivende, monoton, lettere sløret funktionær-regn der koncentrerede sig om sit arbejde, og ikke holdt unødige pauser.«

Det andet eksempel på at vejret og mennesket er relationelle størrelser er også fra en krimi, nemlig begyndelsen på den cubanske forfatter Leonardo Paduas Maskespil i Havana: »Varmen er en skrækkelig plage, som hjemsøger alt og alle. Varmen sænker sig som en bred kappe af rød silke, smidig og sej indhyller den kroppe, træer og ting (…) Varmen er en dom, som hverken kan appelleres eller gøres formildende omstændigheder overfor.«

Vejret er en metaforisk størrelse, men ikke blot det. Vejret og mennesket skaber i fællesskab stemninger, hvor det ydre vejr spiller sammen med menneskets indre, ofte som om der nærmest ikke eksisterede nogen forskel. Vejret tilskrives egensindige egenskaber, som kan kaste tristhed, glæde, skygge, lys, melankoli og farve over menneskets liv i området mellem himmel og jord, som det jo hedder i ordbogen.

Vejret har ikke altid været vejr på samme måde, som det er i dag. På samme måde som hos os, var vejret f.eks. i det gamle Grækenland også udtryk for noget mere end blot varme, kulde, torden, mørke, lys osv., men knyttede sig ikke direkte til menneskets indre stemninger, som tilfældet ofte er i dag. Vejret var først og fremmest udtryk for gudernes humør og anliggender. Torden, lyn, piskende regn, kvælende hede, tørke eller livfuld regn ramte menneskene som en dom, straf eller belønning, og var under alle omstændigheder udtryk for, hvad der foregik i gudernes himmel – som altså også her afspejlede sig nede hos menneskene, mellem himmel og jord – helt som i dag.

Vejret har altid været af central betydning, fordi det sætter nogle centrale eksistensvilkår for mennesket, uanset om dette er stedbundet eller vandrer omkring. Men også som kommunikation mellem guderne og menneskene, har vejret haft en stor betydning, som tegn på det mennesket på ingen måde kan vinde kontrol over; det, der normalt er blevet kaldt for skæbnen, eller gudernes uudgrundelige vilje, eller som i dag blot »vejret«, der imidlertid kræver lige så meget opmærksomhed som på gudernes tid. Her midt i hedebølgen er vejret stadig symbol på det, vi absolut ikke kan gøre noget ved, men nok tale om og forsøge at tyde gennem vejrudsigter for at tolke, hvordan den kommende dag mellem himlen og jorden mon bliver for vejr-mennesket.

Adam og den nyskabte Eva

Vi står foran et maleri af den danske maler Wilhelm Marstrand (1810-1873). Det hedder Adam og den nyskabte Eva og hænger på Den Hirschsprungske Samling i København. Maleriet hører ikke til blandt de mest kendte af Marstrands værker, og vi har faktisk ikke lagt mærke til det ved tidligere besøg. Men nu kalder maleriets motiv på vores opmærksomhed.

Wilhelm Marstrand (1810-1873). “Adam og den nyskabte Eva”. Den Hirschsprungske Samling i København

Jeg forestiller mig Marstrand foran lærredet, før maleriet var færdig, hvor han stadig arbejdede på at finde den helt rigtige komposition af billedet, af Adam og Evas placering, deres udstråling og udtryk. Hvad var det han havde i spil i penselstrøgene? Motivet er jo ikke ukendt. Utallige malere har fanget Adam og Eva på deres ikke-sted i Paradiset, både før, under og efter det berømte syndefald. Men myten om Adam og Eva er uudtømmelig og hver gang den bliver fortalt lukker den op for de dybeste spørgsmål om menneskets forhold til verden.

Adam og den nyskabte Eva var den titel, som Wilhelm Marstrand valgte til maleriet. Kunne det ikke også have været Adam jubler over den nyskabte Eva? Eller Adam takker for den nyskabte Eva? Eller måske Adam undrer sig over den nyskabte Eva? Det er ikke til at vide, for vi ved jo ikke med sikkerhed, hvad Marstrand oplevede gennem fortællingen om Adam og Eva. Men her og nu inviterer maleriet os ind i det tyngdefelt, som er styrende for vores liv: Erfaringen af kærlighedens grundstof; det vil sige erfaringen af Den Anden.

