Nyt essay

En formiddag I Køge Kirke
– hvad Homo economicus trænger til

»Køge Kirke er viet til Sankt Nikolaus, de søfarendes skytsengel. Jeg tror ikke, at man behøver at være søfarende med vand under fødderne for at have brug for Sankt Nikolaus’ beskyttelse. Hvor ofte føler man sig ikke på gyngende grund, nærmest ramt af en eksistentiel søsyge, hvor beskyttelse fra Sankt Nikolaus kan være påkrævet – A Day in the Life i Køge Kirke?«

Vi lever i en konkurrencestat, der pr. definition stræber efter materiel og økonomisk effekt-maksimering. I konkurrencestatens økonomiske vækstmål ligger der imidlertid også en meningsløshed, tomhed og overfladiskhed, som i stigende grad rammer det enkelte individ i eksistensens bløddele. 

Krænkelse på grøn stue

HVIS MAN KUNNE INVESTERE I ORD, så havde en sjat penge på substantivet “krænkelse” været en god investering her omkring jul. En unavngiven kvinde havde ved et møde på CBS for to år siden nemlig ytret, at hun følte sig krænket, da medarbejderne istemte ”Den danske sang er en ung blond pige”. Da det kom frem på de sociale medier, steg værdien af ordet “krænkelse” med omkring 200%.

Selv ikke julens gavevanvid kunne matche den efterfølgende udbredelse af krænkelse blandt dem, der var krænkede over kvindens krænkelse. Som samfund skal vi ikke bære alle menneskers personlige oplevelse af at føle sig krænket. Det vil lynhurtigt føre til moralske strømsvigt, som når en leder ved CBS valgte at undskylde for sangen. Så er vi oppe på to krænkede personer, kvinden og lederen. Men derefter voksede mængden af krænkede imidlertid eksponentielt, så man helt glemte sagens komplette ligegyldighed. For hvis denne sang ligger os så meget på sinde, kan et par personers følelse af ubehag vel ikke påvirke os i et omfang, så julens afsyngning af den fine sang kom til at minde om krigstidens fællessang. Kun få kender jo alligevel anden strofe af sangen.

“Gentlemen foretrækker blondiner”, siges det i en gammel film. Hvad nu hvis man er en gentleman, der foretrækker brunetter? Skulle man så blive krænket over det? Og hvad med blondinerne? Brunetterne? De rødhårede? Hvis man helt konsekvent kun fokuserer på det, der gør os forskellige fra hinanden – ja, så er det klart, at alle føler sig krænkede, og nærmest vil have en helt personlig højskolesangbog og grundlov. Vi er dog ens på langt flere og eksistentielt afgørende områder, end vi er forskellige. Men det er blevet en tendens, at vi udelukkende vælger at se os selv, som forskellige fra andre. Dermed bliver mulighederne for krænkelse, gen-krænkelse og hævn-krænkelse jo enorme.

Følelsen af krænkelse er næsten blevet den mest almindelige reaktion på mødet med noget, der er anderledes end én selv. Den positive og undersøgende nysgerrighed i mødet med det anderledes har tabt til “følelsen af krænkelse”. Det er jo tosset at kvinden fra CBS for to år siden følte sig krænket over den blonde pige i sangen, og ligeså tosset at der blev startet et sandt amokløb om at føle sig krænket over kvindens krænkelse, ledsaget af behovet for at skabe mere krænkelse i alle ringhjørner. Til alle parter i denne krænkelseskamp: Find dog noget alvorligt, at føle jer krænket over. Faktisk sidder man tilbage med en fornemmelse af, at kvinden nærmest gjorde nationen en tjeneste ved at føle sig krænket, for så kunne vi selv få os en omgang fed julekrænkelse over noget ret betydningsløst og omkostningsfrit.

Jeg forstår ikke helt, at nogen kan føle sig krænket over en kvinde, som for to år siden følte sig krænket over den blonde danske kvinde. Jeg forstår heller ikke, at hun rent faktisk følte sig krænket. Jeg tænder ikke på at føle mig krænket, så kunne man stort set ikke foretage sig andet. Skulle jeg føle mig krænket over, at nogen ikke forstår min livsform eller måske endda føler sig krænket over den? Så må de jo udtrykke en positiv nysgerrighed, for så inviterer vi dem nærmere, så de kan lære os at kende, uden at vi dog kræver, at de skal blive som os. Ellers må de grave sig ned i surhed over, at vi ikke tager deres følelse af krænkelse alvorligt. Nysgerrighed åbner for samtale, krænkelse lukker.