Denne erfaring handler om noget, der ikke er os selv. Her, foran Marstrands maleri, ser jeg, at Adam jubler over Evas skabelse. Allerede her oplever han, at hun er et mysterium for ham, det mystiske, som han må juble over. Som den danske digter Paul la Cour (1902-1956) skrev i Fragmenter af en Dagbog: »Helvede er de andre, siger Sartre. Han tager fejl. Befrielsen er de andre.« Adam møder Den Anden. Hermed bliver han befriet for at være lukket inde i sin egen verden. Den Anden, den nyskabte Eva, inviterer ham til at bevæge sig hinsides sig selv.

Det siges ofte, at i kærligheden bliver to til en. Men er det ikke netop det modsatte, der er kærlighedens egentlige mirakel, at en bliver til to eller flere? Den franske filosof Alain Badiou skriver i den lille bog Lovprisning af kærligheden, at kærligheden altid begynder med et møde, der er altid et andet menneske. »Kærligheden omhandler altid en Toer,« som Badiou siger. Den største befrielse, der kan tænkes.

Vi ved jo godt, at Adam ikke var alene før Eva blev skabt. Han var sammen med Gud, men følte sig nok alligevel lidt alene, for guder har det med at begrunde sig selv gennem manglende fysisk nærvær. Omvendt er det med mennesket. Vi begrunder og oplever vores egen og andres eksistens netop gennem et fysisk nærvær og en kropsliggjort synlighed: »Se, her er jeg, se mig, lad mig se dig og lad os røre ved hinanden.« Vi mennesker har ikke en krop, vi er en krop, heri ligger vores eksistensform.

På maleriet ser vi, at kærligheden bringes ned på jorden og iklædes en krop; bryster, baller, øjne, lår, køn, mave, hud og hår. Men det blev Adam og Eva først senere klar over, da de spiste af æblet, og herefter fik øje på hinandens nøgne forskellighed. De kommer til at opleve hinanden som fremmede, men i en betydning, der alligevel skal vise sig at være livgivende, fordi deres fremmedhed for hinanden bliver til en livskilde. Forskellen og fremmedheden bliver så at sige til en fælles livskilde for kærligheden, fordi det individuelle liv bliver udadrettet og levendegjort gennem deltagelsen i hinandens liv.

Måske kan vi sige, at Marstrands maleri viser den menneskelige kærligheds begyndelse. Det er når verden ikke længere mødes med udgangspunkt i én selv, men også opleves i et andet menneskes perspektiv – altså i forskelligheden.

Jeg påstår ikke, at den slags overvejelser var Wilhelm Marstrands begrundelse for at male dette klassiske motiv med Adam og Eva. Men hele Adams gestik, hans jublende krop, nærmest dansende, foran den nyskabte Eva, forekommer mig at være udtryk for et menneske, der bevæger sig ud over sig selv, fordi han oplever, hvordan et andet menneske tilbyder en fremmed, en større og fælles erfaring af verden. Med andre ord, den helt jordiske erfaring af, at verden åbner sig og bliver større når man i åben tillidsfuldhed bliver til mere end sig selv. Vi kunne kalde det for kærlighedens aritmetik: Når en bliver til to eller flere.

Også i kærligheden eksisterer der en absolut forskel mellem to eller flere mennesker. En forskel, som ikke kan overskrides. To bliver ikke bare til en, men en kan blive til to. At elske er at kunne gøre forskellen skabende og trække livskraft ud af den, og lige netop ikke gøre forsøget på at blive ens, hvilket altid vil være et umuligt projekt, dømt til at efterlade parterne i evig frustration.

På Marstrands maleri ser Adam allerede ud til at kunne mærke denne livskraft. Jeg synes jo, at han ser jublende ud. Og i kærligheden er der tiltro til forskellen, tillid til den og glæde over den. For det er jo i den uomgængelige forskel, at vi kan være kilden til hinandens liv. Hvorfor skulle mennesker, som mister deres elskede, ellers sige, at det opleves som om de tørrer ud? Det må være fordi det er Den Anden, et eller flere andre mennesker, der er kilden til vores liv. Adam har grund til at juble over den nyskabte Eva.

Vintersolhverv

I dag, d. 21. december, er det vintersolhverv. Solen når sit laveste punkt over horisonten, og ikke engang fra dens middagshøjde er der meget lys at hente. Julen, som kaldes for lysets fest, fejres altså på det tidspunkt af året, hvor himlen er mørkest og nærmest kan mørkne helt ind i menneskets sjæl. Digteren Thøger Larsen (1875-1928) beskrev fraværet af lys på denne måde i digtet Vintersolhverv:

Maja Lisa Engelhardt: Vintersolhverv (2001)

Nu mørkner Vindens Stemme,
og Sol er ikke hjemme,
og Dag bli’r stadig mindre,
en Drøm i Nattens Indre.
Solen tog sin gyldne Gave,
rejste bort med Edens Have.
Natten er som Nat i Grave.