Desuden betyder ”krænkelse” iflg. ordbogen ”brutalisering”, ”rå vold”, umenneskelig behandling”, ”vanære”, ”skændsel”. Så – hallo, syng en sang eller lad være. Syng selvom alle ikke synger med. Hold op med at lede efter krænkelser. Hold op med at blive krænket over en der bliver krænket af en dansk sang. Lad hende sidde i hjørnet til det går over i stedet for selv at få en selvfed krænkelse ud af det. Vi er ikke på grøn stue.

Vi er forskellige, deri ligger også ensheden. Lad hende da føle sig krænket over sangen. Svaret på krænkelse er ikke mod-krænkelse og slet ikke en kamp om, hvem der er mest krænket, eller hvem der kan krænke andre mest. Svaret er ikke at gøre den omtalte sang til julesang – men…at være ligeglad. At tro så meget på sig selv, at man ikke behøver at føle sig krænket over den slags bagateller, men i glad ligegladhed kan rumme, at nogle få føler sig krænket over en sang, som vi – vistnok – holder så meget af.

De riges oprør: Som en ulv blandt ulve?

Hvis det ikke er for at være sammen med andre mennesker, hvorfor er vi her så? Hvad kan erstatte fællesskabet, samværet med andre? Aristoteles var inde på det for over 2000 år siden, hvor han definerede mennesket som et væsen, der kun kan realisere sig selv ved at leve i polis, det vil sige i en form for menneskeligt fællesskab. Sådan er menneskets natur, mente Aristoteles. De mennesker, der af en eller anden grund ikke lever i den slags fællesskaber, sammenlignede han med dyr, fordi de er styret af begær og vold.

Men hvad nu hvis Aristoteles tog fejl? Hvis mennesket slet ikke er et fælleskabsvæsen, men i stedet kan sammenlignes med en ulv, der er sig selv og sine egne behov nærmest, styret af begær, egoisme og vold? Dét havde den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679) noget at sige om. Hobbes beskrev netop menneskets naturtilstand, som en ulv blandt ulve. Hos Hobbes er mennesket konstant engageret i en brutal overlevelseskamp mod andre, i alles krig mod alle, kun optaget af egne behov og eget liv. Derfor drejer det sig heller ikke om et fællesskab mellem mennesker, som hos Aristoteles, men om at etablere en statsform, der kan kontrollere, at alles kamp mod alle ikke udvikler sig til konstant krig.

Hobbes er ofte blevet kritiseret for at fortælle en negativ historie om både mennesket og det politiske stats-fællesskab. Som en ulv blandt ulve, egoistisk, selvoptaget, begærlig, i sine drifters vold for at efterstræbe gevinst i den konstante konkurrence med andre mennesker; det er ikke nogen lovende profil på en dating-side. Men i hvert fald er det godt og betryggende, som Hobbes foreslår, at staten skal gribe regulerende ind, så det ikke ender i krig og ødelæggende konkurrence om økonomiske gevinster og begrænsede ressourcer.

Selv om Hobbes skrev for over 300 år siden er udfordringen der stadig, og kan sammenfattes i den tidligere engelske premierminister Margaret Thatchers (1925-2013) ord fra 1987: »Der findes ikke et samfund. Der er individuelle mænd og kvinder, og der er familier«. Samfundet var et problem for Margaret Thatcher og hendes økonomiske bagland, som ønskede fri konkurrence, på stort set alle områder. Statens reguleringer måtte derfor minimeres. Faktisk trives den nyliberalistiske økonomi bedst, hvis mennesket agerer netop som ulve mod hinanden.

En af de mest udbredte økonomiske forestillinger har været, at når det enkelte individ gør det bedste for sig selv, resulterer det automatisk (som styret af en usynlig hånd) også i det fælles bedste. En forveksling af fælles egoisme med fællesskab. Egennyttens velsignede virkning, hvor fællesskabets bedste antages at ske, hvis den enkelte, uhindret af statslig regulering og andre begrænsninger, får lov til at forfølge sine helt personlige egeninteresser.

I den seneste tid har vi set hvad der sker, når de rige gør oprør mod ethvert forsøg på at regulere eller begrænse grådigheden, det individuelle behov for endnu flere penge, begæret efter mere. Vi har oplevet både den internationale og nationale pengemagts gennemtænkte offensiv for at udnytte en samfundsmodel, som lægger færre og færre hindringer i vejen for den helt banale menneskelige grådighed.

Hvidvask og svindel med udbytteskat er bare aktuelle eksempler på, at mennesket måske er som Hobbes sagde, en ulv blandt ulve. De rige bliver rigere, de fattigere bliver både flere og fattigere. De fælles naturressourcer udnyttes af de rigeste til at blive endnu rigere, helt uden blik for fællesskabets behov for de selv samme livsnødvendige ressourcer. Dette handler ikke kun om, at de rige forsøger at tilfredsstille deres grådige egeninteresse, hvorefter det hele alligevel ender med at komme hele fællesskabet til gode – sådan som teorien eller forudsætter. Det er en kamp om den objektive fordeling af økonomisk kapital, af menneskelige muligheder for social overlevelse, for liv eller død; det er en kamp om retten til livsvigtige ressourcer, om udnyttelsen af jord, himmel og hav. Det handler om, hvem der skal være plads til i denne verden – og hvem der skal bestemme det. Dette ikke en kamp, som på et tidspunkt kommer alle til gode; det er en kamp, som foregår på snylternes betingelser, fordi de politiske systemer ikke er i nærheden af at ville påtage sig opgaven, som ansvarlig for fællesskabets bedste.

Det er ikke nok blot at kalde de økonomiske storsvindlere for patologiske undtagelser. De er en konsekvens af den verden, som vi lever i, hvor netop de egenskaber, der skal til for at berige sig både lovligt, og ikke mindst ulovligt, er i høj kurs. Egoisme, grådighed, manglende empati, selvtilstrækkelighed og aggression er de egenskaber der gør det muligt for svindlerne, at lænse adskillige nationers statskasser uden at blive opdaget. Men det er også egenskaber, som tegner et billede af nyliberalismens helte, som uden tøven og etiske overvejelser bekæmper ethvert politisk initiativ, der kunne begrænse mulighederne for at gøre hvad som helst mod hvem som helst, bare det handler om økonomi.

Der er ikke politisk mod eller vilje til at gøre noget ved den store økonomisk svindel. Når det gælder mennesker af typen dovne Robert, kontanthjælpsmodtagere, langtidssyge, arbejdsløse o.l. er man imidlertid parat til at lovgive helt helt ind i dagligstuen, så dette udskud ikke »snyder samfundet for penge«, som det hedder. Vi er vidner til nyliberalismens offensive kynisme, der plyndre den samfundsmæssige fælleskasse og det politiske systems resignerende kynisme, der ikke for alvor ønsker at gøre noget ved det.

Der er ikke noget alternativ til det samfund, vi har i dag, siger politikerne. Ikke noget alternativ til den økonomiske nyliberalisme, der belønner mennesker for at være som en ulv mod ulve. »There is nalternative«, TINA-princippet, som Margaret Thatcher også nåede at formulere. Der er ikke noget alternativ til at betragte det menneskelige fælleskab, som et økonomisk marked, hvor kun de stærkeste overlever.

Men jo, det er der faktisk. I dag taler man nærmest ikke længere om Danmark som en velfærdsstat, nu er det en konkurrencestat. Og i den økonomiske konkurrence er tryghed og sikkerhed af det onde, fordi det sætter grænser for viljen til at ville være som en ulv mod ulve. Men hvad skal være de yderste mål for vores samfund? Utryghed, usikkerhed, angst? Hvorfor er det naivt at foreslå velfærd, medfølelse, fællesskab, solidaritet, ordentlighed? Kan politikerne i dag overhovedet formulere ideen bag det danske samfund, bag den danske konkurrencestat? Er det kun mere rigdom, mere usikkerhed, mere konkurrence? Så længe vi ikke diskuterer dette ved vi jo ikke om der findes alternativer, og det ville være et alternativ i sig selv, at begynde sådan en samtale – her og nu, hvor vi står. Hvad vil vi være som samfund og hvem vil vi være som mennesker – som en ulv blandt ulve eller som et menneske blandt medmennesker?

Almindelige ting: Gengangere

Gengangere er ret almindelige selv om de ofte bliver forvekslet med spøgelser. Det sker for selv en autoritet, som Den Danske Ordbog, hvor definitionerne ligger meget tæt på hinanden. Selv er jeg vokset op med både spøgelser og gengangere i familien og ved derfor, at spøgelser er ret uskyldige. Man kan ikke rigtig se dem, måske skubber de undertiden til en gammel vase på gulvet, eller smækker med en dør ved midnat, men det kan også være vinden. Og det er sjældent, at der sker nogen egentlig skade.

Anderledes alvorligt forholder det sig med gengangere. De er af kød og blod, er mobile og bevæger sig med største smidighed rundt i verden. Måske kan man endda sige, at de faktisk besætter os levende, kryber ind og sætter sig på tværs. Gengangere kan vende op og ned på et menneskes hele liv, og endda på en hel samfundsorden. Det ved vi fra den norske digter og dramatiker Henrik Ibsens skuespil Gengangere. Her lever gengangerne nemlig videre i de levende, og derfor kan stykkets kvindelige hovedperson, fru Alving sige:

»Men jeg tror næsten, vi er gengangere alle sammen pastor Manders. Det er ikke kun det, vi har arvet fra far og mor som går igen i os. Det er alle slags meninger og al slags gammel afdød tro. Det er ikke levende i os, men det sidder alligevel i os, og vi kan ikke blive det kvit. Der må leve gengangere over hele landet.«

Fru Alving mener, at et liv og et samfund med gengangere dræber livsglæden. Og ærlig talt, hvor mange grave står ikke åbne og har sluppet den slags gengangere løs på os efterlevende.