“Solen er ikke hjemme,” men heldigvis – julens gamle nordiske betydning hænger alligevel sammen med glæde og jubel over, at nu vender lyset efterhånden tilbage, nærmest stråle for stråle, indtil det får samlet sig til sommerens solbad. I den mørkeste tid fejrer vi julen, som på ganske hedensk vis, er en velkomst til den begyndende lysning. Hvis man ikke har et stærkere personligt forhold til julens evangelium så ligger der altså alligevel en mulighed for at fejre noget højtideligt i anledning af netop vintersolhverv.

Thøger Larsen valgte da også at digte, ikke kun om vintersolhverv, men også om et Jule-Solhverv fordi:

Ind under Julens Dage
den kære Sol blev født paany,
og Vinterhimlen mindes
sin Sommers hvide Sky.

Skønt evig som vor Verden
genfødes Solen Aar for Aar
og genopvækker Livet
af Livet, som forgaar.

Årets kirkelige højtider eller naturens højtider? Ofte falder de sammen, men naturens højtider kan man rent faktisk se på himlen og mærke i luften. De dufter, vækker hudens sanser og sætter kendte toner i vores ører når trækfuglene langsomt begynder at vende tilbage fra de varme lande.

Solhvervsfester har været kendt i Norden siden tiderne virkelig var ukristelige – de var hedenske og det var solens genkomst, man hilste og fejrede. Også de gamle grækere tilbad solens guddom. Hver dag så de jo Helios køre hen over himlen med et hestespand. De bøjede sig for den helt synlige og mærkbare kraft, som Helios og hans hestespand havde: Lyset, solen med dens varme og magi, der fik ting til at vokse op fra jordens mørke, og som skaffede næring til menneskene og deres liv.

Der er ikke nogen grund til at være hånlig over for grækernes tilbedelse af Helios. Han var en meget synlig og aktiv guddom; han var personificeringen af selve lyset. Selv om vi i dag ved en hel del mere end de gamle grækere om solen og dens kræfter, så er vi stadig afhængig af solen, på fuldstændig samme måde, som grækerne var.

Det er tilmed den helt samme sol, der lyser for os i dag, som lyste over datidens Athen. Dén sol har ikke ændret sig, og vores afhængighed af den har slet ikke. Der er med andre ord grund til at besinde sig på, hvad der er vigtigst at fejre: Det kristelige evangelium eller naturens evangelium? Det første hævder at bygge på en guddom, der kan udføre mirakler. Det sidste bygger rent faktisk på mirakler, som dagligt viser sig for vores øjne.

Om Jesus, Muhammed og andre hønisser

Begivenheder i det tidlige forår 1990 bragte hønisserne i centrum for en mindre dansk religionskrig. Årsagen var, at den socialdemokratiske gruppeformand og tidligere minister Ritt Bjerregaard i en kronik havde sammenlignet Helligånden, Jesus og Jomfru Maria med hønisser, og desuden inkluderet både Vorherre og Allah i samme kategori. Kronikken skabte en ophedet debat, som viste, at det historisk set ligger os danskere meget på sinde, at forholde os engageret til krænkelser af religiøse følelser. Og det var dét, som hønisserne blev brugt til, mente mange.

HønisseI min familie har vi en fin tradition for hønisser. Vi har selv en, som bor i en lille krukke, og i julemåneden tager vi låget af for at lukke den ud. Tilbage i 1990 var det lidt af en hønisse, som Ritt Bjerregaard fik lukket ud af krukken. I folketroen er en hø-nisse et overnaturligt væsen og sandsynligvis i slægt med nisserne. Sammenligningen af bl.a. Jesus med den slags fantasiskabninger gik da også rent ind.

Først blev Ritt Bjerregaard meldt til politiet, fordi hun ved at sammenligne Jesus med hønisser havde hånet og nedværdiget de kristne, som anmelderen sagde – og desuden også muslimer, buddhister og andre religiøse grupper. Politiet blev derfor sat til at undersøge om Ritt Bjerregaard havde begået noget strafbart ved denne sammenligning. Også redaktøren på Berlingske Tidende, som havde trykt den famøse kronik, blev meldt til politiet. Ingen af dem blev dog dømt for noget.