Den svenske litteraturhistoriker Gunnar Brandell skriver i bogen Freud og hans tid, at meget kunne tyde på, at Sigmund Freud, psykoanalysens hovedmand, var ganske godt bekendt med Henrik Ibsen. Det er måske ikke en urimelig tanke, at det bl.a. er Ibsens teaterstykke, der har bestyrket Freud i, at det netop er gengangerne fra vores fortid, som skaber de alvorligste konflikter i vores liv.

Hvor mange af vores problemer, traumer, angst og livslange personlige konflikter er ikke konsekvenser af noget, der har fundet sted tidligere i vores liv? Det er sådan det er i mange af Henrik Ibsens skuespil, ikke mindst i Gengangere. Når man sidder i teatersalen og følger med i stykket, så har alt det vigtige, alt det udslagsgivende, faktisk allerede fundet sted, langt inden tæppet går op for de nutidige hændelser.

Det egentlige drama udspilles i personernes fortid. Det er her spændingerne ligger inden de efterhånden langsomt afdækkes og kommer til live i nutiden – som gengangere fra fortiden med et enormt konfliktpotentiale i nutiden.

Hos Henrik Ibsen er langt de fleste af os gengangere, fordi vi følelsesmæssigt på afgørende områder holdes i et jerngreb af vores fortid. Fru Alving siger jo også: »Men jeg tror næsten vi er gengangere alle sammen pastor Manders.« Ja, det tror jeg egentlig også. I hvert fald er der langt flere gengangere end der er spøgelser. Der findes næppe nogen, som ikke selv er en genganger, kender op til flere gengangere og kæmper med problemer og konflikter på grund af alt dette gengangeri.

I Henrik Ibsens store dramaer handler det ikke om det traumatiske i freudiansk forstand, men dog stadig om stærke følelsesmæssige rester, der lever videre i os, og som “går igen” i og omkring os; som så at sige lever deres eget og suveræne liv og derfor nedkalder store problemer og konflikter over vores liv.

Og dét var noget, som Freud uden vanskeligheder kunne bruge i udviklingen af psykoanalysen. Den beskæftiger sig nemlig med, hvordan vores psyke kan blive jaget ud i den dybeste angst og de tungeste konflikter på grund af gengangerne – hændelser og begivenheder i vores individuelle og kollektive fortid.

»Du er ikke alene« – du er sammen med dine gengangere, men ved du hvem de er, og hvad de bestemmer i dit liv? I Henrik Ibsens stykke Samfundets støtter er der en person, som har bygget hele sit liv på fortidens uafklarede hemmeligheder og konflikter – altså på gengangere. I løbet af stykket sker der en gradvis afsløring af disse hemmelige gengangere, og i og med disse afsløringer, som også er afklaringer, kan personen til sidst sige:

»Hvor har jeg været henne! I vil forfærdes, når I får det at vide. Nu er det som om jeg var kommen til sans og samling efter en forgiftelse. Men jeg føler det, – jeg kan blive ung og sund igen«.

Høsttale 2018

Lørdag d. 15. september 2018  havde Beldringe Borgerforening inviteret mig til at holde årets høsttale ved deres årlige Høstfest. En invitation, som glædede mig meget. Det blev da også en dejlig aften for mig, hvor jeg mødte en forsamling feststemte, imødekommende og gode mennesker. Dette blev ordene:

Da jeg gik i skole, havde vi en geografibog, hvor forskellige farver viste, hvad der var det særlige ved de enkelte lande. Danmarks farve viste, at vi var et landbrugsland. Det var der nu ikke mange af os børn, som var i tvivl om, for vi gik i en landsbyskole; en lille skole med tre klasser, som imidlertid var ret stor, når man selv ikke var større end vi var.

Hvad skulle Danmark være andet end et landbrugssamfund? Vi boede i en landsby, hvor der lå tre bondegårde inde i selve landsbyen. En proprietærgård var der også blevet plads til, med en proprietær, der havde en ikke ubetydelig indflydelse på landsbyens sager. Der, hvor jeg boede med min far og mor, stødte vores have op til en mark. Det kunne næsten ikke være anderledes, for byen var omkranset af marker. Og lige overfor os boede smeden, som reparerede alle de forskellige redskaber, der blev brugt på markerne, og som undertiden også skoede heste.

I smedjen og ved markhegnet havde jeg et ret godt overblik over årets gang i landbruget. I løbet af et år fulgte jeg med i forberedelserne til såning, i selve såningen, i bekymringen for vejret, i høsten og i alt det, der skete efter høsten. Dét var min erfaringsverden, og børnene i byen legede bønder, når de ikke lige spillede fodbold på kirkepladsen eller legede i Ellehaven i udkanten af byen, hvor der også om sommeren kunne stjæles æbler og bær fra præstens have. Men det fik os ikke til at overveje at blive præst. Noget andet var det med muligheden for at blive bondemand.

Jeg gik i klasse med børnene fra gårdene, så i modsætning til i dag vidste jeg faktisk noget om landbrug, da jeg var barn. Ingen undrede sig derfor over, at jeg med sikkerhed i stemmen kunne svare på det sædvanlige spørgsmål om, “hvad skal sådan en lille fyr være, når han bliver voksen?”: “Bondemand” naturligvis.

Jeg blev ikke til noget ved landbruget. Men jeg fik børn, som også havde geografi i skolen. Her lærte de, at Danmark tidligere havde været et stort landbrugsland, men nu mere måtte betegnes som et service- og informationssamfund. Men det er ikke helt korrekt. Danmark er stadig et landbrugsland.

Næsten to-tredjedele af Danmarks areal er landbrug. I vores nabolande er landbrugets andel af det samlede areal betydeligt lavere. Og korn udgør 54 pct. af landbrugsarealet. Der er stadig noget at fejre ved en høstfest.

Når det bliver diskuteret om Danmark er et landbrugsland eller ej, så drejer det sig om økonomi.  Hvor meget fylder landbrugsproduktionen i BNP og lignende. Men det er ikke kun i økonomisk forstand, at Danmark har været og stadig er et landbrugsland. Selv om der naturligvis er økonomi i sagen, så er der meget mere i spil. Det viser sig bl.a. ved en høstfest.

Jeg tror ikke, at der er nogen andre erhverv, der holder noget, som kunne minde om en høstfest, for at fejre deres produktion. IT-industrien og bankerne; jeg tror ikke de holder en særlig årlig fest for at fejre deres specifikke produkt, f.eks. computerprogrammernes dag eller pengenes dag. Eller hvad med Ældreområdet, eller Sygehusområdet?

Når der holdes høstfest, er det fordi, landbruget ikke kun er et erhverv med en produktion, der kan gøres op i penge, men også en tilstand for mange danskere, selv om det måske er ubevidst for de fleste. Landbruget er lige her; ikke i fabriksbygninger, ikke i højhuse, ikke lukket inde på særlige institutioner eller i produktionshaller – nej, landbruget er lige her, lige foran vores øjne. Uanset, hvor meget eller hvor lidt man måtte kende til landbrugets økonomiske mekanismer, så kender man til landskabet, og det danske landskab og geografi er i dén grad præget af landbruget, af markerne, af kornet om sommeren. Uanset, hvor man kører rundt i det danske landskab er der tydelige spor af landbruget.

Kaj Ejstrup (1902-1956)
“Høstlandskab”
Odsherreds Kunstmuseum

Man kan sige, at det danske landskab er lig med landbruget. Det er markerne, der er kernen i det danske landskab. Man kan ikke beskrive, tage billeder o.l., af det danske landskab uden at få markerne med. De er der, og de dominerer billedet, og derfor også vores bevidsthed om, hvordan Danmark ser ud. Danmark, udenfor de større byer, ser ud som landbrugets marker – er ensbetydende med landbrugets marker tilsat et par mindre skove og måske lidt havudsigt.

I det meste af Danmark lever man ikke længere særlig tæt på det som foregår før, under og efter høsten, og slet ikke så tæt på, som jeg gjorde i min barndom. Men man kan ikke af den grund komme uden om kornmarkerne. De trænger sig på, selv om det efterhånden er de færreste, der kan kornsorterne.

Markerne med landbrugets afgrøder og produktion trænger sig så meget på, at man ofte slet ikke kan se dem for bare marker. Og sådan er det når man kender noget så godt, at det næsten er blevet til en del af ens forståelse af verden, blevet en tilstand; så er det der bare, og vi lægger først mærke til det, hvis det en dag ikke længere skulle være der.

Når jeg siger, at landbruget er det eneste erhverv, som traditionelt holder en årlig fest for at fejre sin produktion, så er det fordi, at landbrugets produktion, i form af kornet og høstens afgrøder, er et ganske specielt produkt.