Men hermed var det ikke slut. I kronikken havde Ritt Bjerregaard nemlig også skrevet, at hun var »tilbøjelig til at opfatte religion som skadelig overtro«. Dette udsagn og rangeringen af Jesus på samme plan som hønisser fik den radikale politiker Hans Larsen-Ledet til at sige: »Hun har krænket store dele af det danske folk ved sine blasfemiske udtalelser«. Han var glad for, at det ikke var en radikal politiker, som havde nedgjort danskerne på den måde, sagde han, og konkluderede, at Ritt Bjerregaard med den kontroversielle kronik havde sat sine muligheder for at blive statsminister over styr.

Også internt i Socialdemokratiet var der kritik. Her sagde den tidligere kirkeminister Tove Lindbo Larsen, at politikere skal have lov til at udtale sig om religion, men dog tage et vist hensyn. Med sine udtalelser havde Ritt Bjerregaard imidlertid overskredet de »uskrevne, etiske regler der er i Socialdemokratiet«, mente Tove Lindbo Larsen. Partiets daværende næstformand Poul Nyrup Rasmussen opfattede ligeledes Ritt Bjerregaards sammenligning af Jesus med en hønisse, som i »direkte modstrid med partiets politik«. Nyrup Rasmussen havde den holdning, at man ikke skal »sparke ud efter mennesker, der engagerer sig i religion«, og han angreb Ritt Bjerregaard for at gøre religiøse mennesker til grin.

Dette lille historiske tilbageblik er naturligvis ganske tankevækkende i dag, hvor religionen er blevet meget tydeligere, i både gadebilledet og i den offentlige debat, end tilfældet var i 1990. På næsten alle områder spiller religionen en større rolle i dagens samfund end den gjorde for godt 25 år siden.

Noget har ændret sig, og i dag kunne Ritt Bjerregaards kronik have ført til terrortrusler mod hendes liv. Sammenligningen af Jesus og ikke mindst Allah med hønisser havde nok virket stærk oprivende på nogen – og reaktionen havde ganske sikkert været afbrændte dannebrosflag, trusler og sikkert også direkte voldsudøvelse.

Ritt Bjerregaard beskyldte i sin tid også religionerne for at bygge på overtro. Men i dag er det ikke overtroen, der diskuteres når det drejer sig om religion. Nu handler det om religionens indtrængen på det politiske og samfundsmæssige område; ikke ikke primært, som en trosfaktor, men som en meget synlig og aggressiv volds- og magtfaktor.

I dag er det ikke hønisser, som er religionens værste fjende, men religionen selv. Ingen af de store religioner har vist, at de kan håndtere det jordiske livs mange forskelligheder og modsætninger med andre midler end uforsonlighed, konflikt, intolerance og vold. Jeg ved naturligvis godt, at der er forskel på en religion og mange af de mennesker som dyrker den. Men uforsonlighed er alligevel det, der kendetegner religionen i alt for stort omfang.

Da Ritt Bjerregaard skrev kronikken med titlen »Jeg tror på et liv før døden« blev ordet hønisse anset for at være krænkende for de religiøse mennesker. I dag må vi sige, at religionen klare det det fint selv. Hvor mange muslimer føler sig mon ikke krænket af den primitive og voldelige måde, som Islam bliver ført frem på? Hvor mange jøder må ikke føle sig krænket af den måde, som konflikten i Mellemøsten har udviklet sig på? Hvor mange kristne må ikke føle sig krænket af den måde, som kristendommen i stigende grad bruges som begrundelse for afvisning og intolerance? Og hvor mange ikke-religiøse må ikke føle sig krænket af religionernes formørkede virkelighedsopfattelse og ødelæggende, aggressive fremfærd?

Der var ikke mange, som talte hønissernes sag efter Ritt Bjerregaards kronik. Men i forhold til den skade, som religionerne gør på sig selv og ikke mindst på andre i disse år, var hønissernes angreb for intet at regne.

Stilhed

Larm og støj vidner om aktivitet, bevægelse og produktion. Men det er alligevel stilheden, som er mættet med den særlige form for larm, der kan skabe tanker og forestillinger om menneskets dybeste eksistensvilkår. Noget, som selv den højeste lyd, den frygteligste larm og mest ukontrollerede støj ikke kan skabe. Ud af stilheden larmer eksistensen. Denne form for uhørlig larm har sit eget sproglige udtryk: Det er den foruroligende larmende tavshed; en stilhed, der er så gennemtrængende, at den »klinger, hviner, skriger!«, som Johannes V. Jensen skrev i digtet Interferens om »dette djævelske Sammenstød af psykisk lyd«.