Det særlige ved høsten, det der adskiller produktionen af korn fra stort set alle andre produkter, er, at der er noget andet end menneskets hænder og vores tekniske og faglige dygtighed, som spiller ind. Det er i de færreste andre produktionsprocesser at det er så tydeligt, at mennesket er afhængig af noget andet end sig selv og det menneskeskabte. Det handler om afhængigheden af naturen i bred forstand: jord, mikroorganismer, himmel, luft, hav, fauna, dyr – både det synlige og det usynlige i vores omgivelse, man kunne sige i vores ophav.

Når der i kirkelig sammenhæng siges tak for høstens afgrøder, betyder det, at der siges tak til Gud, for det der gives os til livets opretholdelse, det daglige brød. I dag kan det lyde umoderne, som et levn fra en helt anden tid. Måske – men hvis vi giver tingene nogle andre navne, beskriver det på en lidt anden måde, så viser der sig alligevel noget.

Tidligere blev Gud takket, fordi han var navnet på den kraft, som mennesket ikke selv havde kontrol over, men som det var afhængig af, hvis høsten skulle lykkes. Uanset menneskelig dygtighed, teknisk kunnen, effektive maskiner og meget andet af det, som vi selv råder over – så er vi imidlertid stadig afhængig af noget, der ikke er under vores kontrol. Det gælder ikke kun landbruget, det gælder os alle. Men denne afhængighed er tydelig når man kører igennem det danske landbrugs-landskab: Afhængigheden af jorden, af det der er i jorden, af vinden, af varmen, af temperaturen, af regn eller tørken.

I det gamle Grækenland mente man, at vinden, solen, jorden og dens frugtbarhed, regnen, havet og naturen i det hele taget repræsenterede forskellige guder, eller rent ud sagt var gudernes beskeder til mennesket. Og guder, det vidste man godt, dem har mennesket ikke under kontrol. Derfor hyldede grækerne også de ukendte kræfter, når det var gået godt, og endnu mere for at sikre, at det fortsat skulle gå godt.

Man behøver ikke at tro på græske guder, eller guder i det hele taget, for at have respekt for de kræfter, vi som mennesker ikke selv har kontrol over. Disse kræfter kan så meget med os mennesker og vores livsvilkår, og råder næsten over alt det vigtigste i tilværelsen, fra kærlighed til høstens afgrøde. Det opleves ikke kun i Danmark, men lige for tiden i de områder, der rammes af orkaner. Det opleves af os når vi rammes af tørke, eller af alt for regnfulde perioder, eller af kærlighed eller af tab. Der er tale om en afhængighed af noget, som vi kun i meget begrænset omfang har kontrol over.

Vi har så mange politiske og personlige projekter, der skal frigøre os fra afhængighed. Måske har vi også undertiden brug for at dyrke afhængigheden lidt mere – som vi f.eks. gør i aften ved en høstfest, hvor det fejres, at høsten nu er inde; at den er i hus på grund af menneskets store evner og arbejdsindsats, men også fordi naturens ukontrollerbare kræfter, måske endda de græske guder, spillede sammen med os, endnu en gang.

Mærkelige ting: Postkasse

Dette er et device, som næsten alle mennesker brugte for nogle år siden. De unge kan spørge deres forældre. Det kaldes for en postkasse og kan overfladisk set sammenlignes med computerens mailboks eller inbox. Det, der kunne puttes ind gennem revnen, var såkaldte breve. Det var en slags mails, som nogle dage tidligere var blevet lagt i en anden postkasse. Og så kom postbuddet et par dage senere med brevet og lagde det i ens egen postkasse.

img_1638-e1536605350577.jpg

Postkasse

Der fandtes forskellige former for breve. Det kunne være breve fra venner, som var i udlandet, med længere rejsebeskrivelser og måske tegninger af det de havde set. Der var invitationer til forskellige festlige lejligheder. Så var der kærestebreve, hvor der måske var vedlagt en lille ting, som mindede om den elskede. Der var de såkaldte rudekuverter med regninger, der skulle betales på posthuset. Og der var de små julekort og nytårshilsner, med årets julemærke på. Men der var også de lange samtalebreve, hvor man gennem en længere periode, måske i årevis, udvekslede breve om særlige emner med venner som delte ens interesse for f.eks. litteratur, kunst, filosofi, fodbold, livets problemer i almindelighed eller fremstilling af hjemmebryg.

De forskellige slags breve havde forskelig effekt på modtageren. De fleste breve blev dog modtaget med spænding, for de rummede en slags hemmelighed lige til man havde læst, hvem der var afsender (nogle var dog helt uden afsender), undersøgt skriften på brevet, fået det åbnet, foldet ud, og endelig sat sig ned med en kop kaffe eller the for at læse brevet den første gang af mange. Var det et fortroligt brev, et meget personligt eller et kærestebrev skulle det efterfølgende gemmes, måske nede blandt sokkerne eller undertøjet bagerst i skuffen.