For psykisk lyd er jo netop, hvad stilheden kan blive til, som Johannes V. Jensen digtede:

Den blaa Nat er så stille. Jeg ligger søvnløs.
Stilheden vider sig og klinger.
Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed.

I filosofien har stilheden altid haft en højere status end larmen, specielt når stilheden er lyden af eksistensens ekko fra den store tomhed. Den franske filosof Blaise Pascal (1623-1662) skrev om denne stilheds frygtelige eksistentielle konsekvenser: »Det uendelige Rums evige Tavshed fylder mig med Gru«. Selv om Pascal var religiøs erfarede han både Guds tavshed over for mennesket og menneskets lidenhed i det enorme, tavse univers.

Det var en skræmmende og grufuld stilhed, som Pascal erfarede: Universets gabende tomhed og Guds larmende tavshed udgjorde tilsammen en eksistentiel stilhed, som placerede mennesket over for sig selv, og siden har eksistensfilosofferne forsøgt at forholde sig til den form for stilhed, hvor det enkelte menneske uformidlet er konfronteret med sig selv.

Stilheden har naturligvis flere former end denne grufulde eksistentielle stilhed, der absorberer enhver anden lyd end den, som det enkelte menneske selv fremkalder. En anden form for stilhed er den, som eneboerne gennem tiden har opsøgt. De blev kaldt eremitter, et ord der kommer fra græsk, hvor det betyder ensom eller ørken. Og det var jo i ørkenens ensomhed de søgte stilheden, fordi netop stilheden er Guds første sprog, som det hedder. Eller som Mother Theresa i moderne tid sagde: »Gud taler i hjertets stilhed«.

Det er et sideskud fra denne religiøse stilhedssøgen, som i dag nærmest er blevet et forbrugsgode: Lyden af stilhed i stillekupeer, mobilfrie zoner, på meditationskurser og ved mindfulness. Et tilbud om stilheds-retreats sælger tilmed muligheden for »et sjældent møde med sig selv«.

Men hvad sker der så når vi går ind i denne stilhed? Hvad sker der, hvis man opnår det omtalte sjældne møde med sig selv? Pascal ville måske sige, at så begynder den eksistentielle stilhed, tavshed og tomhed at larme eller trænge sig på. I den eksistentielle stilhed hører vi andre lyde, som f.eks. dem Johannes V. Jensen skrev om: Stilheden er tomheden der larmer »imellem de kværnende Stenkloder«.

Sådan behøver det jo nok ikke at gå. Men både den filosofiske litteratur og den naturvidenskabelige forskning viser, at det ikke nødvendigvis er nogen let sag for det enkelte menneske, at være alene med sig selv midt i den dybeste stilhed. Og det gælder uanset om denne stilhed er fysisk eller metafysisk.

Hvis der er tale om en psykisk og metafysisk stilhed, kan den virke som Pascal oplevede det. Er der tale om fysisk stilhed kan oplevelsen også være skræmmende. Det viser sig, hvis man besøger det mest stille sted på Kloden, nemlig et specielt lydtæt rum ved Orfield Laboratories i Minnesota.

I dette rum er der så stille, at de fleste kun kan holde det ud i nogle få minutter. I et gennemsnitligt soveværelse vil der om natten blive målt 30 decibels; i det lydtætte rum ved Orfield Laboratorie måles -9 decibels. Baggrundsstøjen måles altså i negative decibels. Det er et rum, som er 99.9% lydabsorberende, og det anses for at være det mest stille, det mest lydløse rum i verden.

Men der er ikke nødvendigvis tale om en fredfuld stilhed. Tværtimod, dette stilhedens kammer er forstyrrende og for mange mennesker skrækindjagende. Efter blot få minutter begynder man at kunne høre sin egen vejrtrækning, derefter hjerteslagene fra brystkassen, og så kommer lyden fra blodet, der skyller rundt i årene. Man bliver selv lyden, lyden af menneske, som vi ellers aldrig hører.

Denne stilhed er direkte desorienterende, og for mange er den lige så grufuld som Pascal erfarede det, når hverken Gud eller universet svarede på hans kalden.

Tænk en stilhed – jeg kan kun høre mig selv, det eneste der er, er mig – skræmmende.

 

Kilder:

John Biguenet: Silence, Bloomsbury Academic, New York 2015.
Johannes V. Jensen: Interferens fra Digte 1906, Gyldendal 1977.
Blaise Pascal: Tanker om den kristne Religions Sandhed, J. Frimodts Forlag, København 1958.