I de fleste familier var der et specielt ritual forbundet med at tømme postkassen. Hos os foregik det ofte på denne måde: Hvis der allerede var kommet nogen hjem, råbte man: “er postkassen blevet tømt?” Blev der svaret bekræftende gik man videre ud i køkkenet, hvor posten lå til venstre på køkkenbordet. Blev der svaret ”nej” hentede man nøglen til postkassen i det lille nøgleskab, som vi havde arvet fra bedstefar, og gik derefter ud for at tømme postkassen.

Jeg har stadig hundredvis af breve gemt i arkivkasser. De er meget forskellige. Kuverterne har forskellige særpræg, som siger en del om de mennesker, der sendte brevene til mig. Den skrift, som mit navn var skrevet med og som jeg for det meste kunne genkende så snart jeg fik brevet i hånden – den håndskrift var en forlængelse af det menneske, som havde den, en forlængelse af hans eller hendes sjæl. Noget, som man kunne kikke på og læse særlige kendetegn ud af om sindsstemningen hos afsenderen, da brevet blev skrevet og postet. Derfor gemte man både brevet og kuverten; det var to ting, der hang sammen. Brevets værdi var også knyttet til skriften, kuverten, papiret, skriftfarven og eventuelle dekorationer eller klistermærker. Sammenlagt blev det til et brev men også til en mindeting, fordi brevet var så tæt forbundet med brevskriveren og afsenderen, og det var ikke sjældent, at man direkte kunne dufte afsenderens særlige aura af hud, parfume, sved, røg – bare ved at åbne brevet eller dufte til kuverten. At åbne et personligt brev var nærmest som at få afsenderen gjort kropslig foran én.

Nu var det jo ikke hver dag, at man fik post af betydning. Der kunne gå dage og undertiden uger uden breve i postkassen. Derfor var spændingsniveauet mærkbart når “posten havde været der”. Det var således en stor dag, da vores børn for første gang fik post i form af et brev med deres eget navn på. Det var en slags selvstændighedserklæring. Den dag begyndte børnene på en seriøs produktion af tegninger og små fortællinger, der kunne sendes tilbage til afsenderen, ikke mindst som tegn på, at man selv gerne modtog flere breve. Det var også fra den dag, at de ville have deres navne på postkassen, som tegn på deres personlige tilstedeværelse i verden. Nu er de voksne og har fået deres egne postkasser i København, hvor der sikkert kun kommer reklamer og lokalaviser, ligesom i vores postkasse.

Jeg tvivler på, at deres børn kommer til at opleve en postkasse lavet af hardware, som den vi stadig har stående ved indgangen med vores navne på. Alt tyder dog på, at de alligevel kommer til at tømme postkasse cirka to millioner gange oftere end os. Den bippende besked om, at “You’ve Got Mail”, lyder ikke blot én gang om dagen men – ja, hvor mange gange har du tjekket mail i den seneste halve time?

Den elektroniske inbox er en postkasse, der så at sige vender indersiden udad. Den præsenterer os for et stort indre, hvor det hele ligger: Mails, vi lige har modtaget, alle dem vi i det hele taget har modtaget, alle dem vi har slettet, alle dem vi ikke har besvaret, alle dem vi bør besvare og derfor har markeret med et rødt flag, de vigtige desuden med et udråbstegn. Og så er der spam, der er alt det betydningsløse, som vi alligevel ikke kan slippe for i den elektroniske postkasse. Der er mails med nyheder, med opdateringer fra vores kontoer på Instagram, Facebook og Twitter. Det er den rene og uformidlede inderside af en evigheds-postkasse, som ved hjælp af hastighed, farver, lyde og ubegrænset leveringskapacitet på det dybeste påvirker den menneskelige sensibilitet.

Postkassen ved indgangen til vores hjem og postkassen på min iPhone skaber forskellige mentale og fysiske tilstande. Når man tidligere sad og skrev eller læste, var involveret i en middagsaftale, spiste, snakkede eller nussede med hinanden på sofaen, så ville det have været udtryk for en ganske hårdt ramt habitus, hvis man flere gange gik ud til vejen for at tjekke sin postkasse. Man vidste desuden også, at der i hvert fald ikke ville ligge noget i postkassen før posten havde været forbi. Nu ved vi, at posten er forbi mens vi går på toilettet, skriver, læser, arbejder, er under transport, elsker, kysser, samtaler – hele tiden, med andre ord. Der er tale om et mail-delirium, en chokbølge, der konstant skyller ind over os.

Tidligere var det en stående morsomhed at fortælle om det, der kunne ske, hvis konen var alene hjemme, når posten kom: “Den dreng ligner overhovedet ikke sin far, så han må være kommet med postbuddet.” Den slags morsomheder fungerer ikke længere. I dag er det et forøget stressniveau, der kommer med posten, som kommer igen og igen og igen og igen og …

Virksomhedsledelse i tynd luft

Jeg har tilbragt omkring 30 år på arbejdsmarkedet, og har været præsenteret for ganske mange seancer med teambuilding, idéudvikling, innovationsøvelser, samarbejdslege, strategiudvikling o.l. Langt de fleste af disse events har været direkte meningsløse, spild af tid og dybest set et symptom på, at virksomhederne har udviklet sig til organiserede kampzoner, hvor arbejdsklimaet og mulighederne i det daglige er alt andet end indbydende til netop idéudvikling, nytænkning og samarbejde.

Jeg har prøvet at søge begrebet “teambuilding” på Google. Der kom over 10 millioner hits ud i hovedet på mig. Hvorfor i alverden har virksomhederne det enorme behov for at sende medarbejderne på kurser i netop teambuilding, innovation, nytænkning, anerkendende kommunikation, konfliktløsning, idéudvikling o.l.? Det sker i et omfang, så der har udviklet sig en selvstændig industri, som lever mere end godt af at imødekomme dette tilsyneladende uendelige behov for ”kompetenceudvikling” hos medarbejderne, som det hedder. Men det er da mærkeligt, for de selv samme medarbejdere er jo dog sammen dag efter dag, fra morgen til aften, på deres virksomhed mens de arbejder med deres kerneopgaver.Team-building

Måske er det sådan, at der i dagligdagen på langt de fleste virksomheder og institutioner er for meget ledelse og for lidt faglighed. Jeg tror, vi har passeret grænsen for, hvor meget ledelsesspecialister kan afløse faglighed. Dækningsløse ledelsesteorier om effektivisering, forandringsledelse, handlekraft, uddelegering, omstrukturering, strategiudvikling, situationsbestemt ledelse og meget mere, har for længst trængt fagligheden ud af ledelsesafdelingerne. Lederne ved ganske enkelt ikke nok rent fagligt og det betyder, at virksomhedernes kultur og daglige liv bliver tømt for den ånd, som netop skulle skabe innovation, nytænkning og samarbejde omkring de faglige kerneopgaver.

Det var vist Stephen Hacking der sagde, at den største fjende ikke er uvidenhed, men illusionen om viden. Jeg er bange for at denne fjende sidder i hjørnet ved ganske mange møder i virksomhedernes ledelse. Jo, selvfølgelig skal en leder have viden om ledelse, men ledelse er også faglig ledelse, inspiration, initiativ og åndfuldhed på de områder, som virksomheden arbejder med.

Måske er det blevet sådan, at virksomhederne må sende medarbejderne på kurser i teambuilding, innovation og lign., fordi arbejdspladserne i sig selv faktisk modvirker udviklingen af disse værdier. Jeg tror ikke lederne har viden nok om kerneopgaverne, eller også tror de, at virksomhedens kerneopgave er ledelse. Men ledelse er jo dybest set en slags servicefunktion for dem, der varetager kerneopgaverne. En funktion, der skal sørge for at klimaet er inspirerende i dagligdagen, motiverende, udviklende – innovativt, hvis man endelig vil bruge det ord.

Jeg har mødt mange ledere, som i alvor siger, at de har viden om ledelse, at det er deres opgave, for medarbejderne ved jo alt om det faglige. Så er det, at Stephen Hawkins spøgelse dukker op lige bag ryggen på dem. De tror de har viden, men det har de ikke. Den slags ledelse foregår i en boble indeholdende en meget tynd luftart. Her bliver ledelse defineret som handlekraft, organisationsevne, overblik; som om man kunne have det uden at være meget, meget fagligt velfunderet på virksomhedens kerneydelse.

Men så kan man jo vise handlekraft ved at sende medarbejderne på teambuilding, strategimøder, innovationskurser, workshops, hvor der arbejdes med udvikling, samarbejde og kommunikation. Det skaber måske en momentan oplevelse af, at nu sker der noget. Men det skaber jo ikke en ny daglig atmosfære på virksomheden, blandt medarbejderne og i forhold til de daglige arbejdsopgaver. I sidste ende er det blot et symptom på en gigantisk fejltænkning af kompetencekravet til ledelsen. De ved for lidt fagligt og tror de ved meget ledelsesmæssigt, eller tror, at man kan vide noget ledelsesmæssigt uden at vide noget fagligt.